Da Sven Møller Kristensen (1909-91) i vinteren 1945 skrev teksten til ‘Danmarks Frihedssang’, var drømmen om nazisternes kapitulation ikke kun et luftkastel. En vinter, lang og mørk og hård, på fem forbandede år, lakkede endelig mod enden, og sangen kunne mærke det: ”Det samler sammen til en tø, hvor vinter og vold skal dø”. Endnu var friheden ikke vundet, så Sven Møller Kristensen skrev en beslutsom opfordring om: ”På trods af mord og brand og fængsel er/ en folkevilje vokset og brudt frem./ Gå til modstand, alle danske, alle mand som én/ og gør Danmark frit.” Den manende tekst blev trykt i martsudgaven af den tværpolitiske modstandsorganisation Frit Danmarks illegale blad, og allerede den 5. maj sang Aksel Schiøtz den i Danmarks Radio til Knudåge Riisagers. Sangen fik status som Danmarks officielle frihedssang, og endnu i dag er den på repertoiret som fællessang ved de årlige mindehøjtidligheder, ikke mindst i Mindelunden, Ryvangen, København. Forbandet nok bare ikke i år. Corona har gjort Mindelunden tavs, der vil ikke være sammenstimlen foran Store Gravfelt, og vi må synge fællessang hver for sig. Det ville Sven Møller Kristensen have fået noget godt ud af, for udover at være professor i litteratur, var han uddannet i sang, og han skrev både et jazzoratorium, ‘Sangen om Larsen’ (til Keld Abells skuespil Melodien, der blev væk) og viser til børn. Kommunisten Sven Møller Kristensen var både en del af besættelsestidens antinazistiske kulturkamp og af kulturradikalismens interiør.
NB. Det kunne ikke passe bedre. Sven Møller Kristensen har en lysestage stående i vinduskarmen. Lys over land, det er det, vi vil, den 4. maj.