Weekendavisen den 28. september 2018.
Kommentar. Marianne Stidsen er perfekt perfid i sørgerligt misogynt angreb på Sara Danius.
Litterær søstersolidaritet var der ikke meget af, da den kyndige litterat Marianne Stidsen i tirsdags skrev en kronik i Politiken under overskriften ‘#MeToo-Sverige er som Robespierres Frankrig’. Tværtimod.
Kronikken er et vildt og uforsonligt angreb på Sara Danius, den magtkampstabende permanente sekretær for Det Svenske Akademi. ”Damen med skjorteblusen”, kalder Marianne Stidsen hende med iskold nedladenhed, og hun beskylder Sara Danius for at bedrive ”iscenesat martyrramasjang” med sin signaturbeklædning, den såkaldte knytbluse. Selv hendes ansigtsudtryk får en på lampen (hun er ”surmulende”!), ligesom hendes altid stramme, røde læbestift får læst og påtalt: ”Makeupartisterne og stylisterne har godt nok ikke levet forgæves.” Og som om det ikke skulle være nok, taler Marianne Stidsen også ned til Sara Danius, som efter kronikørens mening er alt for snerpet: ”Undskyld dame, men hvilket århundrede lever du egentlig i?”
Hvis sådan et arrogant og polemisk angreb – perfekt perfidt og elegant på én gang – var blevet fremsat af en mand, ville det være langt, langt over grænsen for det acceptable og urbane. Teksten emmer af misogyni, men fordi Marianne Stidsen selv er kvinde, må vi vel se bort fra et diskriminerende og nedvurderende kønsaspekt. Men det giver naturligvis ikke fripas til at nedgøre Sara Danius.
Marianne Stidsen mener, at Robespierre, lederen af den franske revolutions Rædselsherredømme, og Sara Danius kan komme ud på ét. Den surmulende knytbluse repræsenterer den inkarnerede antidemokratiske totalitarisme, mener hun. Side om side med den finder vi svensk venstrefløjspopulisme og feministisk #MeToo. Hendes mål var, skriver kronikøren, at smadre eller kuppe en fin, gammel institution som Det Svenske Akademi.
Nej. Sara Danius ville hverken smadre eller kuppe Akademiet. Hun ville heller ikke undergrave dets intellektuelle karisma og litterære suverænitet. Hun stod vagt om det sakrosante, det rituelle og det frimureragtigt uigennemskuelige i spillet om Nobelprisen, men hun ville gerne forsigtigt modernisere Akademiets drift.
Alligevel er Sara Danius ifølge Marianne Stidsen eksponent for tendenser, der truer den demokratiske retsstat og den liberale humanisme, som hun formulerede det i Expressen i maj: ”Hvis Horace ofres, vil rædslen og barbariet sejre,” skrev hun med henvisning til Sara Danius’ hovedfjende og banemand, den meget magtfulde forhenværende permanente sekretær, Horace Engdahl.
Rædsel og barbari, intet mindre. Som om guillotinen var rullet ind i Akademiets mødesal og Horace lå med hovedet på blokken. Det er noget vrøvl. Sara Danius kunne i den givne situation ikke have gjort noget som helst andet, end at foranstalte en advokatundersøgelse af Akademiets interne forhold. Med alle de skelletter, der væltede ud af skabene, indså hun, at Akademiet var en ikke-transperant og førmoderne kolos. Her nåede den demokratiske retsstat dårligt nok ind. Her hørte pamperi og vennetjenester til dagens orden (penge, lejligheder) på en måde, der hverken rimer på liberal humanisme eller anstændig ledelse. Sara Danius havde tungtvejende grunde til at lufte ud. Grunde som naturligvis ikke bare kan affejes som feministisk venstrefløjstotalitarisme, for det er hverken feministisk, venstreorienteret eller totalitært, når en ansvarlig leder foranstalter en undersøgelse af sin egen institutions mulige magtmisbrug. Det er rettidig omhu.
Marianne Stidsen har taget parti for sin mangeårige ven Horace Engdahl, som hun lærte at kende, da hun i 1992 introducerede ham i et interview i litteraturtidsskriftet Den Blå Port (som hun redigerede sammen med Pia Juul, Niels Frank og Morti Vizki og med undertegnede som forlagsredaktør). Det har hun selv beskrevet i Expressen, hvor hun også anbefaler svenskerne at hylde Horace Engdahl, ikke håne ham. Men hån er nu en disciplin, som Horace Engdahl selv har udøvet overfor Sara Danius, som omvendt har svaret igen med udsøgt sarkasme. Deres kontrovers bunder i Dagens Nyheters artikler i november, hvor en række kvinder beskyldte den såkaldte Kulturprofil for seksuelle overgreb. Mens Sara Danius tog artiklerne alvorligt, valgte Horace Engdahl at støtte sin vens ret til at leve et vivörliv, altså være en levemand, en playboy. I denne uge blev Kulturprofilen så varetægtsfængslet i to sager om voldtægt forud for domsafsigelsen i næste uge. Det er så dét, man taler om nu, hvor man ellers burde diskutere den mulige modtager af Nobelprisen, som plejer at blive annonceret en uges tid inde i oktober.
Når jeg konfronteres med ”den demokratiske retsstat og den liberale humanisme” gør jeg pr. refleks honnør som en lydig spejderdreng. Men ikke denne gang. Marianne Stidsen, som jeg normalt sætter virkelig højt, har ikke ret, når hun slynger disse dyre begreber ud i falset. Sara Danius og hendes fløj stod – indtil det modsatte er bevist – netop for mere åbenhed og ordentlighed i Akademiet.
Sara Danius er professor med to doktorgrader, hun har forsket i litteratur, æstetik m.m. og har et omfattende forfatterskab bag sig, både akademisk, essayistisk og kulturkritisk. Hun er en internationalt anerkendt kapacitet. Og så bedømmer – og bortdømmer – Marianne Stidsen hende på hendes tøj og makeup. Helt ærligt, Marianne, ”damens” tøj og make up har sgu da intet at gøre med hendes forvaltning af formandshvervet i Akademiet. Man kan jo heller ikke affeje Horace Engdahl med at han klæder sig som en smålapset flanør og har underlige solbriller. Angrebet på Sara Danius’ udseende og fremtoning er simpelthen sørgerligt og uanstændigt. Faktisk ret barbarisk.