Weekendavisen den 1. november 2019.
Nordisk Råds Litteraturpris 2019. Uanset om man måtte mene, at Jonas Eika er et fyrtårn eller et tågehorn, sætter hans takketale en ny standard for genren og for forfatternes evne til at antænde en politisk debat.
STOCKHOLM
Stemningen er forudbestemt til at være god, glad og broderlig, når de nordiske lande én gang om året samles til session og prisuddelinger. Men i år blev den gode stemning stemplet i stumper og stykker, først af Greta Thunberg, der via stedfortrædere lod meddele, at hun ikke vil modtage Nordisk Råds miljøpris, fordi klimaet ikke har brug for flere priser, og fordi politikerne i Sverige lader som om vi har fire jordkloder at bruge løs af. Det gav et lille gisp i salen, men også varmeægte klapsalver.
Kort efter skulle Jonas Eika så kvittere for Nordisk Råds Litteraturpris 2019, som han højst uventet modtog for novellesamlingen Efter solen. Den pris havde ”overrasket og begejstret juryen med sit globale perspektiv, sit sanselige og billedstærke sprog, og sin evne til at tale ind i samtidens politiske udfordringer”, som det blandt andet hed i motiveringen. Og så gik det galt. Altså godt.
I løse sorte gevandter, med dinglende ørering og lyserød lak på neglene, kantede historiens yngste modtager af litteraturprisen sig ud fra sin plads, forbi Helle Helle, der gav ham et forsigtig skulderklap, og op på scenen i Konserthuset i Stockholm. Her overrakte den svenske forfatter Johannes Anyuru ham en statuette. En blomsterpige gav ham en buket. Han lagde begge dele fra sig på gulvet, og foldede den takketale ud, som skulle vise sig at være et politisk anklageskrift:
”Jeg tror, at den racistiske og islamofobiske nationalisme, der i disse år vinder frem i de nordiske nationalstater, er afhængig af hvidhed, af en forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed. Og jeg ser hvidhed som en arv fra den koloniale fortid, der også gennemkrydser Norden, og som ingen af de magter, der tidligere har koloniseret og undertrykt oprindelige befolkninger, har vist en vilje til at konfrontere. Tværtimod. Mange af dem viser en vilje til bruge den.”
Jonas Eikas takketale markerede et skarpt opgør med den forventede ydmyghed, taknemmelighed og høflighed, der normalt knytter sig til genren. Her overrækker gode samarbejdsmennesker, forbundet af vemod, vejrlig og venlige værdier, ham en kuvert med 350.000 gode, skattefri, danske kroner, fordi han har skrevet nogle noveller, der distancerer sig fra ny, nordisk normalprosa, og så kvitterer han med en flabet fuckfinger i systemets fjæs:
”Jeg taler til den danske statsminister, (som også sidder i denne sal). Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker. Mette Frederiksen, som kalder sig for Børnenes Statsminister, men fører en udlændingepolitik der splitter familier ad, gør dem fattige, og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre. Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, Luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet. Mette Frederiksen og socialdemokratiet, der siger, at de kæmper for velfærd og billige boliger, men gennemfører det hidtil største angreb på den almene boligsektor. Mette Frederiksen og socialdemokratiet der siger, at ‘i Danmark er vi alle lige’, men med den såkaldte ghettoplan vil forskelsbehandle borgere efter herkomst og klasse. I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme.”
På forreste række blev statsministeren mere og mere stram i betrækket. Da Jonas Eika var færdig, klappede salen, nogle entusiastisk, andre mere protokollarisk, men Mette Frederiksen holdt demonstrativt hænderne i skødet.
Men så lettede den akavede stemning. Tre gospelkvinder, The Mamas, og Västerås Sinfonietta, slog tonerne an til afslutningsnummeret, ‘Ain’t No Mountain High Enough’. Så klappede Mette Frederiksen igen, i takt og med sangteksten på læberne: ‘Cause baby there ain’t no mountain high enough/ Ain’t no valley low enough/ Ain’t no river wide enough/ To keep me from getting to you babe…’
Bagefter var den svenske regering vært ved en stående buffet i de tilstødende gemakker. Rødebedebøffer, sæsonens salat med bønner, stegte kartofler, pinjenødder og chévrecreme. Jonas Eika selv havde forladt bygningen, men det var ham, alle talte om. Hvis man altså ikke ignorerede han. Bagest i lokalet står Mette Frederiksen i afslappet samtale med Trine Dyrholm og filmholdet, der lige har vundet filmprisen for Dronningen. Stemningen er rigtig fin. Efter det sidste gruppebillede beder jeg statsministerens pressechef om lov til at stille Mette Frederiksen et enkelt spørgsmål. Jeg får blankt afslag. Jeg prøver alligevel. – Jeg giver ikke interviews, siger hun. – Jeg vil heller ikke interviewe dig, svarer jeg. – Er du måske ikke fra en avis, snapper hun. – Jo, det er jeg. – Så er det også et interview. – Nej, siger jeg, et interview er flere spørgsmål og flere svar, jeg vil bare spørge om én ting: Har du en kommentar til Jonas Eikas takketale? – Nej! siger Mette Frederiksen og drejer om på hælen.
Fungerende kulturminister Rasmus Prehn er anderledes fremkommelig. Han heppede på Helle Helle, siger han, men nu er han blevet nysgerrig efter at læse Jonas Eika. Han har respekt for ”hans politiske indignation og det prisværdige engagement”, selvom han er politisk uenig:
”Al den vrede, den har nok et ungt publikum. Det skal vi tage alvorligt. Og vi skal huske, at vi der har en magtposition skal være åben for at blive rystet.”
