Weekendavisen den 3. august 2018.
Essay. Hovedet bad om nedsat tempo. Men selvom man hverken læser eller skriver helt så meget, dukker litteraturen og digterne hele tiden op.
I sidste uge gik jeg forbi et brødudsalg i en dansk by. Bag disken kunne man se ud i bageriet. Der stod en mand og æltede dej. Jeg genkendte han straks. Han er digter.
Jeg siger ikke hvilken by, jeg siger ikke hvilken digter. Jeg har på fornemmelsen, at han helst vil være i fred med sit brød. Da han debuterede, blev han fremhævet som noget særligt, men der var noget selvudslettende og genert over ham, noget langsomt og tøvende. I et interview sagde han, at han først skriver, når lokummet brænder. Der er nu gået over ti år, og han har ikke udgivet noget siden.
Da jeg gik fra bageriet, tænkte jeg, at Albert Dam var konditer. Der var plads til både bøger og bagværk. Der skal nok komme nye digte, når dejen har hævet. Det behøver jo ikke at gå så hurtigt. Det siger jeg hele tiden til mig selv. Denne sommer har jeg læst færre bøger, end jeg plejer. Og jeg har skrevet mindre, end jeg havde planlagt. Det føltes først som en krise. Siden som en lise.
Hovedet har bedt om nedsat tempo. Efter en lang sæson, ville hjernen hvile og samle kræfter. Den ved udmærket godt, hvad der venter forude af efterårsopgaver, deadlines, forpligtelser, ord i uendelige rækkefølger. Alt det spændende, vigtige, opbyggelige, alt det det som jeg lever for og lever af og aldrig ville undvære.
Hjernen fik sin vilje. Først læste jeg, forholdsvis langsomt, en fremragende roman af norske Mattis Øybø, Ingen er alene, om en dommedagskult og hvordan vi fortæller hinanden historier for at overleve. Så læste jeg schweiziske Christian Krachts Imperium om en gal tysker, der i 1900-tallets begyndelse tog til en Stillehavsø for at grundlægge en koloni baseret på filosofisk tilbedelse af kokosnødder.
Jeg har ikke rigtig skrevet. Men jeg har brudt et bogmanuskript om flygtningekrisen som motiv i kunsten op, fordi jeg ikke rigtig stolede på dets struktur. Nu skal jeg finde en bedre løsning, samle stykkerne igen, men jeg forhaster mig ikke, jeg venter til tiden er moden.
Til gengæld har jeg været meget i bevægelse, cyklet og løbet ude i naturen, badet i en rustrød, jernsmagende svensk sø og i livgivende dansk havvand, glinsende som solpisket fiskeskæl. Det er som Inger Christensen skrev i sin eminente Dejlighedssang på Oluf Rings melodi til Johannes V. Jensens ‘Hvor smiler fager den danske kyst’:
Nu hænger jorden igen på skrå,
og det er sommer i verdensrummet.
Og solens stråler gør jorden blå,
den hviler henslængt og sorgforstummet,
imens den nikker
mod himlens pol,
og Danmark ligger
forlist i sol.
Inger Christensen, ja. På én og samme tid aldrig glemt og genopdaget. I søndags dukkede hun op i min reol under mystiske omstændigheder, som om hun havde ligget på lur og afventet tidens fylde, enigmatisk som hun var.
Jeg stod foran et par hyldemeter med Gyldendals Uglebøger. Hvor er den nu, hvor er den nu, jeg ved at den er der, dér er den! Ole Wivels Kunsten og Krigen. Erindring og Debat. Jeg ledte efter den, fordi jeg har taget et ti år gammel manuskript frem igen, som jeg først skrev, så forkastede, så skrev videre på, så skrinlagde, og nu skriver på igen. Det handler om Ole Wivel og hans ungdomsnazisme, og om alt går vel udkommer det i et tidsskrift til efteråret. Nu ville jeg lige se, om der var noget at komme efter her. Jeg har i andre essays fundet eksempler på, hvordan han lister som katten om den varme grød, utvivlsom tænker på sit eget bitre fejltrin, dengang han hyldede Storgermanien, men omskriver virkeligheden, floromvundet og filigranforførende.
