Weekendavisen den 27. november 2020
Krise. Carsten Jensen siger med Mary Shelley, at vi må acceptere vores egen død, men ikke den fælles.
Carsten Jensen: Øvelser i afsked. En coronakrønike. 352 sider, 250 kr. Politikens Forlag.
Først sænker han sin læser grundigt ned i pessimismens mørkedyb, hvor vi med åndenød læser om den antropocæne epokes fatale klimaødelæggelser af vores klode – men derefter tænder Carsten Jensen et lillebitte, håbefuldt og forsigtigt flakkende lys for en mulig fremtid hen mod afslutningen på dette vanvittige coronaår:
”Betragt den nuværende tilstand som en åndelig beredskabsøvelse. Frivilligheden blomstrer sammen med hjælpsomhed, uegennytte og omsorg. Sammen finder vi en fælles mening, der ikke handler om selvtilstrækkelighed. Det er det velgørende værdiskred midt i pandemien, den store stille opfordring til fællesskab.”
Forud er gået en inderligt sorgfuld beretning om et forfærdeligt dødsfald i utide og klimakatastrofens verdensforandrende realitet, begge dele set gennem coronaens prisme. Og så – på trods af tragedie og sortsyn – toner bogen altså ud med en tro på, at pandemien paradoksalt nok har gjort befolkningerne parat til store dramatiske livsstilsforandringer, som kan sikre verden.
Øvelser i afsked. En coronakrønike former sig i tre spor, der føjer sig til hinanden med nærmest morbid naturlighed, både som essay, dagbog og debatbog. Dermed rummer bogen det bedste og det værste af Carsten Jensen.
Det første spor er personligt: Den 6. februar i år falder Carsten Jensens 25-årige stedsøn Raph pludselig død i Sydafrika, hvor han aktionerer for klimabevægelsen Extinction Rebellion. Tragedien er total, og sorgens selvisolation bliver en fortale til det, der venter.
De to næste spor er globale: Få uger efter Raphs meningsløse død, bryder corona ud, og dermed introduceres en ny form for selvisolation for Carsten Jensen, der skal passe på sig selv, fordi han har tendens til lungebetændelse. Men han er jo ikke alene om at være alene.
Det tredje spor er den evigt truende klimakrise som følge af overforbrug, industriel fødevareproduktion, miljøødelæggelser, skovrovdrift, artsudryddelser, temperaturstigninger osv. Raphs hjertesag er også blevet Carsten Jensens, og hans angreb på ansvarsløs kapitalisme og neoliberalismens blinde vækstideologi er flammende, tankevækkende og – siger jeg som lægmand – overbevisende. Jorden brænder.
Som politisk kommentator mister Carsten Jensen ofte magten til sine egne idiosynkrasier. Han er hidsig og halsstarrig som få. Den aldrende forfatter – han bliver faktisk 70 om halvandet år – tilhører den vrede ungdom, men aggressiviteten vinder ham næppe ørenlyd udenfor de eniges ekkokammer. De uenige vil afvise ham som en forkynder for de allerede frelste. Og netop som en forkynder lyder han desværre også, når han er værst i sine eller solide essayistiske refleksioner, for eksempel når han taler om, at vi skal ”omdefinere fremskridtsbegrebet, sådan at det ikke længere er fikseret på menneskelig egennytte”, og at pandemien kan føre til ”en ny form for verdenserobring, hvor vi tænker os ind i det levende livs store helhed.” Det er skrevet med stort hjerte, men lyder altså som den skinbarlige bragesnak.
Som litterær essayist er Carsten Jensen stadig først blandt ligemænd. Han er en uforlignelig læser og en fremragende perspektivskribent, for eksempel når han i ét greb analyserer Mary Shelleys pestroman The Last Man (1826) som en fortælling om personlige tab, pesten og menneskets fremtid på jorden. Med Mary Shelley konstaterer Carsten Jensen, at vi må acceptere vores egen død, men ikke den fælles. Den skal vi bekæmpe.
Når han skriver litterært, har han min fulde opmærksomhed. Det gælder også, når han skriver om zombier og scifi-dystopier i et perspektiv af sorg og corona. Via litteratur og kultur bliver Øvelser i afsked en sympatisk bog med et voldsomt verdensvendt engagement.
Som personlig essayist er Carsten Jensen så god som nogensinde, ikke mindst, når desperationen gør hans sprog dystert. Det er inderligt rørende, når sorgen er størst, altså når den handler om Raphs død, for velvalgte ord gør det private almengyldigt. Som sorglitteratur er bogen beslægtet med Lone Franks Men størst af alt og (trods et radikalt anderledes formsprog) Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.
Hvis man har hørt P1-podcasten ‘Carsten Jensen i krise’, vil Øvelser i afsked rumme et dybt ekko. Og hvis man følger Carsten Jensen på Facebook, vil så meget som en tredjedel af bogen også fremstå som overflødige repremierer. For mig var det førstegangslæsning, for jeg bruger aldrig sociale medier, men trods al forfatterens indignation, er kommentarerne stadig kun akutte afkom af døgnets moment. Genoptrykket, der fylder hele 120 sider, er nok tænkt som ballast, men udgør kun dødvægt.
Til sidst: Når Carsten Jensen mener, at pandemien har gjort befolkningerne parat til store dramatiske livsstilsforandringer, som kan sikre verden, lyder det som et forfængeligt håb. Gid da, at han har ret. Men meget passende kunne han selv revidere sit eget Co2-regnskab, for globalisten Carsten Jensen har været vant til at hoppe på flyveren som vi andre hopper på bussen. Det var muligt dengang, han skulle se verden begynde, men nu hvor han har set, at verden er ved at slutte, bør han blive på jorden.