Weekendavisen den 27. september 2019.
Prispres. Først fik Kamila Shamsie en stor litterær pris. Så blev den taget fra hende igen. Årets Nelly Sachs Pris er ramt af en politisk skandale.
Da priskomiteen bag den prestigefyldte tyske litteraturpris Der Nelly-Sachs-Preis den 6. september offentliggjorde, at den pakistansk-britiske forfatter Kamila Shamsie var blevet valgt som prismodtager 2019, havde jurymedlemmerne ikke forventet at få problemer. Tværtimod.
At den 46-årige bestsellerforfatter fik prisen i Nelly Sachs navn, gav rigtig god mening. Nelly Sachs, der i 1966 modtog Nobelprisen for sin poesi, var jøde. Kamila Shamsie er muslim. Og prisen, som hvert andet år uddeles af byen Dortmund, gives til en forfatter, der gennem sin litteratur styrker bånd mellem kulturer, bygger bro mellem samfund og skaber gensidig respekt, tolerance og forsoning. Smukkere kunne det ikke være, for hvis der er noget muslimer og jøder godt kan trænge til, er det netop en dosis gensidig respekt, tolerance og forsoning. Hvis litteraturen kunne give en hånd med brobygningen, var alt vel perfekt. Men hvor længe var Adam i Paradis?
Få dage efter præsentationen af vindernavnet, bragte den islamkritiske højrefløjsblog Ruhrbarone.de, der tidligere har joket med at Gaza burde slettes fra landkortet, en skarp kritik af Kamila Shamsie som prismodtager. De skrev, hvad priskomiteen havde overset: Siden 2014 har Kamila Shamsie været en aktiv fortaler for organisationen BDS, Boycott, Divestment, Sanction, på dansk: boykot, afinvestering (altså at undlade investeringer i visse selskaber eller lande af politiske årsager) og sanktioner. BDS kalder sig selv for en bevægelse for frihed, lighed og retfærdighed, som arbejder for at palæstinenserne skal have samme rettigheder som alle andre folk. Organisationen ønsker at lægge pres på Israel gennem opfordringer til boykot, afinvestering og sanktioner rettet mod landets myndigheder, erhvervsliv m.m. og Kamila Shamsie har sluttet sig til bevægelsen ved at forbyde udgivelsen af sine værker i Israel. Hun opfordrer samtidig forfatterkolleger fra andre lande til at følge hende i en oversættelsesboykot af israelske forlag.
Med denne nyhed fik Der Nelly-Sachs-Preis og byen Dortmund et problem. Dortmund fører en aktiv politik imod antisemitisme, herunder imod boykotaktioner imod Israel, og priskomiteen besluttede at tage sin egen beslutning op til fornyet overvejelse, og den den 14. september holdt den et nyt møde. Man nærlæste prisens paragraffer, og fandt ud af, at litteraturen godt nok skal bygge broer og skabe respekt og forsoning, men rent faktisk skal prisvinderens øvrige liv og arbejde også tages i betragtning. Jurymedlemmerne havde ikke været klar over, at Kamila Shamsie udfører og advokerer for litterær boykot af Israel, men nu, hvor de var blevet klogere, valgte de at omgøre deres beslutning.
Der Nelly-Sachs-Preis meddelte nu Kamila Shamsie, at hun alligevel ikke kunne modtage prisen (og de 15.000 medfølgende euro), fordi boykotten afskærer israelske læsere fra hendes værker, hvilket er uforeneligt med prisens idealer. Der Nelly-Sachs-Preis vil slet ikke blive uddelt i 2019, skrev komiteen. Og beklagede på alle måder.
Ifølge The Guardian modtog Kamila Shamsie beskeden med ærgrelse over at juryen ”var bukket under for presset og trak prisen tilbage fra en forfatter, der udøver sin ytringsfrihed.” Hun pegede på, at den israelske premierminister Benjamin Netanyahu ved de netop afholdte parlamentsvalg havde talt for flere israelske bosættelser på Vestbredden, og at hun selv blot støtter en ikke-voldelig kampagne, der lægger pres på Israel. Til juryens udtalelse om, at hun holder sine værker væk fra israelske læsere, sagde Kamila Shamsie: ”Jeg vil gerne oversættes til hebraisk, hvis der findes en forlægger, som lever op til BDS’ standarder. Men der er ingen israelske forlag, som ikke er viklet ind i staten.”
I mandags fik Kamila Shamsie kollegial opbakning fra en lang række forfattere, der gik i rette med Der Nelly-Sachs-Preis’ beslutning om at fratage hende prisen. The London Review of Books offentliggjorde et åbent brev, som over 250 forfattere havde sat deres signatur under, blandt andre velkendte navne som Monica Ali, J.M. Coetzee, Teju Cole, Geoff Dyer, Richard Ford, Ben Okri, Michael Ondaatje, Sally Rooney, Arundhati Roy, George Saunders, Ali Smith, Colm Tóibín, Jeanette Winterson og Janne Teller, samt de sædvanligvis mistænkte fra venstrefløjens politisk-intellektuelle miljø: Noam Chomsky, Naomi Klein, Barbara Ehrenreich og Ken Loach.
Det åbne brev forsvarer BDS, der har kopieret deres metode fra den internationale boykot af det racistiske Sydafrika, og forfatterne spørger: ”Hvad er meningen med en litterær pris, der underminerer rettet til at advokere for menneskerettigheder, principperne for frihed, samvittighed og friheden til at udtrykke sig kritisk. Uden dette bliver kunst og kultur en meningsløs luksus.”
Jodie Ginsberg, leder af den litterære ytringsfrihedsorganisation Index of Censorship, tilsluttede sig med en kommentar i The Guardian: ”En pris, der skal anerkende en forfatter for storartede litterære bidrag, der øger den mellemfolkelige forståelse, er blevet trukket tilbage fordi forfatteren støtter en ikke-voldelig bevægelse, der arbejder for respekt for de universelle menneskerettigheder. Skønlitterære forfattere bliver i stigende grad overvåget for deres politiske holdninger, og deres bøger bliver afvist. Konsekvensen er det modsatte af det, priskomiteen ønsker at opnå. Der kommer færre stemmer og derfor færre mulighed for at fremme forståelsen mellem folkene.”
Prisen, der skulle bygge bro, endte med at rive mere ned, end den byggede op. Forfatteren, der anbefaler boykot som metode, endte med selv at blive offer for en effektiv afinvestering. Og prisen endte med at skandalisere sig selv, ganske som Nobelprisen, der også måtte tage et pusterum i fjor. Der Nelly-Sachs-Preis er tilbage i 2021.