Weekendavisen den 8. januar 2021
Trilogi. Den svenske supersucces om Jana Kippo er fuld af action og seksuel og religiøs fortræd. Men tung og træls.
Karin Smirnoff: Jeg tog ned til bror. 336 sider, 300 kr. og Vi tog op med mor. 384 sider, 300 kr. Begge oversat af Birgitte Steffen Nielsen. C&K Politikens Forlag.
Ved en af litteraturens uforudsigelige lunefuldheder er den debuterende forfatter Karin Smirnoffs tre romaner om Jana Kippo fra Smalånger – Jeg tog ned til bror (2018), Vi tog op med mor (2019) og Sen for jag hem (2020), som endnu ikke er oversat til dansk – blevet en stormende supersucces i Sverige med et salg på over en halv million bøger.
De tre romaner har alle træk af misery memory og autofiktion, men er det ikke. Man kunne ellers nemt forledes til at tro, at Karin Smirnoff skriver om egne oplevelser med vold, incest og generel menneskelig misvækst i den nordsvenske lilleby, men handlingen er lige så fiktiv, som lokaliteten Smalånger.
Jana og hendes tvillingebror Bror er vokset op med en kuet mor og en alkoholiseret skid af en far. Trusler, vold og incest hørte til dagens orden. Da Jana hugger en høtyv i farens mave, får familien fred i en periode, men tyrannen kommer sig, og Bror er nødt til at forsvare sin søster ved at kløve farens hovedskal med en spade.
Med den voksne Janas hjemvenden til udørken Smalånger følger vi overomhyggeligt afdækningen af byens dunkle og lyssky forhold, hvor folkesladderen altid går forrest. Her er et vrimmel af indavl, vold, brand, overgreb, voldtægt og fortræd, inklusive mystriet om en dødfunden kvinde, der havde været landsbymændenes allemandseje, og i Vi tog op til mor strammes skruen med et klart og koldt portræt af en fundamentalistisk kristensekt, der virker ved gudsfrygt, bønner, seksuel vold, social kontrol og udstødelse fra fællesskabet under ledelse af en både sjæleligt og kødeligt depraveret voldtægtspræst, der låner træk af pastor Vergérus fra Fanny og Aleksander.
Karin Smirnoff har truffet nogle sprogvalg, som sandsynligvis er tænkt kontroversielt og kunstnerisk. Konsekvent begynder alle egenavne med små begyndelsesbogstaver (på nær efter et punktum), og alle personnavne står uden mellemrum mellem fornavn og efternavn, altså karinsmirnoff i stedet for Karin Smirnoff. Spørg mig ikke hvorfor.
Som endnu en motivløs fix idé sætter forfatteren desuden ikke et eneste komma, heller ikke ved opremsninger. Det kan skabe en forbigående desorientering, men hensigten fortoner sig. Men den værste mislyd skyldes ikke forfatteren, men oversætteren. Birgitte Steffen Nielsen, som ellers har perfekt styr på sit sprog og romanens stof, har truffet et besynderligt valg med oversættelsen af originalens ‘fadren’ og ‘modren’, som ikke bliver til ‘faderen’ og ‘moderen’, men ulogisk fastholdes som ‘fadren’ og ‘modren’. Det skaber en irriterende læseforstyrrelse, for hvordan skal det udtales? I lydbogen siger oplæseren da også ‘faderen’ og ‘moderen’.
At trilogien har grebet så mange om hjertet, vundet priser og nu naturligvis skal filmatiseres, vidner vel om et bredt behov for trodsig opposition på realismens grund. Jana Kippo er da også en gæv, handlekraftig, fandenivoldsk og sårbar og uhyre menneskelig kvinde med et varmt bankende humanistisk hjerte blandt fundamentalismens kolde kynikere.
Der er en knivspids af Lisbeth Salanders overlevelsesinstinkt i Jana Kippo, og vel også af hendes hævngerrighed. Så meget desto mere foruroligende er det, at hun når denne konklusion om sin far:
”Han elskede mig på den eneste måde han kendte til og jeg vil sige til hans grav næste gang jeg ser den at jeg aldrig tilgiver ham men forstår at der var en åben afkrog i hans lukkede hjerte. Og jeg var den eneste den afkrog elskede. Jeg så det i hans øjne da han lå på mig og bror kløvede hans hoved med en spade.”
Karin Smirnoffs første romaner om Jana Kippo er præget af stærk idérigdom og masser af action, men usikker dosering af det narrative. En overflødig og umotiveret kunstlet sprogbehandling gør desuden Jeg tog ned til bror og Vi tog op med mor til tung og træls læsning.