Weekendavisen den 26. juni 2020
Hvid afmagt. To amerikanske litterære organisationer er kommet i alvorlige problemer på grund af kontroverser om støtte til Black Lives Matter-bevægelsen.
I begyndelsen af juni udsendte The Poetry Foundation og Poetry Magazine en venlig ment tekst, hvor de ønskede ”at udtrykke solidaritet med det sorte samfund og afvise uretfærdighed og systemisk racisme”.
Men de gode viljer gav bagslag. Over 2.000 digtere, kritikere m.m. har underskrevet et protestbrev, der kritiserer teksten for at være overfladisk og ukonkret. I en tid, hvor der sker statssanktionerede politidrab på sorte, er sådan et statement værre end ingenting, skriver afsenderne. De kræver en ny ledelse, der arbejder for retfærdighed for farvede, handicappede, transpersoner, queerpersoner og immigranter. Fonden og tidsskriftet skal desuden indfri organisationens moralske gæld til sorte forfattere og anerkende sin uretfærdige behandling af latinamerikanske digtere, transdigtere, queerdigtere og handicappede digtere, hedder det i det åbne brev. Endelig kræver underskriverne en omfordeling af ressourcer, så mere bruges på minoriteter og antiracisme, samt en omorganisering af fondens personale, så medarbejderne – der primært er hvide – kommer i bedre overensstemmelse med demografien i Chicago, hvor The Poetry Foundation hører hjemme.
Underskriverne af brevet har afbrudt alt samarbejde med The Poetry Foundation og Poetry Magazine indtil deres krav imødekommes – og presset virker. Ti dage efter brevet offentliggjorde fonden et svar, hvor de ”anerkender at vi altovervejende er hvide og besidder andre priviligerede identiteter”. Fonden beder om undskyldning for at have mødt racismens ansigt med tavshed.
Samtidig er minoriteternes oprør også brudt ud i de amerikanske litteraturkritikeres organisation, National Book Critics Circle, som nu kæmper for at holde sammen på tropperne efter en kontrovers om foreningens holdning til Black Lives Matter og racisme i bogbranchen.
Striden opstod, da NBCC tog initiativ til en antiracistisk støtteerklæring, som Hope Wabuke, der er forfatter og kritiker med ugandisk baggrund, skrev udkast til på vegne af bestyrelsen. Her skrev hun blandt andet, at litteraturkritikernes organisation erkendte sit ansvar for – eller snarere sin skyld i – at ”BIPOC-stemmer var usynlige i den kulturelle og intellektuelle samtale” (BIPOC er et akronym for Black, Indigenous and People of Color, altså sorte, oprindelige og farvede personer).
Da Hope Wabukes udkast blev rundsendt til de øvrige bestyrelsesmedlemmer den 10. juni, skrev kritikeren Carlin Romano fra The Philadelphia Inqurier, som er hvid, et svar, der gik i rette med hele ideen om, at bogbranchen er præget af racisme, og at white gatekeeping holder sorte stemmer nede i alle led af bogbranchens. I skarpe og sarkastiske vendinger afviste han, at hvide skulle holde sorte forfattere fra fadet. Han kaldte det ”totalt nonsens”, at der skulle være strukturel racisme og hvid dominans i bogbranchen.
Hope Wabuke bragte dele fra sin kollegas mail i et opslag på Twitter for at vise, hvad hun var oppe imod. Uden at nævne Carlin Romano ved navn citerede hun blandt andet: ”At sidestille forlagsbranchen med det amerikanske politi er latterligt. Jeg erkender ingen skyld. Jeg ser ingen afvisning. Jeg modsætter mig forestillingen om, at de hvide i bogbranchen og den litterære verden udgør en front, der skal sendes i genopdragelseslejre. I mine fyrre år i det litterære liv har jeg set langt flere hvide mennesker hjælpe sorte forfattere, end jeg har set sorte hjælpe hvide forfattere. Selv har jeg skrevet flere artikler og anmeldelser om Philadelphias sorte forfattere i mine 25 år som anmelder på The Inqurier, end nogen andre”.
Nogle bestyrelsesmedlemmer, blandt andre den daværende formand, Laurie Hertzel, svarede, at Carlin Romanos indvendinger var relevante for debatten, og at de værdsatte hans input. Men så gjorde Hope Wabuke gjorde kort proces. Dagen efter tweetede hun, at hun med øjeblikkelig virkning stoppede som bestyrelsesmedlem i NBCC ”på grund af racisme”. Hun skrev, at det ikke er muligt at ændre organisationen indefra, og at det ville være for farligt for hende at blive.
Samme dag, den 11. juni, begyndte den 24-medlemmer store bestyrelse at falde fra hinanden. Laurie Hertzel fratrådte som formand, andre skred fordi de enten var enige eller uenige med Hope Wabuke, og den decimerede ledelse af NBCC offentliggjorde hele udkastet til støtteudtalelsen for Black Lives Matter, som Hope Wabuke havde skrevet til bestyrelsen. Men foran selve støtteerklæringen stod en lille note, der dels anerkendte Hope Wabukes store indsats og hengivenhed for organisationen, og dels oplyste, at erklæringen aldrig nåede at komme til afstemning i bestyrelsen, fordi den interne korrespondance var blevet lækket (altså af Hope Wabuke selv), og flere bestyrelsesmedlemmer opfatter mailen (altså Carlin Romanos, skønt han ikke nævnes ved navn i noten) som racistisk. NBCC skriver, at bestyrelsen erkender, at organisationen nu befinder sig nu i en dyb, tankevækkende diskussion om fremtiden, og at man er indstillet på omfattende strukturændringer.
Blandt medlemmerne ulmede nu en modvilje mod Carlin Romano, og i sidste uge kunne netmagasinet lithub.com fortælle, at der var optræk til en eksklusionssag. Men Carlin Romano, der selv er forhenværende formand for organisationen, har ikke tænkt sig at vige pladsen. I en mail til hele bestyrelsen skriver han:
”Hvis I fortsætter forsøget på at stemme mig ud af bestyrelsen, vil jeg sagsøge NBCC som organisation for ærekrænkelse, ligesom jeg vil anlægge individuelle sager mod hver af jer, som måtte stemme for. Jeg vil gøre dette in personam, hvilket betyder at ingen andre kan dække jeres advokatudgifter. Jeg har masser af energi, og det vil ikke koste mig spor. Jeg har omhyggeligt taget noter til brug for kommende juridiske handlinger, der måtte blive nødvendige.”
Efter denne svada viste det sig, at der slet ikke var juridisk belæg for at fjerne Carlin Romano fra bestyrelsen, hvor han altså nu er én af blot ni tilbageværende medlemmer. Den resterende flok udsendte så i sidste uge en meddelese om, at man vil arbejde hårdt for at sikre den globale litteraturs rige mangfoldighed. Organisationen vil omstrukturere og modernisere sig selv, blandt andet ved at tilbyde diversitetsundervisning til alle bestyrelsesmedlemmer. Derudover vil NBCC opfordre kritikere som er sorte, oprindelige, farvede eller LGBTQ+ til at stille op til organisationens kommende valg.
Hvad Carlin Romano mener om den slags mangfoldighedsinitiativer, fremgår desværre ikke.