Weekendavisen den 29. oktober 2021
Mission fuldført. Kim Leine afslutter sit storværk om Grønland og Danmark.
Kim Leine: Efter åndemaneren. 736 sider. 299,95 kr. Roman. Gyldendal.
En forårsdag i 1882 plyndrer to brødre i nattens mørke en grav på kirkegården ved den lille bygd Alluitsup Paa, Sydprøven. I kisten ligger det nærmest mumificerede lig af den ene mands kone – og en bunke guldmalm: ”Idet de løfter bylten op, revner ligklædet, liget går over på midten, og knogler og ubestemmelige klumper vælter ud på jorden.”
Så er vi i gang. Med Efter åndemaneren fuldbringer Kim Leine det, han selv kalder sin ”missionstrilogi”, de store historiske Grønlandsromaner, der begyndte med Profeterne i Evighedsfjorden (2012), som foregik i 1790’erne og fortsatte med Rød mand/Sort mand (2018), der sprang tilbage til 1720’erne, inden vi med dagens bog er fremme i 1880’erne med udstråling til 1953.
Historien om guldet er en fin åre, der løber som et kriminalistisk spor gennem hele romanen. Jeg skal nok lade være med at røbe sagens detaljer, men så meget vil jeg dog sige: Guldfundet har forbindelser til en uhyggelig mennesketrafik mellem Kryolitminen i Ivittuut og bygden, og sporet fører ad kringlede veje til en præstegård og et advokatkontor i København, hvor en ung grønlænder strander i midten af 1880’erne.
Jens er blevet sendt til Danmark, hvor han forventer at hans far tager imod ham. Men nej. Faren dukker ikke op, men Jens kan ikke få at vide, hvor han er. En flamboyant embedsmand fra indenrigsministeriet tager sig af ham og introducerer ham til byens forlystelsesliv og litterære bohemer som Holger Drachmann og Herman Bang.
Jens og Herman Bang bliver venner, men København er et ubarmhjertigt sted for de håbløse slægter, og forfatteren må fordufte til Berlin. Da deres fælles ven og Jens’ velynder fra indenrigsministeriet bliver taget i en razzia på værtshuset Jernskruen, hvor byens homoseksuelle mænd mødes, ender det fatalt.
En kendt person i datidens homoseksuelle miljø var forfatteren Martin Kok (1850-1942), der træder ind i Kim Leines roman som et falleret talent med en anløben moral. Engang havde han ry for at være det borgerlige Danmarks nationalskjald, men i dag skal man slå op i den store glemmebog for at finde spor af ham (men faktisk skrev professor Poul Duedahl om ham her i BØGER for bare halvandet år siden, og netop Poul Duedahl får en særlig tak for uvurderlig hjælp af Kim Leine).
I Efter åndemaneren har Martin Koks onkel, pastor Chresten Kok fra Garnisonskirken, en uigennemskuelig betydning for Jens, og i hans præstegård i Bredgade kulminerer den sag, der begyndte med opgravningen af guldet på kirkegården i Sydprøven. Uden at give noget af plottet væk, kan jeg sige, at guldet fra Grønlands indre på én gang bliver et samlende symbol på udbytning af land og mennesker – og på skyld og skam.
Mens guldhistorien er ramasjang for forfatterens egen regning, digter øvrige dele af romanen videre på historisk korrekte begivenheder og autentiske personer, som Kim Leine fortolker frit, især kateketen Hanseeraq og løjtnant Gustav Holm, der begge var med i den etnografiske Konebådsekspedition langs Grønlands østkyst 1883-85. Ekspeditionen skulle opmåle, beskrive og indsamle data og genstande fra de egne, hvor ingen god kristen hidtil havde sat sin fod, og den skulle undersøge, om der var basis for at etablere den første ny koloni i hundrede år. Da Gustav Holm bliver spurgt om ikke det var bedre at lade de vilde være i fred, svarer han: ”Civilisationen vil frem.”
Blandt romanens tildigtede personer er Sara, en ung og gæv kvinde, datter af kateketen, kusine til Jens, og på mange måder det nav, som romanen drejer sig om. I et dagbogsnotat skriver hun ildløs i bygden:
”Ild gør altid folk ængstelige. Ilden er det vi lærte at tæmme engang, og bragte ind i vores hjem og gjorde til en træl, men nu og da vender den sig mod os, gør oprør, vil dræbe os. Alle, jeg selv ikke mindst, kender til mennesker, der er omkommet i husbrande. Alle og enhver har tit nok siden barndommen hørt præster advare mod helvedes luer, så denne anger sidder dybt i folk.”
