Weekendavisen den 28. august 2020
Satire. I sidste uge underviste den cubanske satiretegner Ramsés Morales på den nystiftede Højskolen på Mors. Han siger, at satiretegningen er et barometer for demokratiet.
På skulderen af Mors ruller morænebakkerne sig op mod skrænternes dybe tandbid ned mod Thisted Bredning. Heroppe fra Salgerhøj er udsigten endeløs, og nede for foden af det høje ligger Flade som en glemt tanke.
Men nu sker der noget nyt i landsbyen. Op mod bakkerne er et forhenværende, forladt familiecenter forvandlet til det sidste skud på den danske højskolebevægelses stolte stamme. Højskolen på Mors, hedder den, nyåbnet denne sommer.
I en hængekøje sidder den cubanske satiretegner Ramsés Morales og drejer rundt om sig selv under et træ. Til daglig bor han sammen med sin kone i Schweiz, hvorfra han forsyner internationale aviser, magasiner og webmedier med tegninger, der serverer præsidenter, premierministre og tidens almindelige dårskab i skarp sovs.
Nu er han på Mors for at lave workshop med det første hold kursister. Det er lidt af et scoop for en nystartet højskole, men Ramsés Morales og højskoleforstander Nikolai Seidelin kender hinanden fra flere møder på Cuba. Vi sætter os på en bænk, mens resten af højskolen går til klezmerkoncert, og den den cubanske tegner forklarer, hvorfor han uden tøven rejser til et fjernt hjørne af en lille i ø i et fjernt hjørne af et lille land for at inspirere højskoleelever til at tegne satire:
”Det er vigtigt, at de unge er engagerede i samfundsspørgsmål. Vi kan nemlig ikke tage demokratiet for givet. Det skal man kæmpe for hver eneste dag. Vi er nødt til at inspirere de unge, der er i tvivl om, hvad deres fremtid skal bringe. Jeg elsker steder som dette, det giver alting meget mere mening. Her er intelligens stadig analog,” siger Ramsés Morales.
Pyjamasplanen
Ramsés Morales sætter den danske tradition for satiretegning meget højt. Jyllands-Postens tegner Niels Bo Bojesen er hans gode ven, og han siger, at den storm, som Kina rejste over Niels Bo Bojesens hoved, da han i foråret tegnede et kinesisk flag med corona, med al tydelighed viser, hvor stor en rolle en tegning kan spille.
I fjor vandt han World Press Cartoon’s førstepris i kategorien for editorial cartoon. Tegningen, ‘Cuba i garagen’, viste en mand, der prøvede at reparere et opklodset dollargrin uden hjul.
”Det var en kommentar til situationen i mit hjemland, der er som en bil uden hjul. Den blev bragt i et uafhængigt magasin på nettet, som regeringen har svært ved at kontrollere, og de cubanske myndigheder opfattede tegningen som en fornærmelse,” siger Ramsés Morales.
Da han senest var hjemme i Cuba for at lede en workshop for unge tegnere, bemærkede han, hvordan han hele tiden blev overvåget:
”De sender ikke gorillaerne. Men de sørger for, at nogle af deltagerne i workshoppen rapporterer om, hvad der foregår. De cubanske myndigheder har mange års specialisering i subtil undertrykkelse. Hvis man falder i unåde, bliver man ikke udsat for vold, men for tavshed. Man bliver fuldkommen ignoreret. Man bliver ikke omtalt noget sted, og ingen taler til dig. Vi kalder det The Pyjamas Plan, fordi man bliver lagt til at sove. Der kan man så ligge 6-7-8 år, før man får lov at stå op igen.”
Ramsés Morales’ interesse for at tegne blev vakt, da han som dreng bladede gennem sin farfars gamle stak af The New Yorker fra 1930’erne.
”Min farfar kom til Cuba som 15-årig. Han var en meget fattig flygtning fra Den Spanske Borgerkrig, fuld af ideer som alle immigranter er nødt til at være, men også analfabet. Han giftede sig med en anden ung flygtning fra Catalonien, og af en eller anden grund anskaffede han sig en masse udgaver af The New Yorker, og som dreng elskede jeg at kopiere vittighedstegningerne. Jeg sagde til min farfar, at jeg en dag også ville have mine tegninger i bladene. ‘Så må du begynde at øve dig noget mere’, sagde han og forærede mig min første rigtige pen og blok.”
Ramsés Morales – der fik sit imponerende fornavn, fordi hans mor interesserede sig for det gamle Egypten og elskede Verdis opera Aida – studerede til kunstmaler på akademiet i Havana, hvorefter han underviste på konservatorstudiet og i serigrafi. Og når han så sit snit til det, gav han også uofficielle lektioner i satire.
”Det var altid en kamp med ledelsen, men jeg blev ved med at tro på, at vi kunne udvikle gode tegnere og vinde internationale priser. Men fordi jeg aldrig har været medlem af kommunistpartiet, havde jeg ikke så gode muligheder for at komme igennem med mine tegninger og ideer.”
Et barometer for demokratiet
Ramsés Morales droppede billedekunsten og undervisningen for at tegne. Han oprettede et lille galleri i sin hjemby, Trinidad, som hans familie passer for ham i dag, og selv om han godt kan rejse tilbage til Cuba, føler han sig ikke fuldkommen sikker:
”Jeg er ikke bange for at blive smidt i fængsel på grund af en tegning. Men jeg er bange for at blive smidt i fængsel af en eller anden anden grund, som myndighederne finder på. De smider ikke folk i fængsel for politiske forbrydelser, men de finder altid en undskyldning. De siger måske, at man har stjålet en cykel eller slået en betjent. Derfor ved jeg ikke, hvad der sker, hvis jeg rejser til Havana. Det er et totalitært system, som er intolerant overfor dissidenter, og måske vil de putte mig i pyjamas.”
Netop det totalitære har Ramsés Morales skarpt godt, kritisk blik for. Han viser mig en tegning, han lavede samme morgen. Den forestiller en mand, der er ved at segne under vægten af et kæmpemæssigt øje, som han bærer på samme måde som Atlas bærer kloden.
”Vi har skabt et monster, som ingen kan kontrollere med overvågning, ansigtsgenkendelse, droner.”
Jeg siger, at jeg på min morgentur i bakkerne kom forbi en lille lejrplads, hvor der var opsat skilt om kameraovervågning. Jeg når dårligt nok at gøre sætningen færdig, før Ramsés Morales tager over:
”Lige her oppe i bakkerne? Ja, det var det samme skilt, jeg så i går, som gav mig ideen til tegningen.”
Den cubanske cartoonist leverer tegninger til internationale medier gennem bureauer, der syndikerer hans tegninger til Canada, USA og hele Europa. Hans gennembrud udenfor Cuba kom i 2015, da han leverede en tegning til det franske agentur Courrier Internationals avistemasektion om attentatet på Charlie Hebdo:
”Ved du hvorfor totalitære stater og ideologier hader cartoons? Fordi de er et barometer for demokrati. De første, der falder, er altid tegnerne.”
Det giver jo god mening, tænker jeg, i et land, der staver Karikaturkrise med stort K. Og som Ramsés sagde, da jeg med velafsprittede hænder vinkede farvel: ”Satiretegning er en kunstform, et bål, en passion!”