Weekendavisen den 4. august 2017.
Roman. Ina Merete Schmidts parodi på spændingsromanen er et skoleeksempel på, hvor svært det er at skrive morsomt.
Ina Merete Schmidt: Du tror alt er godt, 208 sider, 199,95 kr. Roman. Gyldendal
”Du tror, alt er godt. Bliv ved med det.” Sådan slutter en hilsen som antihelten Martin lytter til hen mod slutningen af romanen, der har fået titel efter netop denne ironiske afskedssalut: Du tror alt er godt – underforstået: Du aner ikke, hvad der foregår, du er naiv og troskyldig.
Nej, forsikringsmanden Martin aner ikke, hvad der sker. Og jeg havde det lidt på samme måde, da jeg begyndte at læse Ina Merete Schmidts nye roman. Jeg var fuld af veritabel læselyst og gode intentioner. Men til sidst stod jeg – som Martin – tilbage med bristede illusioner.
Bagsiden havde ellers viftet mig om næsen med en lovende historie: Forsikringssælgeren Martins tjekkiske kæreste forsvinder pludseligt og sporløst under en ferierejse i hendes hjemby, Prag. Hjemme på Frederiksberg har politiet ransaget Martins lejlighed uden dommerkendelse. Harddisken til hans computer er fjernet og pludselig begynder han at modtage mærkelige opkald…
Snart er Martin tilbage i Prag for at hjælpe Elena, der naturligvis bærer på en hemmelighed fra fortiden. Men er hun nu til at stole på? Langsomt får vi lagt brikkerne, og naturligvis er uglerne ikke, hvad de giver sig ud for at være. Måske burde Martin have lugtet lunten da han bogstavelig talt stødte ind i Elena på det bibliotek, hvor hun arbejdede som bogopsætter. Hun besnærer ham med en fortrædshistorie, ridderligt (og liderligt) vil han gerne hjælpe, og snart efter er hun flyttet ind i hans lejlighed.
Elena er en smuk, gådefuld kvinde fra det gamle Østeuropa, altså en kendt skikkelse fra spændingslitteraturen, så naturligvis slår handlingen en volte eller to. Jeg skal ikke spoile plottet, men blot sige, at historien også rummer identitetssvindel, en masse lyssky penge og en (tilsyneladende!) opklaring af et bestialsk drab på en gammel, velhavende dame.
At Du tror alt er godt ikke er en konventionel spændingsroman skal den ikke høre ét ondt ord for. Tværtimod er den en ganske generøs genreparodi, der tager stikket hjem i mange satirer og karikaturer. Men Ina Merete Schmidt doserer med for rund hånd til at det er sjovt. Ikke mindst portrættet af kontorarbejdet i en kynisk forsikringsbranche, der lever af at pånøde kunderne frygt og usikkerhed, fiser ud i fjoget fjolleri. Da Martin får nok og siger fra, sender han en mail rundt til alle, så afdelingschefen tror at firmaet har fået virusorm: ”En, to, ti, giraffen stod på ski, og trillede ned ad bakken og fik en lort i nakken, og gemte den til sommer og troede det var blommer. Med pishilsen, Martin, trolden i Selskabet.”
Måske kunne Erlend Loe (hvis inspiration synes meget tydelig) slippe af sted med den slags. Eller måske Jens Blendstrup på en virkelig vellykket god dag. Men her er det et skoleeksempel på, hvor svært det er at skrive morsomt. Manden, der ude af flippen gør op med sit konservative miljø, er en fladtrådt figur, som alt for nemt bliver anstrengt og overkarikeret. Det samme gælder i en mislykket scene, hvor Martins bror Christoffer træder hundelort ned i guldtæppet på Krogs Fiskerestaurant. Til gengæld står Martins ulideligt intrigante mor og mildt forsagte far som et ganske troværdigt dobbeltportræt i karvskåren ramme.
Ina Merete Schmidt har fra sine to tidligere romaner (som jeg ikke har læst) Fra dag et og Fåresyge ry for at være sjov. Det kan være et tungt åg at bære. Som trolden i selskabet er Martin kortvarigt en Doppler-agtig type. Men han er ikke radikal nok til at være en ægte oprører. Som hverdagsmennesket i undtagelsestilstand tager jeg ham ad notam, men heller ikke meget mere. Jeg håbede at alt var godt. Det var det ikke. Med pishilsen.