Weekendavisen den 4. juni 2020
Ukorrekt. Lionel Shriver forventede at anmelderne ville gå banans over hendes nye roman om overdreven motionsdyrkelse og overdreven krænkelsesparathed – men hun tog fejl.
I sidste uges udgave af The New Yorker refererede journalisten Ariel Levy en oplevelse fra efteråret, hvor hun var på bar på Manhattan (”den gamle verden, hvor man kunne mødes med og tale med mennesker uden tildækkede ansigter”) sammen med forfatteren Lionel Shriver, der har ry for at være kontroversiel og stridbar:
”Hun diskuterede Brexit med en af mine engelske venner, og det kulminerede i regulært skrigeri. Han forlod oprørt baren, og næste morgen skrev han til mig, stadig vred. Da jeg spurgte Lionel Shriver om skænderiet havde generet hende, kunne hun slet ikke huske diskussionen. Hun er så vant til mundhuggerier, at de dårligt nok betyder mere for hende, end small talk gør.”
Med andre ord: Lionel Shriver er som skabt til kontroverser. Hvis hun ser et spinatbed, træder hun i det. Hvis hun ser en nælde, griber hun om dens rod. Hun kender konsekvenserne, men kaster sig hovedkulds ud i tidens identitetspolitiske debatter med kontroversielle budskaber. Hun er kritisk overfor #Metoo og kvinders opgør med overgrebsmænd og siger, at hun selv har lagt en sag om seksuel krænkelse bag sig. Den slags skal man ikke dvæle ved, men overkomme, er hendes pointe. Og alle opløb til krænkelser, for eksempel i debatten om kulturel og litterær appropriation, får hende til at se rødt.
I sidste måned udgav Lionel Shriver – der er mest kendt for Vi er nødt til at tale om Kevin om en dreng, der begår massemord og bliver tilgivet af sin mor – så en ny roman, der behandler to emner, et sensitivt og et kontroversielt, nemlig overdreven motionsdyrkelse og overdreven krænkelsesparathed.
The Motion of the Body Through Space handler om et ægteskab, der kommer i krise, fordi den 62-årige mand, Remington Alabaster, pludselig vil løbe maraton. Hans kone, Serenata Terpsichore, forstår ikke, hvorfor manden nu skal være en af alle dem, der okser rundt og tror, at de er so f***ing special – men i et interview med The Independent medgiver Lionel Shriver, at hun selv er afhængig af motion, hvis hun ikke kan træne, bliver hun deprimeret, siger hun.
Det viser sig, at Remington ikke bare vil løbe maraton, men kryber i lycra for at træne sig op til en triatlon af en særlig årsag. Han vil ydmyge sig selv, fordi han er blevet anklaget for racisme på sit arbejde. Han – hvis efternavn, Alabaster, bærer den hvideste hvidhed i sig – har banket en håndflade i bordet foran sin nye chef, der var blevet forfremmet lige foran snuden på ham, selvom hun ikke var ligeså kvalificeret. Men hun var ung, kvinde, sort.
I interviewet forsikrede Lionel Shriver om, at hun ikke har noget imod ligestilling, men hun kan ikke lide kvoter. Hun ved godt, at man ikke bør lave sjov med mangfoldighed, siger hun, men ikke desto mindre havde hun kun sarkasme til overs for forlaget Penguin, der i 2018 netop ønskede at fremme minoriteters muligheder i forlagsbranchen. Hun skrev, at et manuskript helt sikkert ville blive antaget, uanset hvor kedeligt og dårligt, hvis det var skrevet af en lavtuddannet transkønnet homoseksuel fra Caribien, som kørte på invalidescooter.
Da Lionel Shriver i 2016 udgav romanen The Mandibles, der foregår i USA 2029, hvor økonomien er brudt sammen, blev hun kritiseret for, som hvid, at skrive om både sorte og latinamerikanere. Hun svarede, at anklager om kulturel appropriation forhåbentlig bare var et forbigående fænomen (vi bragte hendes essay ‘Blokerede forfattere’ om sagen her d. 18. marts 2018).
I den nye roman tager Lionel Shriver tråden op. Hun lader Serenata støde ind i et professionelt problem, når hun passer sit arbejde som lydbogsindlæser. ”Det er ikke så godt, når hvide indlæsere laver accenter til farvede”, får hun at vide. Hun spørger så, om hun skal lade en kokaindealer lyde som en Oxford-professor, og med aristokratisk snobstemme indlæser hun replikken: ”Yo, bro, dat bitch ain’t no better than a ho, true dat…”
Tilsyneladende trives Lionel (som blev døbt Margaret Ann, men tog et drengenavn for at være ligesom sine brødre) Shriver med risikoen for at blive undsagt. I hvert fald har hun intet til over for dem, der prioriterer sikkerhed og tryghed først. Forleden skrev hun sarkastisk om nedlukningen af samfundet under coronakrisen i sin klumme i det konservative britiske magasin The Spectator:
”I fremtiden vil give medaljer til de gymnaster, der undgår risikoen i de forskudte barer ved at sidde hele deres karriere i en stol. Vinderen af Tour de France vil blive en rytter, der aldrig kører hurtigere end tolv kilometer i timen og altid husker at bruge solcreme . Og Victoria-korset bliver tildelt en soldat, der gemmer sig under bomberegn, eller som skifter over til fjenden, hvis de ser ud til at vinde.”
I ugen op til udgivelsen af The Motion of the Body Through Space sagde Lionel Shriver, at hun ikke forventede, at læserne ville gå banans på grund af romanen. Men måske ville anmelderne, lød hendes vurdering.
Men der mistolkede hun både kritikerne og læserne. Ingen af grupperne gad gå bananas for alvor. Jo, hun er helt rituelt blevet kritiseret identitetspolitisk på Twitter. Men aviserne er venlige eller besindige. The Washington Post mangler underfundighed i pointerne og kalder bogen en enorm skuffelse, og Kirkus Review mener, at Lionel Shriver har lavet en karikatur ud af sine evner som observatør af vores sociale liv. Blød bananas.