Weekendavisen den 31. januar 2020.
https://www.weekendavisen.dk/2020-5/boeger/at-vaere-elsket-som-mandela
Debutdigte. Koleka Putuma, sydafrikansk poesis unge stjerneskud, digter om at være sort, kvinde, queer og kristen.
Koleka Putuma: Kollektivt hukommelsestab. På dansk ved Liv Nimand Duvå. 116 sider, 150 kr. Rebels With a Cause.
Den sydafrikanske digter Koleka Putuma og Gud har altid haft et kompliceret forhold til hinanden. Den blåøjede og blonde Jesus i søndagsskolen har fået ”min slags”, som hun skriver, til at bukke for en hvid og patriarkalsk himmel, Kristus og de 12 disciple. Og så vrider hun alle standardforestillinger itu:
”Det er ikke til at vide/ om disciplene var queer,/ Den Hellige Treenighed et underligt, forskruet trekantsforhold,/ og Helligånden transkønnet./ Men I vælger kun at forstå de skrifter der passer jeres/ dagsorden./I har taget jer den frihed at kolonisere Gud-konceptet;/ gav Gud et køn, en hudfarve,/ og et navn på et sprog vi måtte vride vores munde omkring./ Blasfemi er at pakke slaveriet ind i biblen og kalde det frihed./ Blasefemi er at skulle se sin slags bruge den samme bibel til at slavebinde hinanden.”
I sin debutbog Kollektivt hukommelsestab (2017) giver Koleka Putuma (f. 1993), den sydafrikanske litteraturs nye stjerneskud, vores hvide, eurocentriske automattænkning et skud for boven. Når hun taler om det, som den udmærkede oversætter Liv Nimand Duvå kalder koloniseringen af ”Gud-konceptet” (som nu nok burde have været oversat til ”opfattelsen af Gud”), handler det om retten og magten til at omdefinerede både historien og sproget:
”Vi samtykker aldrig./ Alligevel beder man os om at spise middag med undertrykkerne/ og servere dem tilgivelse./ Hvordan,/ når de eneste ingredienser jeg har, er sorg og vrede?” Digteren konstaterer tørt, at ”Endnu en (som ligner mig) døde i dag./ Endnu en (som ligner mig) blev myrdet i dag.” Og så når hun frem til digtets pointe: ”Må det blive samtalen ved bordet,/ hvorefter vi alle kan vaske det bitre måltid væk med hukommelsestab.”
Det er denne fællesglemsel, der er ophøjet til digtbogens titel. Den skal forstås ironisk. Nøjagtig som dette sarkasmedryppende kærlighedsdigt:
”Jeg vil have en der ser mig/ og elsker mig/ på samme måde som hvide mennesker ser/ og elsker/ Mandela.// En der kan holde fast i min hukommelse/ på samme måde som hvide mennesker holder fast i Mandelas arv.”
In your face, hvide læser! Så få ord skal der til, før man må overveje, hvordan sorte ser på hvide, der ser på Mandela. Og så lægger digtet en fælde for os: ”Du kender ikke til kærlighed/ før du er blevet elsket som Mandela”, står der. Og i de efterfølgende identiske sætninger er ordet ‘kærlighed’ skiftet ud med henholdsvis ‘svigt’, ‘fuck-ups’ og ‘lortet’. Så kan vi tænke over, hvad det vil sige for en ung sydafrikaner, ”at være elsket som Mandela”.
Mange af Koleka Putumas tekster foregår i en erfaringsverden, som læseren ikke har til fælles med digteren, mens andre åbner sig som almentmenneskelig, tænksom erindringsprosa, ikke mindst en tekst om piger, der begraver hinanden i strandsand. De leger begravelse af en afdød, og alle vil spille rollen som moren til den afdøde, for så kan de jamre hysterisk, hulke dramatisk og kaste sig nedover kisten af sand. Det er rørende, når man tænker på leg som et livsspejl og erfaringsfortolkning.
Det er naturligvis for Koleka Putuma som for alle andre, der lever med en historisk katastrofebevidsthed, om så katastrofen hedder holocaust eller apartheid: Det er afgørende vigtigt at vedligeholde en fælles erindring og modarbejde et kollektivt hukommelsestab. Helt enkelt i digtet ‘Livline’, der er én lang fortegnelse af pigenavne: ”hvert navn/ er et evangelium indeholdt i mine knogler/ hvert navn/ messer/ Sort pige – Lev!/ Lev!/ Lev!”
Når Koleka Putumas budskabsdigte, der både kan være melodramaer og nødråb, er bedst og skarpest, er de vidtåbne porte til en sort, queer og kristen kvindes både lidenskabelige og traurige verden. Det kan skrives ultrakort som i teksten ‘En slave og queer persons erindringer’, der i al sin enkelthed lyder således: ”Jeg vil hverken dø med/ løftede hænder/ eller/ spredte ben.”