Weekendavisen den 25. oktober 2019.
Kommentar. Meïr Aron Goldschmidt fandt aldrig en uantastet plads herhjemme. Også deri var han en slags utilsigtet foregangsmand.
Da jeg var ung, læste jeg en del Meïr Aron Goldschmidt, ikke mindst var jeg optaget af hans idédebat med gamle Grundtvig om begrebet danskhed. Det var, syntes jeg, og synes jeg den dag i dag, en strid med adresse til vor tid.
Når vi nu – i morgen den 26. oktober – runder 200-årsdagen for Goldschmidts fødsel, er der god grund til at riste en rune over forfatteren, der stammede fra Vordingborg, men immervæk blev set som et eksotisk indslag i den danske litteratur på grund af sin baggrund. Han var jo, som han selv formulerede det i Livserindringer og Resultater, ”af Levi stamme”.
På den ene side syntes Grundtvig at Goldschmidts oprindelse var ganske attraktiv, for jøderne var jo ubestrideligt det gudsudvalgte folk. På den anden side mente han, at Goldschmidt måtte være henvist til evig udanskhed. Han være nok så velskrivende, nok så national, nok så meget fra Vordingborg. Fremmed forblev han.
I dag har M.A. Goldschmidt en solid plads i litteraturhistorien som forfatter til en række væsentlige romaner og fortællinger, ligesom han har en banebrydende betydning for den udfordrende og satiriske journalistik i Danmark. Med sit provokerende fribytterblad Corsaren viste han med stort mod foragt for magt. Hans sans for satire bragte ham både i klammeri med myndighederne og med Søren Kierkegaards forfængelighed.
Goldschmidt satte sig altså spor på alle de fronter, som vi tillægger betydning i dag: Han skrev store psykologiske romaner, som allerede hans samtid læste som slet skjult litterær autofiktion. Han deltog i markante værdidebatter om sprog, kultur, politik, nation og danskhed. Og han excellerede i hån, spot og latterliggørelse i det frie ords tjeneste i en tid hvor ordet ikke var frit. M.A. Goldschmidt var altså i sin samtid en forfattertype, der i dag ikke alene fremstår hypermoderne, men som et regulært ideal: et intellektuelt tidsvidne.
Fællestrækket i det, der er skrevet biografisk og litteraturhistorisk om Goldschmidt, er mødet mellem det jødiske og det danske. Hvis han var træt af at blive set på som en fremmed – og han var træt af det – var han også selv ude om det. En af de store myter om ham, som han genfortæller i sine erindringer, handler om et stort danskhedsstævne på Skamlingsbanken i 1844, hvor han – i ærgrelse over at være blevet indlogeret hos en jøde i det jyske – gik på talerstolen og provokerede forsamlingen: ”Hvad vil jeg, en jøde iblandt jer?”
Goldschmidt var fortvivlet over at blive set som jøde først, dernæst som landsmand. Nok fik han Grundtvigs anerkendelse som dannet, men ikke som dansker. PÅ det tidspunkt havde jøderne endnu ikke fulde borgerrettigheder, det kom først med Grundloven fem år senere.
Alligevel kaldte forfatteren Knud Sørensen mange år senere Goldschmidt for en ”fortrolig fremmed” for at betone hvor meget han hørte til her. Men dermed reproducerede han blot Grundtvigs dobbeltblik på Goldschmidt, dog ikke for at holde ham på armslængdeafstand fra nationen, som præsten havde gjort, men for at byde ham velkommen i dens midte. Uanset om blikket var afvisende eller inviterende, er Goldschmidt primært blevet set som jøde, sekundært som dansker.
M.A. Goldschmidt navigerede hele sit forfatterskab i et ælte af litterær identitetspolitik, både den, han selv formulerede, og den andre formulerede om ham. Nu, på hans 200-års dag, kan vi konstatere, at hans forfatterskab ikke er gået helt i glemmebogen, men at han kan måle sig med Guldalderens bedste penne. Grundtvig havde fat i noget, da han kaldte Goldschmidt en af det danske sprogs lyseste hoveder og bedste stilister. At han var det, kan man forvisse sig om i hovedværket med den kun alt for logiske titel En Jøde, genudgivet i 2017 med kommentarer og begavet efterskrift af Sten Rasmussen.
I mandags cyklede jeg en tur ud til Mosaisk Vestre Begravelsesplads for lige at nikke til den sorte obelisk, som Goldschmidts knogler har ligget under siden 1887. Jeg stod der og tænkte over, hvor ilde vi ville være stedt uden emigrantlitteraturens førstehåndsvidnesbyrd, der tager os ind i vort samfunds partikulære miljøer. M.A. Goldschmidt var den første til at fortælle om jødisk liv i 1800-tallet. Hans forfatterskab belyser strid og tilpasning og baner vejen for blandt andre dramatikeren Henri Nathansens Indenfor Murene og hele Sam Besekows oevre.
Det ser ud til at en gartner for nylig har befriet M.A. Goldschmidts obelisk for en omklamrende vedbend, men der sidder stadig lidt indgroet grenværk i søjlen. Vedbenden er som identitetsbegrebet – umulig at vriste sig fri af. Af Goldschmidts selvopfattelse som jødisk dansker og Grundtvigs dobbelte blik på ham fra intelligent og fremmed, kan vi lære, at minoriteten sandsynligvis aldrig vil kunne frigøre sig helt fra kulturens stempel.
Han var fra Vordingborg. Men han var ikke kun fra Vordingborg. Han kom, mente man, fra en eksotisk fremmedhed, der ekskluderede ham fra det nationale fællesskab. Derfor skal vi i dag ikke kun læse M.A. Goldschmidt som en litterær bannerfører for jødisk fodfæste i Danmark. Vi skal læse ham som en kunstner, der forvarslede hvad det vil sige, at tilhøre et mindretal, som flertallet ser på med betydelig skepsis. Dermed er han nøjagtig så aktuel, som da han levede og skrev.