Weekendavisen den 14. august 2020
Sidste uge begyndte så godt for den 61-årige zimbabweanske forfatter Tsitsi Dangarembga med nyheden om, at hendes roman This Mournable Body er blevet sat på long list til årets prestigefyldte Booker Prize. Men få dage efter blev hun anholdt i hovedstaden Harare, da hun bar skilte, der krævede politiske reformer i Zimbabwe. WE WANT BETTER. REFORM OUR INSTITUTIONS, stod der på de hjemmelavede plakater. Tsitsi Dangarembga krævede desuden frihed for den fængslede journalist Hopewell Chin’ono, der i juni afslørede korruption og svindel med værnemidler mod corona i mange millioner dollars-klassen. Tsitsi Dangarembgas protest skulle have været en del af oppositionens demonstration imod magtmisbrug og himmelhøj inflation på toårsdagen for præsident Emmerson Mnangagwas magtovertagelse, men myndighederne havde på forhånd forbudt demonstranter i gaderne – og de mente, hvad de sagde: Tsitsi Dangarembga blev arresteret af AK-47-bevæbnede betjente i panser og plade, der kørte hende væk i et salatfad. Ifølge hende selv foregik anholdelsen høfligt og udramatisk. Anklagen mod forfatteren omfattede opfordringer til vold og brud på anti-corona-reglerne. Kort efter blev Tsitsi Dangarembga løsladt mod kaution på 5.000 Zimbabwe Dollars, svarende til godt 400 danske kroner, men hun er tilsagt i byretten i Harare den 18. september. Tre dage før bliver det afgjort, om This Mournable Body – der er en fortsættelse af den moderne afrikanske klassiker Nervous Conditions, som vandt African section of the Commonwealth Writers Prize i 1989 (ingen af romanerne er oversat til dansk) – også når Booker Prize short list. Romanen handler om en ung pige, der prøver at klare sig gennem dagens mange ydmygelser uden fremtidsudsigter i nutidens Harare. Ifølge priskomiteen spørger This Mournable Body hvor livet går hen, når håbet er forsvundet.
NB: Tsitsi Dangarembga, der her forlader byretten i Harare, kan både tweete og skrive romaner. Alligevel ligner coronamundbindet en symbolsk mundlås.