Weekendavisen den 14. september 2018.
Essay. Jens Christian Grøndahl afslutter sin lille dannede trilogi om Europa. Den lader sig lettest læse, hvis man kender til….
Jens Christian Grøndahl: Europa er ikke et sted. Essay. 160 sider, 199,95 kr. Gyldendal.
Det kræver gode nerver – og en høj grad af selvbevidsthed – at skrive: ”Jeg spiste frokost med Ole Wivel på Brøndums Hotel en efterårsdag…” Og kort efter: ”Vi talte om forfattere, kunst, Europa.”
Heldigvis er nerver og selvbevidsthed i fuld behold hos Jens Christian Grøndahl, for sådan nogle formuleringer er jo i risiko for at blive bortdømt som både indbildske og opblæste. Men de ulastelige sætninger er faktisk vigtige, for de skaber forbindelseslinjer – ikke bare mellem forfattere fra to generationer og fortiden, og ikke bare til det litterære Skagen, men til et vigtigt fællesskab. Og – nok så afgørende – til en vigtig splittelse.
Jens Christian Grøndahl er nemlig ikke kun en flanør i erindringens forrådskammer, hvor alle ordentlige forfattere går på hugst. Han har en helt klar hensigt med at introducere Ole Wivel, der i de senere år er blevet herostratisk berømt for sin famøse ungdomsflirt med germanisme og nazisme. Jens Christian Grøndahl når vel frem til samme resultat, som alle andre, der har skrevet om emnet de seneste år, nemlig at ungdommens dumheder måske nok kan forklares og eftergives, men kun under forudsætning af et ærligt selvopgør i rette tid. Og den modne Ole Wivels erindringer om de år, han sværmede for hagekorset, er skrevet af en misledende magiker. Som Jens Christian Grøndahl skriver, efterlod ”den civiliserede, åndfulde mand” sig et ”uopgjort moralsk bo”.
Forbindelseslinjen tilbage til fortiden har fast kurs mod Georg Brandes, vores gode gamle gigant, som Jens Christian Grøndahl har set citeret hos Ole Wivel:
”Det gælder om ikke at lade sig skræmme tilbage fra Hengivelsen i Nationalfølelsen, fordi vi i Højre ser denne Følelse vildledt eller forvrænget, og hos adskillige Socialister ser den modarbejdet og fornegtet, fordi de føler sig som Verdensborgere.”
Jens Christian Grøndahl ser på sig selv, og konstaterer, at verdensborgerfølelsen ikke kan relativere hans kærlighed til Danmark, men at nationalfølelsen er en forudsætning for at kunne føle sig som europæer. Ja, netop sådan ville Georg Brandes forstås. Hans pointe var, at verdensborgerfølelsen er ”unaturlig”, hvis den ikke er grundlagt på nationalfølelsen. Jens Christian Grøndahl nævner det ikke, men Georg Brandes-citatet stammer fra en politisk kulturkampsflammetale (foredraget ‘Om Nationalfølelse’, den 1. februar 1894 ved indvielsen af Det danske Studentersamfunds nye lokaler), som skulle ruske op i ungdommen sans for sprog og nation og derigennem styrke det progressive og moderne. Nationalfølelsen skal altså ikke være reaktionær, men visionær.
Jens Christian Grøndahls Europa er ikke et sted er sidste bog i en lille trilogi, der også omfatter Hjemme i Europa (2015) og Europas ambassade (2016). Tilsammen udgør de en tænksom fristil (i ordets bedste forstand), hvor forfatteren rejser og reflekterer i et forsøg på at indkredse sig selv som hjemmefødning, verdensborger, forfatter og menneske. Hvis man som læser ikke har sans for – nej, faible for – hans flanerende litterære stil, hvor antikken afløses af kunsten, som afløses af litteraturen, som afløses af filosofien, som afløses af det politiske, som afløses af det anekdotiske, som afløses af det causerende, for eksempel en selvkritisk og skarpt pointeret erindring om en cykeltur ud ad prosaiske Hillerødgade, ja så er man ilde stedt.
Hvis man derimod sætter pris på en undersøgende, reflekterende, excessiv intellektuel monolog, ja måske endda spejler sig selv i den, og hvis man kan lide den let gammelmodige og museale tone (og de tre bøgers dedikationer: ‘Til min ven Carsten Jensen’, ‘Til min ven Niels Barfoed’, ‘Til min ven Jørgen Leth’), vil man føle sig både beriget og beroliget. Beriget, fordi man slet og ret er i dannet selskab. Beroliget, fordi man heldigvis ikke er den sidste tosse med tro på, at man kan forene det danske med det verdensvendte og det nationale med det internationale. Hør blot, hvad Jens Christian Grøndahl når frem til:
”Europa er oprindelig ikke et sted, det skulle lige været et mødested. Et møde, der finder sted overalt, hvor modsætninger kaster lys på hinanden uden illusioner om engang at fusionere (…) Europa er ikke en gang overskriften på en liste med ‘værdier’, for er det allermest europæiske ved os ikke, at vi giver os selv og hinanden lov til at være uenige om, hvad der er værdifuldt?”
Pragtfuld sofistisk retorik. Men det er naturligvis spildte Guds ord på Balle-Lars. Og det er her splittelsen kommer ind i billedet igen og for alvor. Jens Christian Grøndahl kan nemlig være nok så dansk, men Dansk Folkeparti har taget patent på danskheden, og han kan være nok så europæisk, men Sverigedemokraterne, Alternative für Deutschland osv. har taget patent på Europa. De tider er forbi, hvor Hans-Magnus Enzensberger, Claude Magris og andre intellektuelle skrev med salig fremtidstro på Europa som et rummeligt kulturfællesskab.
Derfor byder jeg Jens Christian Grøndahls sjældent dannede dansk-europæisk-humanistiske verdensborgerskab velkommen. Med eftertryk. Og håndtryk.