Spøgelsesbyen og den sorte sø

Weekendavisen den 29. maj 2020

Pandemi. Coronakrisen forløses som tekst og tanke i tre akutte bøger. Det handler om social ensomhed, rovdrift på klode og klima og magtens nye synlighed.

Denise Rose Hansen (red.): Tools for Extinction. 120 sider, 17 pund. Lolli Editions. // Paolo Giordano: I smittens tid. Vidnesbyrd fra pandemiens frontlinje. Med forord af Carsten Rahbek. På dansk ved Thomas Harder. 88 sider 100 kr. Klim. // Mikkel Thorup: Pandemiens tidsalder. Idéhistorier om vores lange nu. Gratis som e-bog på atlasmag.dk. Atlas.

En landsby i Dorset ligger øde og forladt hen. Engang inddrog militæret den til øvelsesterræn. Beboerne efterlod en seddel på kirkedøren: Pas godt på vores by til vi kommer igen. Men de kom aldrig igen. En kvinde bor over for en skole. Hun var vant til at vågne til lyden fra børnestemmer. Men nu vågner hun for tidligt. I avisen læser hun, at politiet har farvet søen sort.

Sådan kan man genfortælle et digt af den engelske forfatter Olivia Sudjic (f. 1988). Spøgelsesbyen i Dorset er virkelig nok. Tyneham blev evakueret under 2. Verdenskrig, nu er den et udflugtsmål. Og den sorte sø ligger i en gammel grusgrav. Normalt er vandet isblåt, men for at forhindre sammenstimlen ved søen, da England indførte coronakarantæne, farvede man vandet sort.

Med byen og søen som metaforer, reproducerer Olivia Sudjic den besynderlige stemning af dyster anomali og loyal tilpasningsdygtighed, der har præget os alle de seneste måneder. Mere skal der ikke til. Spørgsmålet er, om vi selv vender tilbage, og om søen bliver blå igen.

‘Metaphor’ er det litterære højdepunkt i en ny international antologi, Tools for Extinction, der er skrevet under de seneste måneders uvirkelighedsstemning under coronapandemi og lockdown. Bogen er en kompilering af krisetidstekster, som redaktøren, Denise Rose Hansen – dansk forlægger, der driver forlaget Lolli Editions fra London – har indhentet til den første (?) bog i sin genre. Man kan kalde det litterær akkvisition ud fra en tro på, at vi i forvirrede tider skal vende os mod kunsten.

Naja Marie Aidt bidrager med et fint digt, ‘Spring Report from Denmark’, der udtrykker en ægtefølt solidaritet med de ensomme og svage, de fattige og hjælpeløse. Digtet slutter med en konstatering af, at uligheden er lige så synlig, som virusen er usynlig. Der er både social anfægtelse og diskret angst i det gode digt.

Solidaritetsfølelsen får igen i en den vietnamesisk-amerikanske forfatter Vi Khi Naos novelle om Ashan, der så gerne vil være andre til gavn, men har svært ved at finde afsætning for sin hjælpevilje. Han spørger endda en gadeluder, om han skal hjælpe hende med at give blowjobs. Han spørger sin egen skraldespand, om den er lige så ulykkelig, som han selv er. Ashans fortvivlelse og desperation tager til, han er socialt udsultet og ensom, og han er ligeglad med smittefaren. Men han kan ikke bryde sin isolation. Måske skyldes det, at hele verden gennem tre årtier med internettet allerede er så vant til at være i hjemmekarantæne og holde social afstand.

Også Christina Hesselholdts korte tekst cirkler om en mands ultimative isolation. Men det er ikke pandemien, der skaber hans ensomhed. Som hos Vi Khi Nao er den sociale isolation dagens orden, som blot bliver tydeligere, netop fordi undtagelsessituationen ikke ændrer på status quo. Ikke desto mindre indtræffer en ny dødsbevidsthed, måske en dødsforventning, hvis ikke ligefrem en dødsforhåbning.

Den franske forfatter Jean-Baptiste Del Amo (f. 1981) mener, at en virus kan være en åbenbaring. Måske vil vi nu forstå, at vi plyndrer naturen. Covid-19 kom fra et marked i Wuhan, men vi kan ikke skyde al skyld på mennesker, der spiser flagermus og skældyr: ”Svineinfluenza kom fra svinefarme og slog hundredtusinder af mennesker ihjel. Fugleinfluenza kom fra fjerkræfarme. Og kogalskab kommer fra kvæg, der fodres med kød og benmel.”

Med andre ord: Mens vi beskylder kineserne og deres mærkelige madvaner for den globale pandemi, nærer vi en slange ved vores egen barm. For nogen lyder det nok som opdrejet hysteri, men vi bør læse det som et sidsteøjebliksudkald for en nødvendig civilisationskritik.

