Weekendavisen den 31. juli 2020
One World. Ivan Krastev analyserer coronaparadokser og Slavoj Žižek fantaserer om katastrofekommunisme
og barbari med et menneskeligt ansigt i to nye pamfletter.
Slavoj Žižek: Pandemi! Covid-19 ryster verden. Oversat af Niels Ivar Larsen. 128 sider, 148 kr. Forlaget Politisk Revy.
Ivan Krastev: Hvornår er det i morgen? Pandemiens paradokser. 109 sider, 199,95 kr. Oversat af Lotte Follin. Informations Forlag.
I coronapandemiens tidlige fase skrev en dansk journalist til Slavoj Žižek for at bede om et interview om den slovenske filosofs umiddelbare tanker om virusens politiske, økonomiske og sociale konsekvenser. Han svarede: ”Sorry, too depressed to give interview.”
Journalisten (min søn, når sandheden skal frem) måtte nøjes med at citere Slavoj Žižeks svar i et tweet. Men kort efter må tungsindet været lettet hos den slovenske filosof. I hvert fald har han fundet energi til skrive en klassisk pamflet, Pandemi! Covid-19 ryster verden, netop om virusens politiske, økonomiske og sociale konsekvenser. Samtidig udkommer et andet eksempel på intellektuel akutlitteratur, nemlig den bulgarske politolog Ivan Krastevs Hvornår er det i morgen? Pandemiens paradokser.
Meget sigende er der henholdsvis et spørgsmålstegn og et udråbstegn i titlerne på de to superintellektuelles småbøger. Begge essays er gjort at samme stof og skåret over samme læst som de pamfletter, der allerede i maj måned tog teten som coronakrisens første litterære afkast (hvis man altså ser bort fra lyrik og kronik med den korteste responstid), nemlig italienske Paolo Giordanos I smittens tid. Vidnesbyrd fra pandemiens frontlinje og den århusianske idéhistoriker Mikkel Thorups Pandemiens tidsalder. Idéhistorier om vores lange nu (begge anmeldt her i avisen den 29. maj). Også filosoffer som Giorgio Agamben, Judith Butler og Peter Sloterdijk har skrevet analyser og refleksioner om corona.
Alle fire intellektuelle akademikere, som har bøger ude på dansk, har indlysende nok valgt nøglebegrebet ‘pandemi’ i titel eller undertitel, for pan demos betyder ”alle folk”, og vi er alle berørt af corona. Denne erkendelse af fællesskabsskæbne er gennemgående.
Ivan Krastev karantæneræsonnementer om følgevirkningerne af COVID-19, udmønter sig i opstillingen af en række paradokser:
Virussen har synkroniseret verden, samtidig med at den rammer hårdest i menneskers sammenflettede netværk, altså der hvor globaliseringen udspiller sig. Samtidig accellererer virussen afglobalisering og udstiller gen-nationaliseringens begrænsninger.
Frygten for virus vækkede et nationalt sammenhold. Men når frygten aftager, vil vi tvivle på, om truslen nogensinde var reel. Og de regeringer, der effektivt holdt virussen ude, vil blive kritiseret hårdest for nedlukningen af sin egen befolkning, fortsætter Ivan Krastev – og her kan man som dansker jo vel betænke, at vi reagerede som spejderdrenge, da statsministeren ”lukkede Danmark ned”, og at inddæmningen har været succesfuld. Foreløbig viser alle analyser jo, at vores tillid til regeringen er i særklasse i Europa. Hvis det betyder, at vi også vil udgøre den skarpeste opinion, er der en demokratisk gevinst forude, men den kan være skadelig for den dygtige statsminister, som vil skulle vedligeholde vores hukommelse om, hvor sundhedsrisikabel situationen var (og er).
Hvad EU angår, er Ivan Krastevs analyse skånselsløs: COVID-19 er mere afgørende for EU, end Brexit og noget andet i unionens historie. EU har vist sig irrelevant i borgernes øjne, men – og her kommer paradokset – regeringerne erkender, at de er afhængige af EU, som efter pandemien kan tvinge behovet for fælles politik og nødretsbeføjelser igennem.
Dermed er vi tilbage ved den interessante og forbløffende erfaring, vi alle har gjort os om os selv og vores naboer: Vi accepterede undtagelsestilstande og suspenderede rettigheder, og ifølge Ivan Krastev vil resultatet være en øget afvisning af, ikke forståelse for, totalitarisme. Samtidig noterer han – det ligner et paradoksernes paradoks – at pandemien fik finanskrise, terrorkrise og flygtningekrise til at spøge igen, men den har også vist, at vi denne gang accepterer at regeringerne øger det offentlige forbrug (i modsætning til under finanskrisen), afvikler privatlivets fred for mere sikkerhed (i modsætning til under terrorkrisen) og lukker de interne grænser i Europa (i modsætning til under flygtningekrisen).
