Weekendavisen den 2. august 2019
Skridt og skrift. Den hermafroditiske Madame Nielsen udnævner sig selv til H.C. Andersens medsøster på sine litterære fodture.
Madame Nielsen: Alverdens-vandringerne, 254 sider, 249 kr. / Suzanne Brøgger & Madame Nielsen: Drøm en lille drøm med os. 28 sider, 100 kr. Herman & Frudit.
Jens Baggesen, Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, J.W. Goethe, Robert Louis Stevenson, Henry David Thoreau, Robert Walser, Wolfgang Büscher, Ulf Peter Hallberg, Dan Turéll, Thomas Bernhard, Peter Handke, Tomas Espedal, Morten Søndergaard, Malte Tellerup…
Rækken af forfattere, der har praktiseret en metabevidst kontemplativ vandring, strækker sig langt ud af den litteraturens hærvej. Eventyrene på den litterære fodrejse, de indre og de ydre, hvor skridt og skrift bliver to sider af samme sag, har altid rummet en dyb romantik, uanset om den har bragt os ud i naturen eller ind i metropolen. Den karismatiske vagant lever i menneskets ultimative frirum, hjemme i den evige vandrings etik. Som det hed i Holdningsløse Tidende af Leif Panduro i halvfjerdsernes satireradio: Oh, vandringsmand!
Ja, den skrivende vandringensmand er en – mand. Men de seneste år har en slags kvinde taget plads i det flanerende og reflekterende mandskor, nemlig den hermafroditiske Madame Nielsen, en forhenværende benrad af en mand, i dag en modigt-nervøst anlagt kvinde i sin bedste alder. Siden 2013 har dette mangesidede menneske også været et vandrende væsen, og i Alverdens-vandringerne, en samling af dagbogsnotater/rejsebreve/reportager/essays/poesier skildrer han/hun/hen fodture til og fra og omkring topografier som Paris, København, Oslo, Edinburg, Addis Ababa, Stockholm, Auschwitz, Petersborg, Mexico City, Odense, Århus, Stavanger, Åmål, Mandø, Løve. Alle disse steder har blandingsmennesket begået sig, ofte iført sit signaturtøj, den grånistrede jakke og den bordeaux baret. Ofte har man kunnet læse om Madames meritter i avisartikler fra stederne, og ikke mindst i Invasionen, den betydningsfulde dannelsesroman om hendes Europavandring sammen med flygtningekaravanen i 2015.
Alverdens-vandringerne deklarerer sig ikke nærmere, men jeg har en høvisk fornemmelse af, at der måske er tale om genoptryk fra diverse dagblade og tidsskrifter. Men skulle så være, er det fint at samle kollektionen, ikke mindst med det forord, ‘Brev til en veninde’, hvor Madame Nielsen ”udfolder sin nomadiske poetik”, der rummer en interessant besværgelse: Madame vil ”ikke indskrive sig i og for alt i verden ikke læses som en del af de (hvide) mandlige rejsendes historie, thi hvad er den, når det kommer til stykket, andet en kolonialismens historie forklædt som litteratur”. Heldigvis kan Madame indgå valgslægtskab med en litterært vandrende medsøster, nemlig ”det prægtige fruentimmer, den naive, skrækslagne, ærgerrige, (tand)pinlige, maveknebne og koleriske kokette og eksemplariske hystade” ved navn – H.C. Andersen. Det er, synes jeg, en vidunderlig selvagtelse og selvironi.
Frygtsom, frygtelig nysgerrig og i stand til at trodse frygten, fordi hun må og skal se al verden, sådan beskriver Madame Nielsen sig selv, og hendes mission er klar, uanset om hun går, altså skriver, i første person eller i tredje person: verden skal forvandles til sand skrift. Eller som det hedder ved flere lejligheder, når hun indser, at hun står ved et startpunkt eller et slutpunkt: Hun finder sted. Udtrykkets sproglige dobbeltbetydning rummer vandringens (og dermed skriftens og bogens) essens og forener en geografisk lokalitet med en eksistentiel erfaring. Når Madame går, er vandringen i sig selv et mål: Hun falder ind i sin tilstand, ud af sig sig, i den lette ekstase.
Ikke alle vandringer er lige inspirerende, hverken for Madame eller for læserne, men hver tekst (og bogens mange selfies m.m.) føjer bidder til billedet af kunstneren. Om så hun vandrer af sted for at se det hus, hvor forfatterforbilledet Peter Handke bor (og undervejs besøger Sophie Calle), eller om hun begår det hun kalder hvid kvindes fejltrin ved at spankulere hermafroditisk rundt i det homofobiske Addis Abeba (en tekst der med fordel, for læseren, ikke for Madame, kan læses side om side med skildringen af samme rejse i Thomas Bobergs Africana), er der tale om dobbeltselvportrætter af et skabagtigt væsen, en febrilhystade, H.C. Andersens skælvende medsøster – og en kompromisløst modigt rejsende. Skrive kan væsenet jo bedre end folk flest, det ved vi først og fremmest fra hendes romaner, så lad gå med at selv en Madame på fodtur kan skære hakkelse i døgnets rejsestald.
Til sidst et lille jazzet postludium. En af Madames vandringer går nemlig ad Løve til, den lille vestsjællandske lokalitet, hvor Suzanne Brøgger bor. Madame ankommer efter otte timer til fods. Fruen til Løve er i færd med at skylle asparges, ”de lyser hvide som Herrens lem i hendes hænder”. Så ser Fruen op ,”og ser sig set af Madame”. At se sig set af Madame har Fruen til fælles med Verden. Men Madame lægger nu ikke megen energi i at forvandle Fruen til sand skrift. Dertil falder hun alt for hengiven, tryg og unervøs til i køkkenkrogen. At Madame og Fruen har fundet noget særligt i hinandens selskab, kan vi danne os indtryk af i pamfletten Drøm en lille drøm med os. Den består af en håndfuld jazznumre, som de to damer har hygget sig med at gendigte ganske respektløst. ‘Can Anyone Explain?’ handler for eksempel ikke længere om kyssets og kærlighedens mystik, men er nu et herligt attentat på kapitalismens logik. En bagatel, men småt har også ret.