Anmeldelse i scenekunstmagasinet Teater1 #179, september 2017.
Inger Merete Hobbelstad: Å leve med Shakespeare. Essays. 575 sider, 399 kroner. Tiden 2016.
Man behøver ikke at være professor i Shakespeare for at vide, at Romeo og Julie er en tragedie om umulig kærlighed, at Macbeth er et drama om magt og mord, at En skærsommernatsdrøm er en sfærisk fortælling om forelskelser og forviklinger, eller at Hamlet er den ultimative spøgelses- og hævnhistorie fra en rådden stat. Det er common knowledge blandt belæste.
Til gengæld skal man være lidt mere end almindelig velbevandret i det samlede korpus af Shakespeares dramatik for at kende Coriolanus (1607-08), et sjældent spillet skuespil, der står udenfor den normale kanon. Men Inger Merete Hobbelstad, kritiker og kommentator ved den norske avis Dagbladet, kan meget mere end sit fadervor, når det handler om den gamle dramatiker fra Stratford-upon-Avon, og alene hendes perspektiverende læsning af dette oversete, men højaktuelle, skuespil er en bærende kvalitet ved den store essaybog Å leve med Shakespeare.
Coriolanus vender vi tilbage til. Først må vi konstatere, at Shakespeares udødelighed – her i 400-året for hans død – er så selvfølgelig, som at solen står op igen i morgen. Skuespillene spilles konstant over hele globen, både i klassiske opsætninger og i radikale fortolkninger. I år har jeg bl.a. set King Lear på Det Kongelige Teater i København, Hamlet i tre forskellige opsætninger i Odense Ålborg og på Mungo Park, samt et formidabelt russisk gæstespil af det uretfærdigt marginale Measure for Measure på Hamlets egen borg i Helsingør, Kronborg, og i alle opsætninger står vores egen nutid som mejslet i granit. Én replik af Shakespeare udvisker simpelthen flere århundreder. Det er som om, at alt er set og sagt i hans værker, og alt hvad der sker i verden i dag, kan relateres til replikker, plots og psykologiske portrætter der har eksisteret siden 1500-1600-tallet. Det er mageløst.
Å leve med Shakespeare udspringer af en tidligt grundlagt fascination af både skuespil og sonetter. Med hele det enorme persongalleri som livsledsagere, har Inger Merete Hobbelstad siden de unge, formative år, levet med Shakespeares dramaer, som har forsynet hende med viden om menneskelivet og dets dilemmaer på en måde, som hun dels har kunnet bruge til at forstå private oplevelser med, for eksempel ulykkelig (eller snarere umulig) kærlighed, dels til at skildre kulturhistorie og aktuelle begivenheder i politik og populærkultur, og dels til at begribe det menneskelige magtspil – for intet menneskeligt er som bekendt Shakespeare fremmed.
Inger Merete Hobbelstads bog består af ti konceptuelt ens essays med præsentationer af og refleksioner over ti skuespil (af forfatterskabets i alt 38), hvoraf broderparten er velkendte, mens enkelte – for mig især Coriolanus – ankommer som gavmilde gaver, som vi ikke vidste, at vi ønskede os så brændende. Men det ved forfatteren vist ganske udmærket. I sit forord skriver Inger Merete Hobbelstad nemlig, at der er et citat fra netop Coriolanus, som kunne stå som paraply for hele bogen om at leve med Shakespeare, nemlig der, hvor titelpersonen tænker højt om, hvordan han har prøvet at leve ”som om en mand kunne være sin egen forfatter”.
Coriolanus er et drama med rødder i Rom før Rom blev en storstat (Shakespeare har læst historien hos Plutark og Livius). I 509 f.Kr. havde romerne fordrevet deres sidste konge, og den unge Caius Martinus havde deltaget i oprøret. Han er en stigende stjerne i staten, hvor han mødes med stor respekt, men også med en vis modvilje på grund af hans arrogance og magtfuldkommenhed.
Snart efter må han drage i krig igen mod det rivaliserende nabofolk, volskerne. Han slås nu på to fronter: Mod interne konkurrenter om magten i Rom og mod fjenden udefra. Han nedlægger volskerne ved deres hjemby Corioles, og får derefter sit nye æresnavn efter den slagmark, hvor han vandt sin store sejr. Han er nu Coriolanus, den politiske voldsmand og leder, som er frygtet og foragtet af både venner og fjender.
Lyder det som en type, vi kender? Åh ja. Inger Merete Hobbelstads omfattende og omhyggelige læsning rapporterer bl.a. fra filmfestivalen i Berlin i 2011, hvor hun læser stykket for første gang som forberedelse til Ralph Fiennes’ filmatisering. Samtidig følger hun med i oprøret mod Hosni Mubarak i Cairo. Hvad der siden er sket i verdenspolitikken, gør kun Coriolanus mere relevant og interessant, ikke mindst når Inger Merete Hobbelstad sætter stykket i perspektiv til den politiske revolutions historie om skriver om ”et samfunn der de kunnskapsløse vil styre de kyndige, og der menneskemengdens følelser er viktigere enn makthavernes fornuft.” Men, fristes man til at spørge, hvad så, når den frie verdens nye leder styrer sit folk med tweets, der bunder i postfaktuelt fabrikerede nyheder, som måske nok udsættes for falsifikationstest af de etablerede medier, men alligevel når deres massemål?
Coriolanus er en tragisk og tvetydig skikkelse, som falder i unåde hos sit folk – eller så falder folket i unåde hos ham. Snart er han blevet udråbt som en folkefjende (jo, Ibsen omtales), og han vender sig mod sine egne i en alliance med de tidligere fjender.
Men hvad er han? En populistisk tyran? Eller en statsmand, der ikke har det folk, han fortjener? Inger Merete Hobbelstad skriver, at de som læser Coriolanus som historien om en menneskefjendtlig protofascist, som får sin retmæssige straf af de mennesker, han opfatter som skadedyr, overser at det følelsesstyrede pøbelvælde, som han advarer imod, er en reel trussel. Det er tankevækkende ord i disse tider, hvor populister med befolkningernes velsignelse stormer frem over hele Europa.
Å leve med Shakespeare er som litterær essaystik en eksemplarisk og beundringsværdig præstation med en stærk personlig investering. Bogen kan have sine degressive sider, hvilket er det frittænkende essays natur, hvor ikke alt forekommer lige velmotiveret. Men det lever vi med. Som grundbog om dramatikeren, hans liv og værk, er bogen en nyttig nydelse, der formidler på højt niveau.
På samme måde som Shakespeare er en primær ledsager for Hobbelstad gennem livet, bliver Hobbelstad en primær ledsager for os andre gennem Shakespeare. Ikke at vi er forudsætningsløse, Inger Merete Hobbelstad er blot bedre bevandret i skuespillenes afkroge, og hendes moderne læsninger åbner derfor nye døre til en i forvejen kendt verden, ja ikke bare en verden, men den verden, nemlig udødelige Shakespeares.