Weekendavisen den 22. november 2019.
Roman. Joyce Carol Oates har skrevet en roman, som hvide, nationalkonservative og stærkt troende antifeministiske mænd vil foragte.
Jeg har ofte haft svært ved at goutere skrivestilen hos grafomanske Joyce Carol Oates, hvor jeg savner stramhed, mådehold, præcision. Det er som om, at alt gælder, gælder, gælder, bare fordi det er blevet skrevet, skrevet, skrevet. Også forfatterens nye roman lider under denne hæmningsløse skrivekompulsivitet, men ser man bag om langhalmen, og det er man nødt til, er Mit liv som rotte en både modig og meningsgivende historie.
Violet vokser op i en katolsk familie i et amerikansk arbejderkvarter. Faren er dominerende, moren er vankelmodig, børneflokken er stor. Et sted i baggrunden spøger farens onkel, der er en magtfuld og karismatisk politiker med racistiske holdninger. Da Violet er 12 år, overhører hun en nat en samtale mellem sine to ældre brødre, der taler om at bortskaffe et baseballbat. De har, forstår hun, slået en sort dreng ihjel.
Violet kender farens ufravigelige kodeks: Man involverer ikke udenforstående, man går ikke udenfor familien. Hvis man gør det, er man en stikker. Og straffen for at forråde sin familie skånselsløs: Udstødelse. Pigen prøver at tale med sin mor, men afvises. Også præsten ignorerer hendes belastende viden.
Da brødrene opdager, at Violet ved for meget, er hun ikke længere i sikkerhed i sit eget hjem. En vinterdag bliver hun skubbet på en tiliset havetrappe. Hun overlever, men får en flænge i panden. Arret følger hende som et Kainsmærke resten af livet. Til sidst magter hun ikke at holde sin viden tilbage. Sagen begynder at rulle, og pigen bliver fordrevet fra sin familie. En moster i en anden by tager hende til sig, og Violets eksil er begyndt.
Joyce Carol Oates’ roman spørger om der findes holdepunkter for den, der svæver frit. Hvad sker der, når man bliver afskrevet af institutioner som familien og religionen? Mod slutningen rammes hovedet på sømmet: ”En familie ligner et gigantisk træ. Lige meget om træet er sygt, ved at dø og rådne, så er rødderne filtret uløseligt sammen under jorden.”
Der er noget absolut sjælsrystende ved en forræderstemplet 12-årige pige, der udstødes af sine familie. Violet møder stoisk verden, med sorg, savn og trods, men ingen af de mennesker, hun knytter sig til, gør sig fortjent til hendes tillid.
Værst af alle er den matematiklærer, der beundrer Adolf Hitler og taler om den hvide races overlegenhed. Læreren lokker pigen til sig, bedøver hende med sovemidler i varm kakao, og forgriber sig på hende. Også mosterens mand gør klamme tilnærmelser.
Violets liv er et spidsrodløb mellem mænd, der ikke er til at stole på. Da hun tager arbejde som rengøringshjælp for en velhavende forskningslæge, der ophøjer hende til elskerinde, viser han sig at være en manipulerende stodder. Og da der mod slutningen er lagt op til en forsigtig forsoning, må Violet indse, at hævnviljens kraft er enorm. Hun opsummerer sin livserfaring: ”Lykke er ikke pålidelig. Melankoli er pålidelig.”
Mit liv som rotte (på amerikansk er a rat både en rotte og en stikker, på dansk giver det bare ingen mening, og romanen burde have heddet Mit liv som stikker) er en modbydeligt deprimerende påmindelse om den amerikanske racismes uopslidelighed, og om de mandsovergreb, som kvinder risikerer at møde. Som sådan har Joyce Carol Oates skrevet en skarp og oprørende roman med en vigtig kritik af den hvide stammeloyalitet, der dækker over vold og drab. Sådan en roman vil man foragte i de kredse af hvide, nationalkonservative og stærkt troende antifeministiske mænd, der ikke står tilbage for muslimske ligesindede, når det gælder foragt for kvinder.
Til sidst skaber en lille grim hund og en venligtsindet skæbnefælle fra fortiden ligefrem et fremtidshåb for stakkels Violet. Så er der sødsuppe og strygermusik.