Jeg slår op i bogen. Den har stået på min hylde i årevis, måske høstet på et loppemarked for en femmer, men jeg har vist ikke læst i den før. Under titlen ser jeg et navnetræk skrevet med blød blyant. Det hænger på skrå på siden, som jorden gør i første linje, i Dejlighedssangen. Der står Inger Borum 19/2 65. Inger Borum, det er jo Inger Christensen, der dengang var gift med Poul Borum og brugte hans efternavn. Jeg bladrer. På titelbladet har hun understreget Kunsten og Krigen og Erindring og Debat. Og nedenunder har hun tilføjet med fin håndskrift og ironisk brod: Højskolefraser og misforståelser.
Først i bogen har Ole Wivel placeret et digt om maleren og grafikeren Aksel Jørgensen. Digtet hedder slet og ret Aksel Jørgensen, og ud for titlen, har Inger Borum skrevet et stort minustegn. Digtet bryder hun sig ikke om, men åbningslinjen finder nåde for hendes blik: Elsket som en mester af mine malende venner. I marginen fælder et blyantsnotat dom: ”Een god linje (Bjørnvigsk)”.
Bogens første essay hedder ‘En aften med Morten Nielsen og Ole Sarvig’. Ole Wivel skildrer, hvordan han lærte de to at kende. Selv var han optaget af Per Langes formskønne poesi, men Morten Nielsen orienterede sig mere mod Paul la Cour. For at overbevise sin nye unge ven om Per Langes forbilledelighed, citerede Ole Wivel en strofe, som han fandt meget overbevisende:
Træerne svulmer af Sommer
under den haarde Himmel,
Skyggen af Høgens Vinger
springer fra Top til Top.
Foraarets Fugle tier
og fjern er den dybe Time,
da Tonen i Løvet skifter
og Høstens Ørn flyver op.
Inger Borum, dengang 30 år og med to digtsamlinger, Lys og Græs, og en roman, Evighedsmaskinen, bag sig (i øvrigt udgivet på Gyldendal i Ole Wivels direktørtid), deler ikke Ole Wivels ungdomsbegejstring for Per Lange. Hun sætter en tuborgklamme om verset og noterer: LORT! Fortvivlet besværgelser af en uopnåelig balance.
Da Ole Wivel skriver om sit samvær med Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen i Knud W. Jensens lejlighed i Sct. Thomas Allé (”meget er blevet drøftet og planlagt bag vinduerne i stuelejligheden i nr. 13”), kommenterer Inger Borum det lakonisk: ”Højskolekrukke”.
Andre steder sætter hun hidsige bølgestreger under formuleringer, der tydeligvis irriterer hende, og da Ole Wivel skriver, at Ole Sarvis poesi kunne skildre tidens krise og mennesker, ”men ligesom set i et fugleperspektiv, medvidende og på afstand”, sætter Inger streg under ”fugleperspektiv” og skriver ”totalt forkert ord”.
Desværre klinger hendes vrede af. Ellers så har Inger Borum, senere Christensen, ikke gidet at læse så meget som et Wivel-ord mere om Martin A. Hansen, Heretica, Højskolen og Skagen. I hvert fald er der ikke flere blyantsnoter i bogen.
Danmark ligger fortsat forlist i sol. Hovedet holder varmefri. Men selvom man hverken læser eller skriver helt så meget, dukker litteraturen og digterne hele tiden op. De sætter sig ustandseligt spor, også andre slags, end dem, de nedfælder i deres litteratur. Inger Borums små blyantsnotater må ikke tages for andet, end de er. Men hvad de er, er også rigeligt. De er små vidnesbyrd om en stor digters idiosynkratiske adfærd som læser og udtryk for hendes polemiske syn på litteratur og æstetik. Og imens står en digter et sted i Danmark og ælter dej, mens han venter på at lokummet skal bryde i brand.