Coronaassociationer

Weekendavisen den 12. juni 2020

Krans eller krone. En metrostation, en massemorder, en fodboldspiller, en sodavand, en chokolade, en skrifttype, en skrivemaskine, en satellit – og øl og cigarer…

Aslak Gurholt (f. 1981), prisbelønnet grafisk designer fra Oslo, har under coronakarantænen sammensat en artist book om alt det, der kaldes corona, men ikke har noget med COVID-19 at gøre. Der var nemlig corona før corona.

Samtidig med at han passede sit bureau, Yokoland, og underviste sine børn i hjemmeskole, brugte Aslak Gurholt april måned på at følge et coronaspor gennem kulturhistorien og samle det hele i en oplysende og underholdende billedfortælling, hvor det ene apropos tager det andet og associationerne står i kø.

Det begynder etymologisk: ”Corona er latin og betyder krans eller krone”. Ved siden af den simple sætning viser Aslak Gurholt et portræt af den engelske dronning Mary (1911), beskåret så man kun ser håret og kronen.

Og så et hop bagud: ”Corona var en krans, som blev brugt af grækerne og romerne i antikken. Grækerne gav den blandt andet til vinderne af konkurrencer. I Romerriget blev den brugt som udmærkelse for tapperhed i krig.”

Coronakæden får føjet nye led til, billede for billede. I en tvangsfri associationsføljeton føres vi fra et stjernebillede på den nordlige himmelhvælving til det yderste område i solatmosfæren og videre til en model af coronaviruset, som har fået sit navn, fordi de mange små pigge på dets membran kan minde om solens corona.

På næste billede er vi tilbage på jorden, hvor vi bliver præsenteret for en statelig herrer, Chauncey H. Griffith, manden der designede skrifttypen Corona (som Aslak Gurholts bog naturligvis er sat med). Videre til den lille californiske by Corona, der fik sit navn efter anlæggelsen af en cirkelrund hovedvej, der ligger som en krans rundt om bymidten.

Efter nogle digressioner til cirkelformet byplanlægning, kommer vi tilbage til Corona, der fik sin storhedstid da Californiens citronproduktion voksede. Corona blev kaldt ‘The Lemon Capital of the World’ – hvilket fører os videre til en af verdens største producenter af citroner i dag, nemlig Spanien, og dermed den spanske syge, den frygtelige influenza, der mellem 1918 og 1920 tog livet af mellem 50 og 100 millioner mennesker, en af dem var Frederick Trump, præsident Trumps bedstefar.

Og så retur til citronbyen og et fotografi af en lille gruppe mennesker med mundbind på. Den ene har et skilt fastgjort på brystet: WEAR A MASK OR GO TO JAIL.

Fra citroner cirkulerer vi videre ad coronasporet, pludselig og ankommer vi til The Corona Hotel i Edmonton. Det blev revet ned i 1980, da der blev bygget metro. Hvor det engang lå, ligger nu Corona Station. Og apropos undergrundsstationer: Metroen i Madrid har, Santiago Bernabéu, ved Real Madrids stadion, og fra 1943-48 havde klubben en venstreback, der hed José ‘Pepe’ Llopis Corona. Real Madrid kaldes Spaniens kongelige klub, og siden 1920 har klubemblemet haft en krone, altså en corona, på toppen. Lorenzo Sanz, klubbens præsident 1995-2000, døde den 21. marts i år, syg af corona. Få dage efter tog samme virus livet af den spanske prinsesse María Teresa de Borbón-Parma, det første kongelige coronadødsfald i verden.

Via adresser som Corona Street, Corona Road, Corona Avenue, Corona Drive føres vi til computerspillet Super Mario Sunshine, hvor niveau 8 foregår i vulkanen Corona Mountain. Derefter møder vi en type kanariefugl ved navn Gloster Corona, der har en særpræget krone på hovedet. Videre til en klassisk rejseskrivemaskine fra The Corona Typewriter Company, der under 2. Verdenskrig også begyndte at producere våben, hvilket minder om, at våbensalget er steget i USA under pandemien, hvorfor det er passende at minde om, at en ligsynsdommer i USA kaldes en coroner.

Corona er også navnet på et italiensk Eurodance-band og på en seriemorder, Juan Corona, der blev dømt for drabet på 25 omstrejfende daglejere i Mexico, hvor den verdensberømte Corona-øl så dagens lys i 1925 – men i foråret 2020 blev fabrikken lukket af myndighederne, fordi man kun opretholdt produktionen af helt nødvendige landbrugs- og industrivarer under pandemien.

Og flere drikkevarer: Corona var også navnet på nogle britiske sodavand med børnevenlig smag, som udsprang af afholdsbevægelsen i 1920’erne, blandt andet hindbær. Hvilket fører os videre til den søde jordbærsort, der hedder Corona. Og derfra til Strawberry Field i Liverpool, ikke langt fra Corona Road og Corona Avenue.

Næste stop er naturligt nok John Lennon, der blev overvåget af CIA på grund af sin modstand mod Vietnam-krigen, og CIA drev sammen med luftvåbenet et satellitovervågningsprogram 1959-71, der hed Corona. Amerikanerne brugte overvågningen under Cubakrisen, men inden præsident John F. Kennedy indførte blokaden mod den kommunistiske østat, bestilte han en kasse med 1200 af hans cubanske favoritcigarer – Petit Corona.

En hyggelig-opbyggelig coronahistorie, som Aslak Gurholt ikke har fået med, er den om skuespilleren Tom Hanks, der i marts blev smittet med corona under en filmoptagelse i Australien. Han fik derefter en god-bedring-hilsen fra en dreng, der blev mobbet, fordi han hedder – ja, Corona. Så sendte Tom Hanks ham en personlig hilsen skrevet på en gammel – ja, Corona. Og den mobbede dreng fik hakkebrættet i gave af skuespilleren. Corona til Corona. Til sidst er coronakransen sluttet, og vi er tilbage ved kronen i håret på Queen Mary (nu 1934).

Aslak Gurholt: Corona før korona. Artist book, 208 sider, 329 kr. Flamme Forlag.