Kommentar. Med corona som påskud fjerner Ungarn sig fra demokratiet. Vi er nødt til at genlæse Philip Roths kontrafaktiske komplotroman.
For 15 år siden bragte vi et interview her i avisen med mesterforfatteren Philip Roth, en mand i vrantent lune. Sit forfatterskab gad han ikke rigtig tale om, og da vor mand, der dengang endnu ikke var vor chefredaktør, spagfærdigt spurgte, om de måske slet ikke skulle tale om litteratur, lyste forfatteren op: Now you’re talking!
Philip Roth foreslog et 100 års moratorium på al snak om litteratur, og at alle bogsektioner og anmeldere skulle nedlægges. Læserne skal være alene med bøgerne, og hvis nogen vover at sige noget om dem, skal de fængsles eller skydes på stedet. Ja, faktisk skydes. Slut med al ulidelig, litterær snak. Folk skal kæmpe alene med litteraturen og genopdage, hvad den er og ikke er, spruttede han.
Denne episode fra interviewet genfortalte jeg året efter, da jeg anmeldte Philip Roths kontrafaktiske politiske gyser Komplottet mod Amerika om nazifiseringen af USA i 1940’erne, og nu genfortæller jeg så genfortællingen i anledning af, at filmatiseringen af romanen netop nu kører som en fremragende og frygtindgydende serie på HBO. Og min pointe nu, er som i sin tid: Beklager, Mr. Roth, vi er nødt til at tale om litteratur. Hundredårsmoratoriet er afslået.
Når det er så vigtigt, at tale om litteratur i disse tider, er det ikke på grund af viruskrisen (jo, det er også vigtigt at tale om litteratur på grund af den, men det er jo altid vigtigt at tale om litteratur), men på grund af noget, der accellererer i ly af viruskrisen, nemlig den dybt autoritære, antisemitiske, antidemokratiske og nationalistiske udvikling i Ungarn, som finder sted netop nu, og har stærke træk til fælles med det, Philip Roth skriver om i romanen.
Plottet i Komplottet… er, at flyverhelten og nationens darling, Charles Lindbergh, stiller op som republikansk præsidentkandidat, besejrer Franklin D. Roosevelt og allierer USA med Nazityskland ud fra en trumpistisk America First-ideologi. Det hele sker meget demokratisk. Og meget antisemitisk. Der er tale om fri forfatterfantasi, men ikke grebet ud af den blå luft. Piloten var en republikansk helt, han var engageret i America First, og han kunne i princippet være blevet kørt i stilling som præsidentkandidat. Så altså: Hvad nu hvis?
Se til Ungarn i dag. Den opportunistiske premierminister Viktor Orbán fra partiet Fidesz har under dække af viruskrisen strammet skruen om samfundet, hvor han i forvejen har kontrol med domstolene og bruger parlamentet som handskedukke. Et nyt lovkompleks giver premierministeren magt til at styre landet gennem krisen via dekreter (og der er ingen solnedgangsklausul som hos os), og så indsætter regeringen repræsentanter i de statsstøttede teatres ledelser for at sikre, at deres repertoirer »aktivt forsvarer« den ungarske stats interesser.
Som bekendt er der et nationalistisk potentiale i al kulturpolitik, og i Ungarn er det under orbanismen blevet rendyrket. I februar slettede regeringen Holocaust-overleveren og Nobelpris-modtageren Imre Kertész fra skolernes litterære læseplaner. Ud med den jødiske kosmopolit, ind med de nationalkonservative og antisemitterne. Men det slutter ikke der.
Aktuelt er det et spørgsmål om hvad, der kan siges på scenen. Næste gang er det måske et spørgsmål om hvad, forfatterne kan skrive og forlagene kan udgive uden at risikere deres frihed. Jorden bliver nu gødet til, at bogforlagene tvinges til at arbejde under en statsgodkendt licens og kun at udgive litteratur, der »aktivt forvarer« ungarske interesser. Hvad skulle forhindre Orbán i at lovgive forlæggere til at konsultere en statslig censur efter gammelkommunistisk princip? Naturligvis kan det ske i et land, hvor statschefen er så magtfuldkommen, antidemokratisk og bevidst om den nationalistiske kulturpolitisk potentiale. Allerede i dag kan folk, der kritiserer premierministerens coronapolitik – Fidesz-folk kalder dem coronakollaboratører – risikere fængsel.
Men det er ikke kun andre steder, demokratiske grundprincipper sættes ud af kraft af hensyn til sygdomsbekæmpelsen. Her i Danmark har vi gnidningsfrit accepteret et forsamlingsforbud, fordi det handler om folkesundheden. Vi udviser en ekstrem borgerloyalitet overfor grove frihedsbegrænsninger, fordi vi utvetydigt stoler på, at solen går ned over coronalovene. Vi er gode borgere. Men romaner er ikke borgere. Romaner behøver ikke at stole på politikere. Romaner må gerne spekulere i det utænkelige og radikalisere teksten. Hvad nu, hvis vira vender tilbage igen og igen? Hvad nu hvis forsamlingsforbud bliver en hyppig nødvendighed? Accepterer vi så en permanent lov, der af lutter folkesundhedshensyn gør det muligt at forbyde alle slags forsamlinger, festivaler, fodboldkampe, folkemøder, ikke at forglemme partiers landsmøder og demonstrationer? Nogen bør skrive den store hvad-nu-hvis-roman om det samfund, der taber friheden og demokratiet til sygdommen.
Alle siger at vi – i disse tider – skal læse Decameron og Pesten. Gør det endelig. Men læs også romanen om Charles Lindberghs isolationisme – ikke ulig Donald Trumps – og forstå, at totalitære udviklinger begynder som små spirer. For despoter som Viktor Orbán kommer trusler udefra som sendt fra himlen. Smittefaren er nemlig den perfekte anledning til at demontere opposition og dramatikernes og forfatternes frie ord.