De seneste ti-tolv års kriser – finans, terror, flygtninge – syntetiseres altså gennem corona, men virussen har sin helt egen konsekvens. Ivan Krastev kan nærmest få det hele til at lyde som en positiv erfaring:
”I modsætning til krige stiller pandemier ikke nationer op mod hinanden. I modsætning til store migrationer udløser de ikke hidsig nationalisme. Og i modsætning til jordskælv og tsunamier er pandemier globale. En pandemi er en krise, der gør det muligt for menneskeheden at mærke vores gensidige afhængighed og fællesskab. Den fæster menneskehedens lid til videnskab og rationalitet.”
Så er der grund til optimisme? Nej, lyder konklusionen. Ivan Krastev skriver, at det ikke er pandemien i sig selv, der indgyder ham fremtidspessimisme – det er ”verdens politiske lederes manglende evne til at mobilisere en fælles respons på krisen.”
Slavoj Žižeks Pandemi! Covid-19 ryster verden virker på én gang velovervejet og impulsiv, en slags generøst henkastet tankekunst, der søger et fastlagt mål for krisens rette håndtering. Ikke uden mod, og ikke uden trods, introducerer Slavoj Žižek nemlig et nyt politisk begreb: Katastrofekommunisme. Men der er ikke, siger han, tale om en uklar drøm eller en vision for en lysende fremtid. Der er tale om en overskrift for det, der allerede er i gang i form af statslige styringer af produktion af åndedrætsværn m.m., hvor markedsmekanismerne sættes ud af kraft.
Det, som Slavoj Žižek frejdigt kalder ”kommunisme”, er så langt fra den forståelse af ordet, som vi forbinder med historiens kommunistiske diktaturstater. Han taler snarere om en stærk og solidarisk socialstat, der tager vare på sine svageste. Og så advokerer han for et internationalt samarbejde, der kan sikre produktion og fordeling af ressourcer, altså solidaritet frem for den statslige isolation, der vil kunne føre til krige. Han afviser ”aktiemarkedets og profitjagtens koordinater”, og argumenterer for myndighedernes ret til at ”rekvirere” de nødvendige ressourcer – for eksempel masker – som private selskaber måtte have opmagasineret i forventning om at efterspørgslen og prisen vil stige.
Slavoj Žižeks kommunisme er ikke en utopisk vision, understreger han. Men en kommunisme, som vi bliver pålagt af nødvendigheden i at sikre vores egen overlevelse. Det eneste alternativ til kommunisme, mener filosoffen, er nemlig nye former for barbari: ”Det er gennem vores fælles bestræbelser på at redde menneskeheden fra selvdestruktionen, at vi kan skabe en ny menneskehed, ja, det er kun i kraft af truslen om død og tilintetgørelse, at vi kan forestille os en samlet menneskehed.”
Jo, deprimeret er Slavoj Žižek for så vidt stadig, og naturligvis med god grund. Han frygter brutal overlevelsesvold i gaderne, men især det han kalder barbari med et menneskeligt ansigt (vel inspireret af Alexander Dubčeks idé om ‘socialisme med et menneskeligt ansigt’ fra Prag 1968), hvor magthaverne med dybe beklagelser indfører hensynsløse overlevelsesforanstaltninger og argumenterer for nødvendigheden af at slække på et af grundprincipperne i vores sociale etik: omsorgen for de gamle og svage.
Også Ivan Krastev har noget, at have sin pessimisme i, det siger sig selv. Men han har samtidig et udmærket blik for krisens lyssprækker: ”For første gang i historien har mennesker verden rundt haft de samme samtaler og delt den samme frygt. Ved at blive hjemme og tilbringe utallige timer foran computere og fjernsyn har folk kunnet sammenligne det, der skete for dem, med det, der skete for andre andre steder. Det holder måske kun dette ene underlige øjeblik i historien, men vi kan ikke nægte, at vi for tiden mærker, hvordan det føles at leve i One World.”
Slavoj Žižek og Ivan Krastev – og mænd og kvinder af deres støbning – tænker højt om krisens mulige konsekvenser for det politiske, sociale og moralske menneskeliv. Samlede analyse er der jo ikke tale om (det vil komme engang i fremtiden), men akutte iagttagelser af den undtagelsestilstand, vi alle i nogen grad har til fælles. At se på sit samfund og reflektere over dets sårbarhed og styrker er en risikabel intellektuel disciplin, som de to politiske tænkere mestrer med overblik og betydeligt mod.