Weekendavisen den 9. august 2019.
Kommentar. Den reflekterede forberedelse til selvmord går igen i samtidslitteraturen.
Intet sikrer et stærkere forfattereftermæle, end selvmord: Yukio Mishima skar maven op i et rituelt seppuku. Stefan Zweig tog gift sammen med sin hustru. Ernest Hemingway blæste hovedet af med et jagtgevær. Virginia Woolf gik i floden med lommerne fulde af sten. Sylvia Plath stak hovedet i en gasovn. Tove Ditlevsen tog piller. David Foster Wallace hængte sig…
Selvmordet er for tiden aktuelt som litterært stof, men det har dybe rødder, der kan spores tilbage til antikken. Fra Homer over Dante og Shakespeare og fremad. I 1774 skabte Goethes Den unge Werthers lidelser en veritabel selvmordsepidemi blandt unge ulykkeligt forelskede mænd. Historikere mener, at 2.000 selvmord kan henføres til romanen, og for at dæmme op for bølgen, blev Den unge Werther ligefrem forbudt i Bayern, Sachsen, Østrig og Danmark-Norge. Goethe selv angav en advarsel på et genoptryk af bogen: “Vær en mand, følg ikke mig!” Senere dukker selvmordet op i klassikere af Gustave Flaubert, Virginia Woolf, Lev Tolstoi, Henrik Ibsen osv. Albert Camus kaldte i Sisyfosmyten sågar selvmordet for det eneste reelle filosofiske problem.
Jeg har tænkt på selvmordet på det seneste, fordi jeg har bemærket, at samtidslitteraturen sværmer om det, måske endda sværmer for det. Men det er litteraturen ikke alene om. Netflix-serien 13 Reasons Why – på dansk Døde piger lyver ikke – er baseret på en ungdomsroman af den amerikanske forfatter Jay Asher. Den skildrer skolepigen Hannah, der tager sit eget liv i et badekar, hvorefter årsagen til selvmordet afdækkes i flashbacks. Da serien havde premiere i USA i 2017, steg antallet af selvmord blandt de helt unge med næsten 29 procent. Det er det, selvmordsforskere kalder ‘Werther-effekten’.
I 2007 skrev den franske forfatter Édouard Levé den rørende roman, der slet og ret hedder Selvmord, inden han tog livet af sig. Det samme var tilfældet med norske Stig Sæterbakken og Gennem natten. Begge skildrer selvmordet som udvejen fra det udsigtsløse. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at romanerne kan læses som forfatternes egne litterære tankemodninger og forberedelseshandlinger. I hvert fald rummer Stig Sæterbakkens essays Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt tanker om livslede, skam og – selvmord. De udkom i 2012, samme år han hængte sig.
Ansporet af Stig Sæterbakkens selvmord, skrev Nielsen, den nuværende Madame Nielsen, i et essay om ‘Selvmordets svære kunst’ (2012), at han har en ‘personlig kanon over kvalificerede og misundelsesværdige selvmord’. I den hører Hemingway ikke hjemme, hans selvmord var ynkeligt, fordi det kom tyve år for sent. Hvis han havde skudt sig selv, mens han endnu var en god og magtfuld forfatter, ville selvmordet være respektabelt. Og den død ville, forstår man på Nielsen, ikke bare være afslutningen på Hemingways liv, men en del af hans værk – på samme måde som Nielsens egen rituelle begravelse af sin forgængeridentitet Claus Beck-Nielsen, både var en formel livsafslutning og et kunstværk.
Efter Édouard Levé og Stig Sæterbakken har flere forfattere de seneste år skrevet om selvmordet. I digtbogen Avatar ser Caspar Eric det som et normalitetsopgør. I Begyndelser (2017) skildrer norske Carl Frode Tiller en mand, der, idet han udfører et spontant selvmordsforsøg, tænker, at han burde have gjort handlingen mere højtidelig med afskedsbrev og pænt tøj og på et sted af betydning. I Elsken (2018) beskriver Tomas Espedal en mand ved navn Jeg, der beslutter at tage sit eget liv på en værdig måde – om et år. Og i Ar (2016) af islandske Auður Ava Ólafsdóttir følger vi en mand, der rejser til et krigshærget land for at hænge sig selv. Man kan sige, at den reflekterede forberedelse til selvmord går igen i litteraturen.
Jeg kender ikke forfatterne godt nok til at vide, hvad der er på spil i deres liv. Jeg kan ikke lodde dybden af deres privateksistentielle overvejelser. Jeg kender ikke graden af deres livslede. Jeg kender dem kun fra deres skrivekunst og måske fra sporadiske møder i litterære sammenhænge. Det eneste jeg ved, er, at selvmordet er et tilbagevendende tema i deres kunst. Så ofte skriver forfattere om selvmord i deres værker, for så senere selv at føre det ud i livet, at jeg hver gang jeg læser ny litteratur, hvor selvmordet spiller en rolle, kikker forfatteren dybt i øjnene på omslagsfotografiet og tænker: Men du gør det ikke selv, vel? Du gør det ikke selv.
I sin erindringsbog, Digtning og sandhed, fortæller Goethe om tilblivelse af sin selvmordsroman. Han var midt i en livskrise: “Blandt en anselig samling våben besad jeg også en kostbar, velslebet dolk. Den lagde jeg hver aften ved min seng, og inden jeg pustede lyset ud, forsøgte jeg. om det ville lykkes mig at bore den skarpe spids et par tommer ind i mit bryst. Det det imidlertid aldrig lykkedes, lo jeg til sidst af mig selv, kastede alle hypokondre griller over bord og bestemte mig til at leve.”
Men, skriver Goethe, for at vælge livet, måtte han omsætte alle sine selvmordstanker til et digterværk. På den måde kom romanen om den unge Werther ind i verdenslitteraturen, ikke som forfatterens forberedelseshandling, men som hans undladelseshandling. Forhåbentlig bør vi læse den aktuelle samtidsselvmordslitteratur på samme måde.