Den altfortærende brand er et symbolmotiv som Kim Leine har ladet flamme gennem hele trilogien, og branden i bygden spejler den store scene fra Københavns brand i Profeterne i Evighedsfjorden.
Passagen er eksemplarisk for Kim Leines samtænkning af natur, kultur og religion. Men han er lige så meget Københavnerforfatter som Grønlandsforfatter, og personligt holder jeg mest af missionstrilogiens danske bymiljøer, denne gang fra en tid, hvor voldene sløjfes og brokvarternes anlægges. Det vil faktisk være muligt at gå en topografisk tur i romanens fodspor fra indre by til det historisk autentiske grønlænderherberg på Kalkbrænderivej nuværende Nordre Frihavnsgade) og videre til villaen på Nørrebrogade, hvor Jens finder en beskytter hos den ældre øjenlæge Valdemar Krohn, der nyder unge drenges selskab og er leveringsdygtig i kokain og opium. Intet menneskeligt er Kim Leine fremmed, og hans portræt af den fortabte Jens, der finder sjælelig varme og kropslig nydelse hos de udstødte mænd, er skildret med stærk omsorgsfuldhed.
Svagest i billedet står romanen, når den forlader 1800-tallet. I et par sene klip er vi fremme i 1953, hvor lægen Rufus Holm træder ind på scenen. Han har sit fornavn af en årsag. Rufus betyder rød på latin, og han er flammende rødhåret, ligesom en af romanens grønlandske hovedskikkelser. Nu falder brikkerne på plads, og selvom det er det, vi vel har ventet på, bliver den genealogisk redegørende omhyggelighed en smule uforløst.
Kim Leine blander det historisk faktuelle med fiktionalisering og fri fortælleglæde, men hvad der er autentisk og hvad, der er digtet, skal man ikke afveje for nøje, i så fald får man med forfatteren at bestille. Hør bare hvordan han udfordrer trættekære litterater i romanens efterord, der er en mikstur af praktisk og polemisk: ”En roman er et vildnis af fantasi og virkelighed (…) Hvis du, kære læser, synes at det er evig interessant at skelne de to fra hinanden, vil jeg henvise dig til et nærliggende fakultet hvor horder af dine ligesindede i dette øjeblik sidder dybt begravet i båndsalaten og forsøger at rede trådene ud.”
Nå, nå. Det er vel forskningens opgave af forstå og fortolke litteraturen – på samme måde som det er forfatterens privilegium at gå på rov i historien og vride den efter forgodtbefindende. Det er derfor helt relevant at begrave sig i båndsalaten, og jeg forstår ikke, hvorfor den ellers så generøse Kim Leine skal ironisere over dem, der måtte forske i hans forfatterskab litterære metode.
Med de tre overflodsromaner har Kim Leine skrevet en storstilet faktafiktiv fremstilling af mennesker og begivenheder, der har formet forholdet mellem Danmark og Grønland, siden norske Hans Egede under dobbeltmonarkiet etablerede missionsstation for at omvende hedningene og finde de gamle nordboere, som stadig måtte leve deroppe i papistisk vildfarelse.
Som motto for Efter åndemanerne har Kim Leine sat det berømte citat af Rudyard Kipling om, at øst er øst og vest er vest, og aldrig skal de to mødes. Man kan jo vælge at læse det som en højaktuel kolonihistoriepolitisk hentydning, men på den anden side er Kim Leine ikke en politisk forfatter. Omvendt kan man spørge den identitetspolitiske patrulje, om det er ok, at en norsk-dansk forfatter udlægger grønlændernes historie og sjæl.
Kim Leine er en litterær åndemaner, der altid prioriterer fortællingens frihed, og Profeterne i Evighedsfjorden, Rød mand/Sort mand og Efter åndemaneren er et vildt og storartet romanværk, der stiller sig i forlængelse af Thorkild Hansens mesterlige slavetrilogi fra Dansk Vestindien og Jakob Ejersbos stærke Afrika-trilogi. Mission fuldført.