Bertel Haarder, en nordisk nestor, siger, at Jonas Eika spyttede i egen rede, hængte os danskere ud, og bekræftede de fordomme, som mange svenskere har om os.
Mette Frederiksen undlod at klappe. Hvad gjorde du?
”Jeg klappede. Af kunstneren. Ikke af talen.”
Nu ser Bertel Haarder frem til at læse Efter solen: ”Uanset den kritik, han kom med, vil jeg læse hans bog. Jeg læser altid vinderbogen. Men jeg lægger også stærkt vægt på at adskille kunst og politik. Jeg vil derfor abstrahere fra hans meninger og vurdere kunstens egenværdi.” Han gentager: ”Kunstens egenværdi.”
Ved et andet bord har en gruppe nordmænd samlet sig om statsminister Erna Solberg. Jeg beder om hendes kommentar til takketalen:
”Jeg har mødt den yderste venstrefløj før,” siger hun med et overbærende smil. ”De har et samfundssyn, som kun få i Norden ønsker sig. Men vi skal tåle at høre hvad de siger uden at blive fornærmede.”
Men Mette Frederiksen virkede faktisk ret så fornærmet…
”Man behøver ikke give bifald, når man bliver skældt ud,” svarer Erna Solberg.
De sidste uspiste rødebedebøffer bliver fjernet fra buffeten, men der er stadig vin i glassene. Folk fordøjer en historisk begivenhedsrig aften i Nordisk Råd.
Men hvad var det, vi så i Stockholm? Vi så skolepigens nejtakketale og den unge forfatter, som rev establishmentets facade ned. Om man er enig med Jonas Eika eller ej, må man anerkende hans fortolkning af forfatterrollen. Det nytter ikke at tale dannet, bare fordi man er inviteret på besøg ved magtens bord. Som den eritreisk-svenske forfatter Sami Said, der også var nomineret til prisen for en romanallegori om flygtningekrisen, sagde med et stille smil: ”Jonas Eika gjorde alle pinlig berørt. Han skabte dårlig stemning. Det er godt for en forfatter.” Sami Said tilføjede, at det var godt at han ikke selv havde vundet. ”Min takketale ville have været kedelig.”
At Jonas Eika på en festaften som denne kan bide så hårdt i den hånd, der fodrer ham, uden at frygte for repressalier, vidner om et samfund, der agter sine kunstnere og tåler denne glubske brug af ytringsfrihed og ytringsmulighed. Det eneste Jonas Eika risikerer, og det eneste han opnår, er akut berømmelse. Der er næppe nogen, der går i skolestrejke for flygtningene.
Alligevel vil der fremover være et ‘før’ og et ‘efter’ Jonas Eikas dundertale. Den vil altid blive husket, enten med foragt eller beundring. Uanset om man måtte mene, at Jonas Eika er et fyrtårn eller et tågehorn, uanset om man angriber hans uhøviskhed eller hylder hans mod, sætter hans takketale en ny standard for genren og for forfatternes evne til at antænde en politisk debat. Spørgsmålet er bare, om det bliver en politisk substansdebat eller blot en metadebat om Jonas Eikas metode. Sandsynligvis det sidste.
Da Kirsten Thorup for to år siden modtog Nordisk Råds Litteraturpris i Helsingfors, gødede hun jorden for Jonas Eika. Hun talte om at sidde i en smuk, oplyst sal, mens ”litteraturen befinder sig derude, ude i kulden og sneen, i katastrofelandskaberne, i ruinerne, i teltlejrene, i den brændende sol, i blæsten.” Det var første gang den politiske indignation trådte frem i en af den slags takketaler.
Holdningsmæssigt var Jonas Eika ikke fjern fra meget af det, som etablerede forfattere som Carsten Jensen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Lone Aburas har sagt i flygtningedebatten, men det er ikke set før, at en forfatter med denne kompromisløse styrke har bragt magtkritik og et værdipolitisk frontalangreb ind i Nordisk Råd.
Jonas Eika talte om de mennesker, han organiserer sig med, som han formulerer det. Hans ideal er nemlig aktivistisk:
”Uanset om vi er privilegerede eller undertrykte af de her samfund – og mange af os er begge dele – så er vi fælles om ikke at have valgt dem. Ingen af os har valgt at leve i undertrykkende samfund. De har ikke krav på vores troskab. Men det kræver noget af os at desertere fra dem. Særligt i de situationer, hvor vi er privilegerede, kræver det en opmærksomhed over for den undertrykkelse og de kampe, som mange års neoliberal og nationalistisk politik har forsøgt at gøre os blinde og døve overfor. Hvis vi har ekstra penge og ressourcer, kræver det at vi omfordeler dem solidarisk. Og for os alle, tror jeg det kræver, at vi ødelægger det afgrænsede, uniforme selv, som staten og kapitalen har skabt i os, og lærer at handle sammen igen, på tværs og i kraft af vores forskelle. Det kræver, at vi finder hinanden.”
At skrive er ikke tilstrækkeligt. Jonas Eika har derfor tidligere kritiseret de forfatterkolleger, der måske nok digter om flygtningekrisen, men ikke engagerer sig med aktiv handling. Dem har han ikke megen respekt for. Men i modstrid til Greta Thunberg afviste han ikke at modtage de 350.000 priskroner fra de politikere, som han tydeligvis foragter. Jeg ville gerne have spurgt ham, hvilke tanker han gør sig med pengene. Men Jonas Eika var gået ud for at ryge og kom aldrig ind igen. Jeg spørger i stedet hans redaktør, digteren Pejk Malinowski, en af de drivende kræfter bag det lille fine forlag, Basilisk.
”Sjælsmark,” siger han.
Dette er en mildt forlænget udgave af reportagen i avisen.