Weekendavisen den 15. juni 2018.
Roman. Jan Kjærstads roman om Norge i posttraumatisk chok er intelligent og vellykket.
Jan Kjærstad: Storefjeld. Oversat af Sarah Koch. Roman. 368 sider, 299,95 kr. Rosinante.
Jan Kjærstad skriver altomfattende diagnoseromaner om Norges plads i verden og verdens plads i Norge. Efter den nyklassiske Wergeland-trilogi kom nogle romaner, hvor totalitet og originalitet ikke var så godt afstemt, men da Jan Kjærstad sidste sommer udgav Berge, lød det ikke alene som en interessant roman, det lød som en vigtig roman.
Storefjeld, som den danske oversættelse hedder, lever op til forhåbningerne. Den er en vigtig roman, der med al litteraturens fantasi og fortællekraft både blotter et sår og smører det med balsam. Den skildrer tydeligt og subtilt et samfund i posttraumatisk chok.
Vi er i 2008. Arbejderpartiet joviale og bramfri Arve Storefjeld bliver fundet myrdet i sin skovhytte i Blankvann. Også hans ægtefælle, deres voksne datter, Gry, hendes kæreste og hans lille datter, er blevet dræbt. De har fået halsen skåret over, mens de lå og sov, en femdobbelt likvidering. Hvad er der sket i det lille, priviligerede land højt mod nord? Er terroren kommet til Oslo og omegn?
Storefjeld fortælles af tre stemmer. Ine Wang er en berømt journalist med sine glansdage bag sig. Da historien bryder ud, får hun sit store comeback. Hun har nemlig skrevet en biografi om Storefjeld, der netop skal til at udkomme. Pludselig er hun atter i vælten, drabet har givet hende ny luft, ny identitet, ny værdighed, åh hvilken herlig tragedie. Da hun skal skrive et portræt af Storefjelds datter, der var en stigende stjerne i partiet, mødes hun med datterens ekskæreste, Nicolai Berge. Det interview bliver frugtbart, men ikke som planlagt.
Den midterste fortælling tilhører Peter Malm, en byretsdommer, der lever et diskret liv uden andres indkik. Som ung havde han en enkelt affære med den kvinde, der senere skulle blive Storefjelds kone, men ellers har han levet sit enspænderliv som en kultiveret ekstremt anglofil dommer med hang til klassisk musik, kunst og arkitektur, gastronomi osv. Om aftenen ordner han noter til en bog om retfærdighedens historie. Han passer sit job samvittighedsfuldt, flanerer gennem byen med sin panamahat og spadserestok, får sine drinks i baren på Grand Hotel, drømmer om det britiske imperiums velmagtsdage. Og så rammer en bombe ned i hans stille cirkler. Han bliver udpeget til dommer i Storefjeld-sagen.
Sidste fortæller er Nicolai Berge. Ekskæresten til Gry, Storefjelds datter. Engang fremtidens mand i den Arbejderpartiets ungdomsorganisation, AUF, en kontroversiel taler til sommerstævner på Utøya. Men ikke på politisk bølgelængde med sin svigerfar. Nicolai udspringer af en konkurrerende familie i bevægelsen, og da konflikten bryder ud, tager Gry ikke sin kærestes parti. Da hun slår op, har Nicolai intet tilbage. Han forsøger sig som forfatter, men slår ikke igennem. Nu skriver han en aggressiv blog imod Arbejderpartiet. Mærkeligt nok beholder Gry den halskæde, Nicolai har givet hende, et arvestykke med en anker mod et hjerte. Håb og kærlighed. Mist ikke det smykke af syne.
Jan Kjærstads forløsende mestergreb er at placere romanen i 2008, længe før den notoriske højrefløjsterrorists massedrab på i alt 77 ungdomspolitikere m.m. i 2011. Vi skal skal ikke tænke på den mand, som nordmændene ikke nedlader sig til at nævne ved navn. Og vi skal ikke tænke på andet. Selv ordet ‘manifest’ er placeret i romanen som et uhyggeligt ekko. Det, som vi kalder Utøya- eller Breivik-massakren, hedder i Norge blot 22. juli. Bemærk derfor, at Jan Kjærstad placerer retssagen i lokale 227. Det er virkelig elegant, og de semiotiske spor fortsætter: Bemærk de fem navne. Wang (vang) er en græsslette. Malm er en geologisk dannelse. Berge er et bjerg. Storefjeld er et fjeld. Gry er solopgangen. Vi er i den norske topografi. Menneskene udgør landet og vice versa.
På norsk hedder romanen Berge. På dansk Storefjeld. Hvis jeg udlægger det dybt interessante i denne forskydning, røber jeg for meget. Lad mig derfor blot sige, at titelskiftet giver fuldgod mening, ja det skænker faktisk danske læsere en analytisk dobbelthed i tilgift.
Hvor Jan Kjærstads ambition om totalitet tit kan tynge, er doseringen nu helt præcis. Det eneste lille problem er at bærende ideer bliver gentaget lidt for tit. At Norge er en provins i udkanten af verden, fatter vi både første og anden gang. Tredje, fjerde og femte er overflødige.
Storefjeld kan læses som en spændingsroman, ikke som en krimi, men som en roman om en forbrydelse. Opklaringsarbejdet er behageligt fraværende, men vi får det nødvendige at vide, så vi kan lægge til og trække fra. Romanen byder på elegante overraskelser, helt frem til det sidste uforløsende sekund, hvor forsvaret måske begynder. Vi skal kontemplere over terrorens traume.
Allerede på side 12 spørger Ine Wang: ”Hvem har brug for romaner i vor tid?” Typisk metalitterær bevidsthed hos Jan Kjærstad. Storefjeld er hans eget intelligent vellykkede og overbevisende svar. Vi har brug for romaner.