Weekendavisen den 10. juli 2020
Portræt. Malene Ravns kunstnerroman om Carl Fischer viser hvordan nok så gode viljer falder på stengrund, når psykisk sygdom, selviskhed og kunstens krav tager magten.
Malene Ravn: Hvor lyset er. Gyldendal. 368 sider. 300 kroner.
Det er nok for radikalt at sige, at Malene Ravns forfatterskab er splidagtigt med sig selv, men efter fire romaner tegnes i hvert fald et billede af sært tvedelte ambitioner og aspirationer.
De to første romaner, Det eneste rigtige (2014) og Mia (2016) var præcise, nærmest nådesløse, psykologiske studier i kompliceret kvindeliv. Men de to næste, I dine øjne (2018) og den aktuelle Hvor lyset er, er derimod begge historiske researchromaner baseret på autentiske mandeskæbner.
Litterært set er Malene Ravns to tidlige romaner mest interessante. Men der er ingen tvivl om, at publikumspotentialet findes i de to seneste. Ingenlunde dårlige, snarere forudsigelig funktionelle.
Kunstmaleren Carl Fischer (1887-1962) var Malene Ravns mands oldefar, og i svigerfamiliens historie har hun fundet stoffet til romanen om den mørketyngede og kompromisløse Carl og hans livs lys, Ely.
Vi træder ind i historien i 1892 på Carls femårsdag. Han vokser op i Vejle, faren er urmager, der er råd til hushjælp. Men moren er syg og faren er en sjuft, der formøbler det hele og forlader byen i vanære.
Da faren er sendt til København og moren sendt til himmels, bliver Carl genforenet med sin far og hans nye familie. I tiden omkring århundredskiftet er livet ikke nem, men man klarer sig, ikke mindst takket være Carls snusfornuftige og driftige stedmor, der både holder familiens tømmer, kæmper for sin egen emancipation og ansporer Carl til at dyrke sit tegnetalent.
Efter en læreplads hos en malermester og studier på Kunstakademiet, lever Carl dels hjemme hos familien i en kælderbolig i Helgolandsgade (jeg kan faktisk se ned i lokalerne fra min lejlighed), dels i et utæt loftshummer i Gothersgade, hvor lyset strømmer ind – det lys, som Carl altid søger, og som har fundet vej til romanens titel.
Malene Ravn bruger behændigt lyset som ledemotiv, ganske som Carl Fischer brugte lyset for at kunne male. Men det vigtigste lys i hans liv, var Ely, som han møder, da han er i skummelt humør og fuld af tvivl på egne evner. En munter Storm P. trækker ham ind i en kreds af håbefulde kunstnere, og med omkring værtshusbordet er den unge skuespillerinde, som Carl skal dele resten af livet med.
Ely er blot 18, da hun siger ja til at sidde model. De ægte følelser blusser mellem de to, men som altid er der en slange i paradis, pigen bliver gravid. Carl modtager nyheden med disse profetiske ord: ”Vi kan ikke få et barn. Jeg kan ikke få et barn nu, jeg skal jo male (…) Vi skal jo op i verden. Et barn vil – vi vil komme til at svigte det barn eller komme til at svigte os selv. Kunsten. Og du, skal du sidde i et barnekammer?”
Da Elys familie drager Carl til ansvar, har han besindet sig og er parat til at påtage sig både barn og ansvar. Men Elys familie bryder sammen i vold for øjnene af Carl, og den nyfødte søn bliver givet bort til en plejefamilie. Fattig, men fattet, vil Carl erobre pigen tilbage. Da hun ser et portræt, han har malet af hende på forårsudstillingen på Charlottenborg, ved hun, at hun elsker ham.
Fem år senere er Carl og Ely et fast par. Han maler, når han ikke er depressiv, og hun sørger for at afsætte hans værker. Pludselig banker det på døren. Plejefaren fortæller at hans hustru er døende af den spanske syge, han kan ikke længere passe drengen. Nu må Hans, fem år, flytte hjem til de forældre, han aldrig har kendt. Af frygt for smitte sætter de drengen i karantæne i et aflukket værelse i fjorten dage.
Skildringen af Carl Fischer som en egensindig kunstner og en kirkefremmed fritænker, der nødigt tager hensyn eller tilpasser sig andres behov, er tydeligt og tankevækkende. Der hvor Ely er, er lyset. Men den katastrofiske Carl kaster slagskygger. Han havde ret, da han forudså, at de ville svigte sig selv eller sønnen. Fremstillingen af lille Hans, og senere den voksne mand, er ægte rørende.
Hvor lyset er viser, hvordan nok så gode viljer falder på stengrund, når psykisk sygdom, selviskhed og kunstens krav tager magten. Men det er ikke kun et portræt af Carl Fischer, det er en fortælling om den hensynsløshed – og overbærenhed – der går i arv i familien, ikke mindst det stigmatiserende svigt, da svigerinden skal sidde model for Carl og de indleder et forhold.
Noget uforudsigelighed ville være vundet, hvis Malene Ravn havde haft mere digterisk dygtighed og dristighed – som for eksempel Kristina Stoltz i Cahun og Christina Hesselholdt i Vivian, for at nævne to nyere principbeslægtede romaner. Et par steder spiller en tiger, først imaginær, siden i bur, en betydelig symbolsk rolle for Carl, og man kunne ønske at Malene Ravn havde sluppet rovdyret løs. På den anden side trives hun trygt og overbevisende i det lineært og traditionelt fortalte, og Hvor lyset er kan derfor anbefales som en læsevenlig og eksemplarisk velresearchet dannelses- og kunstnerroman om et autentisk liv, skrevet med udpræget sans (og loyalitet) for alle genrens stiltræk og konventioner.