Weekendavisen den 26. marts 2021
Strejftog. Endelig bliver der slået litterær bro til Australien med en skrækindjagende syndsfortælling af en tasmansk gyser om imperiets mordmissioner.
Rohan Wilson: Menneskejægerne. 272 sider, 300 kr. Oversat af Poul Bratbjerg Hansen. Forlaget Feldtfos.
For nylig så jeg en liste over Australiens ti største nulevende forfattere, og jeg må med skam melde, at jeg kun kendte en enkelt eller to. At J.M. Coetzee, der vandt Nobelprisen i 2003, er emigreret fra Sydafrika og nu er australsk statsborger, anede jeg heller ikke.
Litterært set er Australien temmelig underrapporteret herhjemme. Hverken Patrick White, der modtog Nobelprisen i 1973, eller Gerald Murnane, som Det Svenske Akademi siges at have et godt øje til nu, ville findes på dansk, havde det ikke været for særlige ildsjæle i mikroforlæggeriet. For nylig kom heldigvis Gerald Murnanes Sletterne, en mærkelig ædelsten af en roman (udgivet på dansk af forlaget THP).
Og nu introduceres endnu en interessant australsk forfatter. Denne gang af forlæggeren og biblioteksformidleren Søren Feldtfos, der interesserer sig for overset skønlitteratur. For et par år siden udgav han australske Joan Lindsays besættende klassiker Udflugt til Hanging Rock, og nu kommer Rohan Wilsons dunkle og drabelige debutroman, Menneskejægerne (2011), der udspiller sig i 1828 på Tasmanien, øen ud for Melbourne ved den australske sydspids, hvor forfatteren selv bor.
I første halvdel af 1800-tallet blev øen – dengang under navnet Van Diemen’s Land, navnet Tasmanien er først fra 1855 – anvendt som fangekoloni for tusindvis af eksporterede engelske straffefanger. De fik stillet jord og frihed i udsigt, hvis de slog aboriginerne ihjel, og i Menneskejægerne skildrer Rohan Wilson de britiske kolonisatorers skånselsløs klapjagt på den oprindelige befolkning, kendt som The Black War.
Med forlæg i historisk autenticitet (og baseret på research fra forfatterens eget universitetsspeciale) følger vi en bande af mordere og lykkejægere, der i 1828 vandrer ud i ødemarken for at hærge og dræbe. Selskabet ledes af den professionelle dusørjæger John Batman og består i øvrigt af et par straffefanger, et par indfødte sporhunde fra kontinentet, og Black Bill, en sort vandemonianer, der er vokset op blandt hvide, og nu bor nu sammen med sin gravide kone på en lille farm.
Ved romanens begyndelse afviser Black Bill en alliance med aboriginernes legendariske høvding Manalargena, og lader sig i stedet hverve af John Batman. Manalargena fordømmer Black Bill og forudser, at han ikke bare forråder sin klan, men også kommer til at forråde sig selv. Hvis man aner at farens skyld sikkert vil nedarves til barnet i morens mave, aner man ret.
Rent narrativt har romanen ikke det store at byde på, og det er en grum kvalitet. Det hele ligger i titlen, som på engelsk er markant underdramatiseret: The Roving Party. De omstrejfende, betyder det vel. Men den danske titel, Menneskejægerne, betoner strejftogets formål: at opspore og udrydde de satans indfødte. Her er intet plot nødig, kun den grusomt udpenslede skildring af blind blodtørst.
Rohan Wilson opholder sig ikke meget ved den hvide bandes indre liv. Deres racistiske forråelse er så dyb, at de er hinsides al etik, og det er påfaldende, at romanens egentlige konflikt ikke står mellem den hvide dusørjæger og aboriginernes leder, men mellem denne mytiske og mystiske Manalargena og renegaten Black Bill, der har pådraget sig ”den hvide syge” og må beholde den sorg, som han fortjener, som høvdingen formulerer det.
Menneskejægerne er beslægtet med Cormac McCarthys Blodets meridian – dog uden at nå helt samme litterære niveau – der foregår stort set samtidig, blot med Mexicos oprindelige befolkning som ofre for amerikanernes blodridt gennem landskaberne.
En anden litterær inspiration kan føres tilbage til elfenbenshandler Kurtz’ replik i Joseph Conrads Mørkets hjerte: ”Exterminate all the brutes”. Udryd de sataner. Det er summen af europæisk logik.
Rohan Wilson har skrevet en skrækindjagende og rystende syndsfortælling om vores civilisations umenneskelighed og racistiske massakrer ude i kolonierne. Det kan man roligt kalde en roman til tiden.