Weekendavisen den 13. juli 2018.
Kommentar. Den politisk ukorrekte børnebog skal ikke ekskommunikeres, men sameksistere med mulige reviderede udgaver.
Hvad gør debatten om politisk korrekthed egentlig ved vores syn på børnelitteraturen? Jeg spørger, fordi vi jævnligt får nyheder, som vi ryster overbærende på hovedet af, uden måske helt at forstå deres rækkevidde og alvorlighed. Den slags nyheder kommer navnlig fra Sverige og USA, to lande, som det er ualmindelig nemt for os at afskrive som useriøse – eller snarere overseriøse. Hos dem er nogle børnebøger blevet udsat for revision af ord eller tilpasning af illustrationer, der ikke overholder nutidens værdier. Det er gået ud over både Astrid Lindgrens Pippi og Jan Lööfs Min morfar er sørøver. Fahrenheit-tilstande!?
Hver gang, vi kritiserer de andres overkorrekthed, glemmer vi naturligvis, at vi selv for et kvart århundrede reviderede Harald H. Lunds vidunderlige ‘Elefantens vuggevise’. Vi holdt op med at synge ”i morgen får du en niggerdreng/ og ham skal du bruge til rangle”, ja allerede inden da, var niggerdrengen blevet til en negerdreng, og engang i 80’erne, blev negerdrengen så til en kokosnød. Politisk korrekte revisionister, det kan vi selv være.
For to uger siden kom historien om navneskifte på den berømte amerikanske børnebogspris The Laura Ingalls Wilder Medal, der fremover skal hedde The Children’s Literature Legacy Award. Sagen er nemlig, at Laura Ingalls Wilders forfatterskab er rig på racistiske stereotyper, og derfor vil de amerikanske børnebogsbibliotekarers organisation ikke længere uddele prisen under det gamle navn. Det er nøjagtig det samme argument, der ligger bag justeringerne hos Lindgren, Lööf og Lund.
De amerikanske bibliotekarer arbejder udfra et værdisæt, der hedder inklusion, integritet, respekt og lydhørhed, og disse dyre ord er naturligvis uforenlige med en litteratur, der er racistisk. De gamle prærieromaner af Laura Ingalls Wilder foragtede både de sorte og de røde, så hvordan skulle nutidens børnebibliotekarer kunne give en pris til en sort eller rød forfatter i Lauras navn?
Idet de ændrede prisen navn, bekendtgjorde børnebibliotekarerne, at de stadig vil sørge for at forfatterskabet står på hylderne. De politisk korrekte bibliotekarer reagerer heldigvis ikke så kategorisk, som censurkomiteerne fra Bibelbæltet, der flår bøger ned fra skolebibliotekets reoler, hvis der står ugudelige bandeord i dem eller hvis der er antydninger af sex.
Men måske er det netop hos den kristne moralske majoritet, man skal finde inspiration til, hvordan den problematiske børnelitteraturs fremtid bør være. Løsningen er nemlig ikke at ekskommunikere, men at sameksistere. Her er de mange tilpassede udgaver af Bibelen værd at tage ved lære af. Den oprindelige tekst har jo ikke mistet sin oprindelighed ved de tusindtallige genfortællinger, sproglige revisioner og forkortelser, som er skabt i den kristne opbyggeligheds navn, så børn og andre små lam får et tidstilpasset og værdibaseret budskab om tolerance og tilgivelse, renset for Guds uforsonlige vrede, tilbøjelighed til at straffe og opfordringer til vold mod vantro. Intet værk er som Bibelen blevet redigeret og tilpasset, så det føjer sig til sin tids værdier og ideer om børns behov. Hvem læser overhovedet den oprindelige tekst med deres børn udenfor de troendes kreds? Nej, det er genfortællinger af Johannes Møllehave og Anne Sophie Seidelin og i dag i særdeleshed nok Bjarne Reuters Bogen og Ida Jessens Bibelhistorier, som folk griber ud efter. Men samtidig findes jo den uforkortede version. Det samme kan man sige om verdenslitteraturens store romanklassikere, der nemt overlever at blive forkortet, genfortalt og justeret. Hvorfor skulle man så ikke kunne have flere varianter af de samme billedbøger til børn? Bibelen viser vejen.
Løsningen er altså at bevare litteraturen, som den blev skabt, men ikke være bange for at tilpasse nye udgaver til skiftende tiders behov. Hvis det kan lade sig gøre. Det vil kræve, at man som forlægger kan opnå tilladelse fra rettighedshavere, og at der findes kunstnerisk forsvarlige løsninger. Og hvem er det lige, der skal justere i illustrationerne til Strudsen Rasmus, der er så rig på henrivende racistiske fordomme? Eller hvad med Egon Mathiesens vidunderlige billedbøger, hvor det vrimler med børn i alle farver. Det er mellemfolkelige tolerancemanifester, men du milde, hvor de – helt i samklang med deres samtids kulturradikale fascination af den frie, ædle og ubekymrede vilde – reproducerer kulturelle og racistiske stereotyper!
Jeg ved ikke hvordan situationen er på børnebibliotekerne for tiden. Er Lille sorte Sambo en varm kartoffel? Er Den Store Bastian? Kan man i dag lade børn læse om drengene, der driller en ”neger”, hvorefter Bastian dypper dem i blækhuset, så de selv bliver sorte? Børnerimet er jo en opdragelse i tolerance, men det er baseret på et sprog og en adfærd, som mildest talt er umoderne. Duer ikke, vil nogen sige. Men kan vi tillade at den slags kulturarv ryger på fjerndepot?
Det, der ikke kan inkluderes i nutidens værdisæt (”inklusion” har jo sine begrænsninger), har engang haft fuld gyldighed, og hvis vi vil forstå vores nutids værdier, må vi kende vores fortids måde at se verden på. Den etnocentrisme, som også danske børnebogsforfattere har beskrevet de sorte udfra, er en del af vores historie. Vi må forstå børnelitteraturen som et dynamisk felt, der både indgår i litteraturhistorien og i udvekslinger af og forhandlinger om tidernes skiftende værdier. Børnelitteraturen, som den blev skabt, er et samtidsudtryk, som vi ikke kan slette. Det samme er eftertidens behov for at formilde for at formidle.