Weekendavisen den 9. marts 2018.
Digte. Tænksom haiku, skæve drømmesekvenser og surrealistiske ordmalerier fra amerikansk undergrundsfænomen.
CAConrad: Franks bog. Oversat af Line Kallmayer, 168 sider, 169 kr. OVO Press.
”Let me be frank”, siger man på engelsk, når man skal være ærlig, og for skrivende folk, der hedder Frank, eller skriver om nogen, der hedder Frank, er det jo lidt af en foræring, som nu for eksempel bokseren Frank Bruno, hvis erindringsbog netop hed Let me be Frank, eller Richard Fords afslutning på romanserien om Frank Bascombe, som hed Let me be Frank With You, altså: Lad mig være den, jeg er. Og: Lad mig være ærlig.
På dansk kom Richard Fords roman til at hedde Kald mig Frank, hvilket totalt missede originalens dobbeltbetydning, men det var jo også en mission impossible for oversætteren. På samme måde er det umuligt at genskabe den bærende pointe i titlen på det amerikanske undergrundsforfatterfænomen CAConrads The Book of Frank, der på én og samme tid betyder Ærlighedens bog og, som titlen er blevet på dansk, Franks bog.
CAConrad skriver sit navn netop sådan, har jeg læst, fordi han kan lide den flydende form fra bogstav til bogstav, og fordi han ikke vil have punktummer inde i sig! Men C og A står oprindelig for Craig Allen. Han blev født 1. januar 1966 på Forbes Air Force Base i Topeka, Kansas. Hans mor var bare 14 år og stukket af hjemmefra, faren var Vietnam-veteran. Han blev adopteret af morens nye mand og voksede op i en lille by i Pennsylvania, hvor det eneste læsestof i hjemmet var Bibelen og TV-guiden, og hvor Ku Klux Klan stod stærkt. Hele familien arbejdede ved samlebåndet på en kistefabrik, og som otteårig blev han sendt ud og sælge blomster langs landevejen. Som niårig fik han et gevær i fødselsdagsgave, og det brugte han da han skulle jage morens tredje mand væk, da han forsøgte at forgribe sig på lillesøsteren. Samme år opdagede han biblioteket, og han begyndte at læse digte.
I 80’erne blev Craig Allen en del af homomiljøet, og i 1991’erne gik han til 54 begravelser hos venner, der døde af AIDS. Han begyndte at skrive digte, udvikle skrivemetoder og udgive bøger, og i 2010 kom så The Book of Frank, der består af 123 tekster, valgt ud fra tekster, han havde skrevet til bunke i løbet af 16 år. I dag er CAConrad en karakter i undergrunden, en flamboyant mand med neglelak (yes, Onkel Danny!), som ikke har klippet sit år siden 2006 i protest mod Irak-krigen.
Franks bog ligner både tænksom haiku, henkastede aforismer, skæve drømmesekvenser og surrealistiske ordmalerier. De handler alle om denne Frank, som måske er CAConrad selv, måske en persona, måske en abstraktion, måske alle og ingen, måske en mand, måske både en mand og en kvinde, måske en skæv, sær side af os selv, måske en småborger, måske en boheme, måske et familiemenneske, måske en enspænder, måske et barn, måske en voksen, sandsynligvis et menneske – men et undtagelsesmenneske. I efterskriften kalder digterkollega Eileen Myles CAConrads Frank-digte for ”en sejr for multipositionalitet”, hvilket er et grimt teknokratord, der nu giver god mening.
Hvad ærlige Frank oplever, er af vekslende interesse. Noget af det er ordklatter på et lærred fra den surrealistiske drømmefabrik, dali’ske eller freddie’ske motiver, ikke mindst genskabte stemninger og følelser fra en lidet misundelsesværdig barndom. Det kan være både makabert, absurd og fyldt med kønsdele og sekreter.
Et af de mere interessante af den slags digte, som psykoanalytikeren nok skal vide at dissekere, lyder sådan her: ”et lokale fyldt/ med lesbiske/ bugtalere/ slap deres/ stemmer løs indtil/ alle Franks kropsdele/ gjorde det klart for ham/ hvilken beskidt lille/ høne han var”.
Når digtet samler sig i en fortættet pointe, der kan fyres af med haikusk præcision, opstår underfundig poesi: ”Frank taler sagte/ ind i konvolutter/ i stedet for/ at skrive/ breve”. Eller dette fine digt: ”Frank er en/ ung dreng/ der sover i/ det gamle/ Tibet// det du/ troede var/ dit liv er i/ virkeligheden hans/ drøm// han kan/ vågne når som/helst”.
Ok, let me be frank: CAConrads person og biografi er fascinerende og hans lyrik har sine lysende øjeblikke, men som helhed er hans scener og syner for sære til min smag.