Weekendavisen den 29. maj 2020.
Roman. Erling Jepsen har skrevet et anstrengt farce om småborgerlige, småanarkistiske og fordomsfulde lokalpatrioter.
Erling Jepsen: Erna og rumæneren. 294 sider, 299,95 kr. Gyldendal.
En af de mange ting, som Smitten i 2020 har spændt ben for, er markeringen af 100-årsjubilæet for Genforeningen med royalt besøg i Sønderjylland. Hvad corona til gengæld ikke kan forhindre, er udgivelsen af Erling Jepsens nye petitesse af en roman, hvor (fiktive) Bramstrup står på den anden ende, fordi byen ligger på Dronningens rute gennem landsdelen.
Erna og rumæneren er vel det, man kalder en gavtyveroman eller en skælmeroman. Men inde midt i løjerne findes faktisk et reelt budskab, som fremføres af Erna Jensen (bemærk forstavelsesligheden med Erling Jepsen), en gæv kvinde, der hutler, svindler, truer og charmer sig gennem tilværelsen.
Erna er en genganger i forfatterskabet, men navnet omfatter mere, end en enkelt person. For to år siden udkom Erna i krig, som foregik under 1. Verdenskrig og handlede om den aktuelle Ernas mormor og hendes hittebarn af en søn, den enfoldige Kalle, der var blevet lagt på hendes dørtrin. Nu er vi så hoppet to generationer frem. Navnelinjen er ikke blevet brudt, og nutidens Erna har såmænd også taget en forældreløs dreng til sig, omstændighederne får vi aldrig at vide. Også han hedder Kalle og også han er enfoldig.
Erna er en fri og ustyrlig sjæl med en enorm ansvarsfølelse over for både Kalle, formødrene og den historiske forpligtelse, der følger med navnet. Men Erna er også loyal over for Bramstrup og det herskende kodeks: Man klarer sig selv og løser sine mellemværender uden myndighedernes indblanding.
Men en nævenyttig sagsbehandler i kommunen sætter sagerne i skred. Erna bliver sendt på anvist arbejde som handicaphjælper hos en tilflytter fra hovedstaden, den rumænske mand Sergiu, der sidder lammet i kørestol, hægtet op på en respirator. Sådan en fremmed fyr, på én gang fra udlandet og fra hovedstaden, har man ikke meget til overs for i byen, hvor alle mændene er med i et grænseværn, der skal holde både vildsvin og flygtninge ude af Sønderjylland.
Men det betyder jo noget for dramaturgien, når en fremmed kommer til byen. Og ikke bare én. To smarte københavnere kommer også. De skal sørge for at alt er pænt og parat til Dronningens tur, og de vil gerne give tilskud til renovering af husfacaderne i hovedgaden. Erna sætter sig i spidsen for en komité, der skal fordele københavnernes penge, og snart er alle i gang med at bygge om og bygge til og renovere. Men de gør regning uden vært.
Sergiu, der laver mange sorte penge på lyssky business, står klar med lån, og pludselig har byens borgere gæld til ham. Bramstrups sammenhold kommer under pres, loyaliteter skifter, og både den sønderjyske selvjustits og det sønderjyske kaffebord skal vise, hvad det er værd, ikke mindst da rumæneren møver sig ind på den hensygnende Bramstrup Kro, hvor H.C. Andersen ifølge lokalhistorien engang har overnattet (sjov detalje: i virkelighedens verden opholdt han sig to gange på godset Bramstrup på Fyn).
Lyder det som farce og slapstick? Det er farce og slapstick. Og villet charme. Hvis romanen har en nøglepassage, som det for alvor er værd at tænke over, er det Ernas opråb til bramstrupborgerne, da de er blevet svigtet af københavnerne og kongehuset:
”Da vi kom tilbage til Danmark i 1920, troede vi, at vi kom tilbage til vores fædreland. At alt ville blive godt. Men vi blev svigtet. Vi måtte klare os selv, og det må vi stadig. Og det kan vi også! Hvad har de danske politikere nogensinde gjort for os andet end at lukke vores rådhus og vores skoler. Vi har ikke brug for København!”
Hvis Erling Jepsens Sønderjylland lå i USA, ville det være en anti-government-stat beboet af paramilitære rednecks. Nu er det bare et småborgerligt og småanarkistisk dansk klondyke, hvor en fordomsfuld, lokalpatriotisk seperatisme hersker. Det stof kunne der givetvis være kommet en opsigtsvækkende roman ud af. Men når det hele går over stok og sten med løjer og grønlangkål, og der flimrer et socialsatirisk og folkekomisk skær over det hele, mister romanen bæreevne for sin egen kritik.
Erna og rumæneren nøjes derfor med at være en pikaresk og handlingsmættet historie med et dynamisk og snedigt plot, der tydeligvis er tænkt som film (Erna i krig er allerede på vej på lærredet med Trine Dyrholm i hovedrollen). Som roman: forceret, umorsom, anstrengt.