Weekendavisen den 26. februar 2021
Grotesker. Jens Blendstrup lægger en løgn ind mellem ilden og træværket i nye noveller, der desværre lider under fantasiens overophedning.
Jens Blendstrup: Sorgens balalajka. Roman 272 sider, 299,95 kr. People’s.
Så er Jens Blendstrup tilbage med tyve nye novellegrotesker, hvor det trygge nedkæmpes af det sære, og det harmonisøgende forvandles til et splintret spejl. Sorgens balalajka rummer – karakteristisk for forfatterskabet – noget af det mest udprægede fjolleri, som dansk litteratur kan byde på i disse år. Nogen synes at det er lårklaskende sjovt, andre stikker et blasert stenfjæs op. Jeg hører desværre til den sidste gruppe. Men jeg forsøger at se bagom mine idiosynkrasier og møde novellernes essentielle budskaber. For selvom Jens Blendstrup nok er dansk litteraturs muntre søn, har hans gøglerier bestemt en seriøs baggrund.
I ‘Manden med jollen’ finder vi, mener jeg, samlingens samlende pointe. En midaldrende mand, Bo, dukker en dag op i Egå Marina Sejlklub. Hans kone mener at han er passiv-aggressiv og bør sejle til Sverige og opsøge samekulturen: ”Hun siger at jeg vil have godt af at stå mellem to rensdyr og føle deres varme.”
I de næste tolv år holder Bo sig for sig selv i sejlklubben, nærmest uden at forlade havnen. Men en dag skubber han sin jolle i vandet og sejler ud af Aarhus Bugt på en tur, der skal komme til at tage seksten år.
Da Bo runder Nordvestpassagen er hans lille optimistjolle iset godt til. Han føler sig som et barnemumie i kulden, og er nær ”den yderste menneskelige pynt hvorfra der kun er glemsel”. Så slår lynet slog ned og antænder et bål midtskibs: ”Den lille båd var på en eller anden måde blevet hærdet. I hvert fald lykkedes det ham at holde bålet i live uden at brænde hul i bådens bund. Hemmeligheden, tænkte han, er at lægge løgn ind mellem ild og træværk hvorved der fores en virkelighed, og man ikke ved om det man ser, er sandt eller pure opspind.”
Netop mellem sandhed og opspind – mellem realisme og det fantasmagoriske – befinder Jens Blendstrups noveller sig. Der er hele tiden en transformation under udvikling, måske fra uskyld til uskyldstab, måske fra selvbedrag til selvindsigt, måske en frigørende skilsmisse, en maskering eller en virkelighedsflugt.
Samlingen begynder og slutter i barndomslandet. Først trænger to drenge ind i en villa, hvor der bor en dame, som fanger mennesker og støber dem i porcelæn, og til sidst – i den godt tænkte og sentimentalt sære ‘De vender hjem’ – møder vi en gruppe gamle mennesker, der leger dåseskjul på den vej, de boede på som børn. I begge noveller finder vi igen en løgn lagt ind mellem ilden og træværket.
Bedst i samlingen er utvivlsomt ‘Det sidste hjerte’, der åbner med en konstatering: ”Det er 400 år siden de fjernede det sidste ægte hjerte på en færdselsbetjent der var kommet til skade i trafikken.” Og umiddelbart efter kommer novellesamlingens smukkeste og mest foruroligende sætning: ”Jubilæumsfly overflyver døgnet rundt himlen med lovprisninger af det hjerteløse samfund.”
‘Det sidste hjerte’ fortælles af rigsantikvar Dion Ditmar i år 2233. Demokratiet er afskaffet efter Den Europæiske Genrejsning, hvor politikerne blev interneret på en sinepeststation ved Lolland. Nu lever man med kunstige hjerter, som alle får implanteret som 4-årig: ”Blåt som dreng. Rødt som pige. Og gult for dem der ikke kunne vælge køn”. Men rigsantikvaren har en nostalgisk drøm om at grundlægge en ny civilisation med ægte urolige hjerter, og om selv at dø en naturlig død: ”Trækker patienten vejret? Slår hans hjerte?”
Denne novelle om det hjerteløse samfund er en lille guldgrube af sjæl og symbolik, stringent komponeret og med den der rørende dybde, som man kender fra sagtmodig og forsigtig optimistisk science fiction, ikke mindst slutningen på Ray Bradburys bogbrænderroman.
I ‘Det sidste hjerte’ finder Jens Blendstrup endelig den ideelle balance mellem allegori og pointe. Men desværre lider resten af bogen under en lige lovligt overophedet og umættelig fantasi, som er mere anstrengt, end morsom.