Weekendavisen den 4. juni 2020.
Roman. Gurli Marie Kløvedal debuterer med en vidtløftig roman i afdelingen for spekulativ fiktion.
Gurli Marie Kløvedal: Hundehjerte. 300 sider, 249,95 kr. Roman. Grønningen 1.
Elin er en venneløs enspænder, der forsker i relationer mellem dyr og mennesker. På mystisk vis bliver hun involveret i udviklingen af en robothund, der ikke er til at skelne fra levende hunde. Det er helt perfekt, for Elin kan bedre lide hunde, end mennesker.
Pludselig er hun i New York, hvor en stenrig erhvervskvinde skal sponsere robothundeprojektet. Præsident Trump er død i en ulykke, men hans datter Ivanka går i hans fodspor. Elins naboer er sorte borgerretsaktivister, og hun hjælper dem i en slags filmperformance om sortes rettigheder.
Filmen fører til omfattende demonstrationer, vold i gaderne og undtagelsestilstand (meget apropos virkeligheden efter George Floyds død på grund af politibrutalitet i Minneapolis as we speak). Men Elin og naboen Shanay knytter stærke bånd til hinanden. Shanays søster er blevet skudt og dræbt for nogle år siden, og hun betror sig til Elin om, hvad der i virkeligheden skete.
Hjemme i Danmark bor Elins mor, der er en berømt skuespiller. De to har et meget anstrengt forhold til hinanden. Da moren får kræft, rejser Shanay, der er sygeplejerske, med til Danmark for at pleje hende.
Samtidig er Ivanka blevet præsident med en stor vision. Hun vil såmænd kolonisere Månen og inddrage den som en ny stat i USA. Hun vil bygge ”præsidentpalads, lejligheder og hotelkompleks”. Da det første rumskib skal af sted, sker en kollission. Fartøjet styrter mod jorden med kurs mod København. Et nedslag vil have effekt som en atombombe. Der er fire timer til at evakuere byen.
Sådan cirka er handlingsskellettet bygget op i Gurli Marie Kløvedals debutroman, Hundehjerte. Vi er vel i afdelingen for bredt anlagte underholdningsromaner og spekulativ fiktion, altså en slags nutidsnær science fiction, hvor teknologien kun er fremskudt en genkendelig smule. Robothunde, som kan forveksles med levende dyr, kommer jo nok en dag. Allerede her under coronakrisen har man brugt robotter til at sprede menneskeforsamlinger i Singapores byparker, men de lignede mest krabber i hundestørrelse. Og apropos corona: Allerede på romanens anden side er der en skildring af en video, som Elin har set. Filmen viser et stadion i Kina fyldt med syge mennesker og desperate læger. Måske har kineserne hemmeligholdt et stort udbrud af en ukendt sygdom? Et biologisk våben?
Svaret blæser i vinden. Emnet vender nemlig aldrig tilbage i romanen, og som læser spørger man sig selv, om Gurli Marie Kløvedal mon var synsk, da hun skrev, eller om hun inspireret af virkeligheden har føjet denne corona-spekulation til indenfor de senest måneder?
Emnet står uforklaret tilbage, som så meget andet i Hundehjerte, der er en vidtløftig roman, som virker forført af sin egen fantasi. Hvem er egentlig de to gamle brødre, der sætter hele sagen med robothunden i gang? Og hvad går den chip, som en af de mystiske brødre skyder ind i Elins arm, egentlig ud på? Hvordan døde Donald Trump (tilsyneladende i en snørebåndsulykke)? Hvordan kan Ivanka sætte sin månekolonisering i gang fra den ene dag til den anden, endnu før hun er indsat som landets præsident (hun har arbejdet på det i årevis sammen med de ”allerbedste og skarpeste hoveder i dette land”)?
Til sidst en lille bekymring på romanens vegne. Ifølge visse af tidens identitetspolitiske dogmer kan man som hvid forfatter nemlig ikke tillade sig, at skrive om, hvordan det er at være sort. Jeg synes naturligvis, at Gurli Marie Kløvedal har al ret i verden til både at skrive om sorte borgerretsaktivisters (og robothundes) indre liv. Men nogen kan blive stødt på manchetterne. I så fald vil Hundehjerte i det mindste føre noget interessant med sig.