Weekendavisen den 15. november 2019.
Roman. Anita Furu fylder sin familiehistories hvide pletter ud med fiktion om at forbinde sig til fortiden.
Anita Furu: Jeg er en, der kan sige sådan! 182 sider, 249 kr. Roman. Gladiator.
Hvad betyder det for et menneske at være afskåret fra familiehistorien og være uden forbundethed bagud i tid? Anita Furu behandler spørgsmål af grundlæggende eksistenskarakter i sin nye roman, Jeg er en, der kan sige sådan! Den er en direkte forlængelse af sidste års overordentligt udmærkede debut, Mit halve liv, hvor vi mødte Ruth, der som seksårig i 1906 blev evakueret fra pogromerne i Rusland til et liv som plejebarn i et jødisk hjem i København. Hendes søskende kom til andre familier i England, og hun mistede kontakten med dem.
Nu er Ruth blevet 73 år, og året er 1973. Hendes datter argumenterer foretagsomt for at moren i ellevte time skal forsøge at genetablere kontakt til den søster og bror, som hun ikke har set i en lang menneskealder. For mange år siden fik hun et brev fra sin søster, men hun svarede aldrig. Der er både savn og samvittighedsnag. Tiden rinder ud.
Jeg er en, der kan sige sådan! er en historie om familiesammenføring, den klassiske drøm, som alle har, der er tvangsadskilt fra deres kære, spørg berlinerne på begge sider af øst og vest, spørg koreanerne på begge sider af nord og syd, spørg den bortadopterede på jagt efter sin biologiske mor i ‘Sporløs’, spørg i enhver flygtningelejr. Men i Ruths tilfælde har der været rigelig tid til at bygge bro over splittelsen. Det krævede blot en kontakt mellem Danmark og England. Hvorfor har hun tøvet og undveget? Hvorfor skulle der gå 67 lange år?
Led ikke efter en rygende pistol. Tænk snarere på, hvordan livet arter sig som årtierne går. Ruth husker at det lidt, der var givet hende, forsvandt mellem fingrene. Hendes tabte historie sank mod et stumt mørke, som det hedder med en følelsesstærk, flot formulering. Men kun retrospektivt kan vi se vores undladelsessynder.
Romanerne om Ruth er baseret på Anita Furus familiehistorie, men hun lader fiktionen fylde de hvide pletter ud, for virkelighedens Ruth blev aldrig genforenet med sine søskende. Vi skal altså ikke læse romanen som en rekonstruktion af virkeligheden, men som en fantasi om livet, som det kunne have været i sin sene fase. Det hele er fortalt i en mild og stilfærdig prosa, der passer til Ruths forstandige, sagtmodige resignerende realisme.
Romanen er ikke kun genforeningshistorien i antisemitismens slagskygge, og ikke kun en historie om at ”bære savnet og rumme gensynet”. Den er også et tilbageblik på ægteskab, mor-datter-forhold, en ny mulig kærlighed, og en venindehistorie gennem et helt langt liv. Altså: en roman om relationer mellem mennesker.
Titlen, Jeg er en, der kan sige sådan!, refererer til Ruths følelse, da hun lærer sine engelske søskende at kende og indser, at der er fællestræk. ”Jeg vil ligne mine søskende,” erkender hun. ”Jeg vil være en, der siger: Jeg er en natteravn, det er min bror også. Eller: Jeg har knyster på fødderne, det ligger til familien, min søster døjer også. Jeg er en, der kan sige sådan!”
Som romantitel fungerer replikken desværre kun dårligt (og er i øvrigt trykt ulæseligt i sort på blåt på omslaget), bøjet i neon og skåret i pap. Vi forstår udmærket, at Ruth har brug for at definere sin plads i et fællesskab. At man må forbinde sig til fortiden, er hele bogens pointe, ikke mindst vist i en scene på den jødiske begravelsesplads (tillad en fejlretning: der er ikke gravsten på jødiske grave ved begravelsen, de sættes først et år efter), hvor Ruth opsøger sin danske plejefamilies gravsted. Den slags beskytter mod det stumme mørke.
Uden at være en fremragende, er Jeg er en, der kan sige sådan! en budskabsrig og klog lilleroman.