Roman. Nyt dansk forlag trækker den oversete Marieluise Fleißer ud af glemslen med en aparte og attraktiv roman.
Marieluise Fleißer: En fryd for foreningen. En roman om rygning, sport, kærlighed og handel. Oversat af Selma Rosenfeldt-Olsen. 224 sider, 249,95 kr. Forlaget Harpyie.
I mellemkrigstidens Ingolstadt i den sydtyske delstat Bayern, er magt, vold og sabotage en faktor, både mellem kønnene og i politik. Første verdenskrig er fortid. Nazisternes magtovertagelse venter om hjørnet.
Gustl Gillich er en lokal helt. Han vinder mesterskaber for sin svømmeklub, og han har reddet hele seksten bysbørn fra druknedøden i Donau. For ham kommer sporten før alt, der er ikke plads til kys og crawl på samme tid. Sporten er hans fyrste, som det hedder. Men svømning er jo ikke et levebrød, så Gustl må også drive sin tobaksforretning, og hans mor holder skarpt øje med, om han passer sin pligt, både i butikken og i bassinet. Men så træder en kvinde ind på scenen, Frieda Geier, rejsende i mel.
Da Marieluise Fleißers (1901-74) roman udkom i 1931, havde den oprindelig titel efter den kvindelige hovedkarakter, Mehlreisende Frieda Geier, men ved en sen gennemskrivning kort før sin død, ændrede forfatteren titlen til En fryd for foreningen. På den måde forskød Marieluise Fleißer titlens pointe fra kvinden til manden, ham der er foreningens fryd. Men det signal stemmer ringe overens med det, der i dag fremstår som romanens egentlige pointe, nemlig at en kvinde må have sit eget værelse, som Virginia Woolf skrev i sit essay om kvinders uafhængighed, der udkom få år før Marieluise Fleißers roman. Sagen er nemlig, at svømmestjernen nok er varm på melsælgeren, men han er også varm på ideen om, at hun kan arbejde ulønnet i hans forretning, hvis de gifter sig.
Gustl møder Frieda, da hun overvejer at kaste sig i floden. Hun vil allerede være druknet, før hun når jernbanebroen, tænker hun. Så hører hun fodtrin. En overfaldsmand? Hun, der var ved at begå selvmord, vil ikke skubbes i floden af en fremmed.
Hvad der ligner (og måske er) kærlighed mellem svømmestjernen og melsælgeren, er samtidig et spil om magt og økonomisk kontrol gennem ægteskab. For Gustl er fordelene til at få øje på, for Frieda har en søster, der bor på et pigekloster, og de to forældreløse piger har en arv. Hvis Frieda ikke vil giftes, må han prøve søsteren.
Spørgsmålet er: Hvem redder hvem? Og hvem redder sig selv? Da Frieda skrotter den selvhævdende svømmestjerne med det rudimentære kvindesyn, træder hun for alvor ind i emancipationen: ”Uden selv at vide det er hun blevet talskvinde for en udviklling i arbejdstøj (…). Forgangne tiders indædte fordom vil leve evigt. De enkelte må rejse sig, de, som erfarer udstødelsen på egen krop, og
med deres egen magre person kæmpe sig videre igennem buskadset af forudfattede meninger”.
Undertitlen, En roman om rygning, sport, kærlighed og handel, virker overflødig anstrengt, og sporten er i bedste fald begivenhedernes bagtæppe. Der er mindre svømning i En fryd for foreningen, end der er fodbold i Fodboldenglen. Det handler ikke om sport som kappestrid, men om sport som symbol. Derfor kunne undertitlen også have været: ‘En roman om kønsroller, parforhold og klassebevidsthed’. Men som i andre gode ‘sportsromaner’, bliver sporten en katalysator for sportsmandens evne til at forpligte sig over for andre. På den måde er romanen et fornemt svar på den litterære fordring om, at fremstille almindelige menneskers liv på en realistisk måde, som den tyske kunsttendens Neue Sachlichkeit (‘Ny saglighed’) formulerede i 1920’erne.
Selma Rosenfeldt-Olsens oversættelse virker opfindsom og med en god, kongenial klang. I sin informative efterskrift karakteriserer hun gentagne gange Marieluise Fleißers stil for ‘underlig’, og sandt nok blander hun hårdhed med humor: ”Han følger hende med øjnene, som tyren, når det tordner”. Eller: ”Hans blikke syr sting i hendes ansigt” og ”Gustl smiler bare så bredt, at man kunne knappe munden fast til øreflippen”.
Marieluise Fleißers roman er, som sin kvindelige hovedperson, både aparte og attraktiv. Frieda Geiers efternavn betyder ‘grib’, og meget passende kommer romanen hos et nyt, fint forlag, der har navn efter den græske mytologis vingede, kvindedæmoner, Harpyie.