Weekendavisen den 16. august 2019.
Familiehemmeligheder. ”Kan man ikke lide sin baggrund, har man lov til at lave den om.” Erling Jepsen fortsætter sine erindringer i romanform.
Erling Jepsen: Hjemmefra. Familiehemmeligheder 2. Roman. 256 sider, 299,95 kr. Gyldendal.
Da-dum-da-dej, da-dum-da-dej, sådan skriver Erling Jepsen derudad med causerende lethånd, når han husker tilbage på sine yngste ungdomsår. Med sin kommunefarvede klummeprosa portrætterer han kunstneren som ung hvalp, stærkt, nervøst og modigt opsat på at emancipere sig fra det skyld- og skamtyngede barndomshjem i Gram.
Hjemmefra er andet bind i en varslet fem-seks, måske syvbinds-serie af selvbiografiske erindringsromaner med fællesundertitlen Familiehemmeligheder. Første bind, Gramhavet, udkom for tre år siden, og skildrede barndomsårene. Nu fortsætter kronologien, året er 1972, Erling er blevet 16 år, og han forlader hjemstavnen for at bo på kollegium i gymnasiebyen Haderslev. Egentlig ville det være mere naturligt at læse til student i nærliggende Ribe, men der er en selvstændig pointe i at flytte hjemmefra. Erling skal frigøre sig, selvstændiggøre sig. Men én ting er at flytte ind på et lille hummer med sit habengut. Noget andet er at forlade hjemmet rent mentalt.
I Gramhavet savnede jeg en tværgående refleksion som bærebjælke for huskerierne. I Hjemmefra er det stadig sparsomt med den slags, men ikke desto mindre er det muligt at identificere et gennemgående frihedstema. Som det hedder i romanens slutning, valgte Erling løgnen over sandheden, for kun gennem løgnen kunne han distancere sig fra fortiden og forældrene og sætte sig selv fri. Så eftertrykkeligt gør han det, at han som ny gymnasiast vikler sig ud i en historie om, at han har boet hos en plejefamilie i Gram, mens hans rigtige forældre er gået under jorden som revolutionære kommunister i København. Det er en løgn, der nok giver status, men også rummer alverdens risiko for at blive gennemskuet, afsløret, ydmyget.
Erling Jepsens selvportræt er smerteligt. På den ene side er han optaget af sin egen dannelse, litteraturen og teateret, og unge Erling er ikke bange for at være kæphøj overfor sin dansklærer i litterære sager, som han (Erling selv, altså) ikke ved nok om, men føler så stærkt for. På den anden side er han en pinligt uerfaren intrigemager, der slet ikke kan gennemskue de sociale realtioner på kollegiet. Da han opdager at naboen Hanne har en væsentlig ældre mand i sin seng, tror Erling med det samme, at det er hendes far, der forgriber sig på hende. Den slags kender han hjemme fra Gram. Han overvejer at ringe efter politiet, men undlader, fordi ”der er noget der hed familiehemmeligheder, og den slags skal overholdes.”
Hjemmefra rummer nøglen til erindringsseriens fællestitel, Familiehemmeligheder. Allerede i det første bind skildrede Erling Jepsen det, man ikke taler om, men nu begynder han – som ung mand med tidlige litterære aspirationer – at se ikke bare sin egen familie, men institutionen familien som en social konstruktion. Det store gennembrud – også i forhold til kunsten – får han i Det Danske Teaters turnéopførelse af Eugene O’Neills fantastiske familiedrama, Lang dags rejse mod nat.
Erling sidder der i teatersalen og spejler sig – forskellene ufortalt – i det, der foregår på scenen, hvor to sønner kæmper hver deres kamp for at slippe for forældrenes destruktive slagskygger. Den slags vil han også skrive, tænker han, mens han går rundt i Haderslevs gader, så opslugt at stykket, at han helt glemte at følges med den pige, han havde inviteret med. Senere læser han, at Eugene O’Neill ellers have sat en embargo på skuespillet, så det først måtte spilles femogtyve år efter hans død. Unge Erling møder helt nye standarder for familiehemmeligheder.
Hjemmefra handler også om puberteten, pigerne, politikken og 70’ernes revolutionsromantik. Men først og fremmest om familien og friheden. Som Erling skamfuldt siger til sit eget spejlbillede: ”Kan man ikke lide sin baggrund, har man lov til at lave den om.”
Familiehemmelighederne er stadig hverken stor romankunst eller opsigtsvækkende autofiktion, men måske på vej mod et gedigent erindringsværk.