Weekendavisen den 8. oktober 2021
Ungdomsroman. Svensk humanitært-psykologisk romanportræt af suicidale flygtningebørn mister pointe i dansk oversættelse.
Elin Persson: De afghanske sønner. På dansk ved Martha Flyvholm Thode. 188 sider, 199,95 kr. Gutkind.
Nogen bør lave en bogudstilling, der viser den nyere indvandrings Danmarkshistorie fortalt gennem litteraturen for børn og unge – fra Leif Esper Andersens Fremmed (1975) til Sarah Engells Valget (2017) – for b&u-forfatterne har altid haft et godt øje til disse emners fortættede fletværk af dilemmaer om mennesker, magt og moral.
Mit kvalificerede gæt er, at sådan en udstilling vil vise en entydigt humanistisk og empatisk litteratur, og så kan man jo spørge sig selv, hvad det alt sammen har nyttet – men heldigvis skal man ikke vurdere litteraturen ud fra nogen nyttelogik – når nu pushbacks er dagens ret i Europa, og højteknologiske grænsehegn vinder nye tilhængere blandt forhenværende modstandere.
I den svenske socialantropolog Elin Perssons (f. 1992) De afghanske sønner – nomineret til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris 2021, der uddeles i næste måned – træder vi med fortælleren Rebecka ind på en døgninstitution for uledsagede flygtningebørn, hvor hun skal arbejde efter studentereksamen og før studiestart.
Som kontaktperson for tre afghanske drenge passer Rebecka sine praktiske pligter. Alt skal noteres i journalen, fra dagens planlagte aktiviteter over beboernes medicinforbrug til deres følelsesudsving. Kun i særlige tilfælde undlader Rebecka, at føre journalen ajour, for eksempel da Ahmed kravler op og gemmer sig på husets tag, efter at han har fået afslag på asyl. Senere bryder han sammen og bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Næste morgen spørger Hamid, hvordan Ahmed har det:
”Det ved jeg ikke, siger jeg. Jeg fik ikke lov til at se ham. Hvorfor? spørger han, og jeg forklarer, at man i Sverige sommetider bliver nødt til at være familie for at få lov til at besøge nogen inden for sundhedsvæsenet, mor eller søster for eksempel. Vi har ingen familie, siger Zaher. Hvem skal besøge os? Vi er Afghanistans sønner.”
De afghanske sønner er oversat af Martha Flyvholm Thode, der selv skriver romaner for unge. I det store hele er oversættelsen velskabt, men en håndfuld fejl afslører en manglende fortrolighed med vort vanskelige nabosprog.
Små eksempler på mislydende svedismer i oversættelsen er ”at slå numrene ind på telefonen”, ”ryster hans hænder”, ”barnekonventionen” og ”fået sparket”, ligesom en ”djævelsk afrikaner” (jävla) retteligt burde være oversat til ”skide”, ”forbandet” eller ”satans”.
Men værre er en akavet sætning fra romanens åbning, hvor Rebecka tænker tilbage på et spørgsmål, hun fik til ansættelsessamtalen: ”Hvordan ville du reagere, hvis du åbnede døren til en ungdom, som bare hang?”
Hvad betyder det, ”en ungdom som bare hang”? På svensk betyder ”ungdom” ganske rigtigt ”ungdom”, men i dette tilfælde betyder det ”en ung person”, hvilket jo straks gør sætningen mere korrekt og konkret.
Men hvad betyder så ”som bare hang”? Jeg har tjekket den svenske udgave, hvor der står: ”Hur skulle du reagere om du öppnade dörren till en ungdom och den bare hängde där?”, og jeg er bange for, at det ikke handler om at hænge ud, men om at hænge og dingle. Det chefen spørger om, er slet og ret, hvordan Rebecka vil reagere, hvis hun opdager en beboer, der har forsøgt at begå selvmord.
Naturligvis placerer Elin Persson ikke sådan et spørgsmål i romanens anslag uden hensigt, og i slutningen kommer Rebecka også ud for et selvmordsforsøg. Chefens spørgsmål var altså en slags fatalistisk forudsigelse af institutionens indbyggede tragedie. Og da Rebecka besvarer spørgsmålet med et nyt spørgsmål, ”Hvad burde jeg gøre?”, er chefen tilfreds: ”Det er et godt svar, det viser, at du
arbejder efter instrukser.”
Åbningsscenen, som desværre går tabt på dansk, handler altså på den ene side om de suicidale flygtningenedrenge og på den anden side om systemet, der beskytter sig selv mod al for megen menneskelighed.
De afghanske sønner er et humanitært-psykologisk portræt i romanform. Uden at være politisk litteratur, placerer den sig roligt i opposition til tidsånden med sin insisterende, sympatiske indlevelse i drengenes liv. De lavmælt beskrevne tragedier rammer ofte renest, og Elin Persson slår hårdt fra sig med denne fine roman.