Samme stof er den italienske fysiker og forfatter Paolo Giordano inde på i sit akutessay I smittens tid. Et af bogens små kapitler lyder i al sin grusomhed:

”Verden er stadig et vidunderligt vildt sted. Vi bilder os ind, at vi har udforsket hver en krog af den, men der eksisterer mikrobeuniverser, som vi ikke har noget begreb om, og samspil mellem arterne, som vi slet ikke har forestillet os. Vores aggressivitet over for omgivelserne gør det mere og mere sandsynligt, at vi kommer i kontakt med disse nye patogener, som indtil for nylig bare passede sig selv i deres naturlige nicher. Afskovningen bringer os nærmere habitater, hvor vi ikke før har været til stede, og det samme gør urbaniseringen. Den accelererende udryddelse af mange dyrearter tvinger de bakterier, der levede i deres tarme, til at flytte andre steder hen. Intensivt dyrehold skaber vilkårlige vækstforhold, hvor bogstaveligt talt hvad som helst trives. Hvem ved, hvad sidste sommers kolossale brande i Amazonas slap løs? Hvem kan forudse følgerne af den seneste massedød af dyr i Australien? Mikroorganismer, som aldrig er blevet registreret af videnskaben, får måske akut brug for et nyt fædreland. Og findes der noget bedre sted at slå sig ned end os, som er så mange og vil blive stadig flere, som er så modtagelige og har så mange forbindelser og bevæger os overalt?”

Paolo Giordano skriver den slags på én gang filosofiske og koncise tekster, og som en pædagogisk matematiker med sans for det faktuelles lange linjer, konstaterer han tørt at, der stadig er 7,5 milliarder mennesker på kloden, som endnu ikke er smittede. Tænk over det potentiale for virusen.

Et tredje eksempel på coronakrisens forløsning som tekst og tanke, er idéhistorikeren Mikkel Thorups Pandemiens tidsalder. Idéhistorier om vores lange nu, der rummer en befriende klarsynet analyse af krisens langsigtede politiske konsekvens. Forfatteren ser nemlig pandemikrisen som den første tværpolitiske alarmisme. Alarmisme definerer han som en påstand om, at en krise er så ”eksistentiel og øjeblikkelig, at den kræver at blive løst inden for en undtagelsespolitik”. For højrefløjen gælder det normalt terrortruslen, for venstrefløjen klimakrisen. Men pandemien binder fløjene sammen:

”Regeringen er kommet uproblematisk igennem med en række hastelovgivninger, bruddet med normalen har været alment accepteret. Journalister har generelt været yderst påpasselige med at kritisere regeringens og myndighedernes ageren, men selv det at stille spørgsmål er i visse dele af folkedybet blevet anset for dybt upassende, hvis ikke endda decideret illegitimt. Når politikken bliver alarmistisk, bliver lovgivning accelereret, procedurer og kontroller bliver negligeret, mens kritik bliver utilstedelig og uenighed forræderisk.”

Men meget er sket, siden Mikkel Thorup skrev dette for få uger siden, og netop nu er Mette Frederiksen under angreb for overdreven alarmisme. Forfatteren frygter næppe heller dansk orbanisme eller oligarki, men:

”Hvis demokratiet tabes hos os, sker det ikke lige med ét på dramatisk vis, men bid for umærkelig bid, hver gang med et smil, en hjælpende hånd, en bemærkning om, at det er lidt smartere på den her måde, at vi ikke skal snakke mere, men bare handle.”

Som kriseresponsiv litteratur er de tre bøger ikke fri af den øjebliksbundethed, de er rundet af. Det er jo hele pointen: man skal kunne mærke uroen og åndepustet, når forfatterne føler, tænker og skriver i en akut kontekst. Men den slags bøger har samtidig en tendens til at ligne forvoksede kronikker (tro mig, jeg ved det, jeg har selv været medforfatter til en bog, der blev skrevet på tre uger under en anden slags krise), det er deres litterære natur.

Det ændrer ikke på, at der går en lige, læsværdig linje fra Olivia Sudjics lyrikmetafor om spøgelsesbyen og den sorte sø over Paolo Giordanos kobling af klimakrise og pandemitrussel til Mikkel Thorups analyse af den politiske magts nye synlighed, alarmismen og demokratiet.

For disse tre første bøger var inkubationstiden kort. De varsler den kommende tids coronalitteratur, hvor pandemien vil indtage en dominerende plads i fiktionen, filosofien, faglitteraturen og forskningen. Det er begyndt godt og til at få forstand af.