Weekendavisen den 9. april 2021
Monopol. Anne Elisabeth Jessens sociale kollektivroman om mennesker i et mediehus er en pele-mele-roman, der både rummer det ægte autentiske og det frit fiktive.
Anna Elisabeth Jessen: Huset, 428 sider, 299,95 kr. Roman. Gyldendal.
Da Tom Kristensen i 1930 havde udgivet Hærværk, den prægtige roman om livet i og omkring bladhuset Politiken, hvor han var kritiker, blev han vinket ind på hjørnekontoret: ”Åh, Kristensen,” sagde chefredaktør Valdemar Koppel: ”Næste gang, De har noget at klage over, så sig det lige til mig, før De skriver en hel roman om det”.
Jeg kom til at tænke på anekdoten – som måske oven i købet er sand? – da jeg læste Anna Elisabeth Jessens roman Huset. Ikke fordi jeg vil hverken sidestille eller sammenligne Huset og Hærværk, som litterært set er adskilte planeter, men fordi Anna Elisabeth Jessen også har skrevet en desillusioneret arbejdspladsroman baseret på selvoplevelser fra en betydningsfuldt mediehus med høj cigarføring, nemlig hele Danmarks Radio.
Romanen følger en flok mennesker fra slutningen af 60’erne til nutiden. De er alle ansat i Huset, og især monopolets helte vil kunne genkende sig selv eller deres kolleger. Andre læsere vil have mest gensynsglæde med Sonja fra Saxogade (en rørende baggrundshistorie om børneserien om pigen fra Vesterbro), et ikke ukærligt portræt af Erhard Jacobsen og hans opgør med de røde lejesvende, en skildring af Jørn Hjorting og hans ringeagtede folkelighed (man aner en vis fortrydelse) og senere en ramsaltet satire over generaldirektør Kenneth Plummer (man aner ingen fortrydelse overhovedet).
Anna Elisabeth Jessen sagde i et interview her i avisen i januar, at hendes roman er en forfaldshistorie, og det prædikat har både Mennesker og medier på P1, Jyllands-Posten og Berlingske lydigt adopteret i deres omtaler og anmeldelser. Men det passer ikke. Huset er snarere en forandringshistorie. Samfundet forandrer sig, og med det institutionen. Som det hedder om Lasse (modelleret over radiodirektør m.m. Leif Lønsmann), der som den første indser, at Huset skal forandre sig og lave radio til folket, ikke til eliten, ellers overlever det ikke:
”Lasse kan sin Habermas, offentlighedsteorien om det private, det offentlige, det politiske og det kunstneriske. Der skal ske overskridelser mellem de forskellige sfærer, ellers får man ikke fat i den almindelige dansker, der skal opfatte radioen som sin ven, sin underholder, sin oplyser. Public service eller folkets tjener. Det kan de andre kommercielle stationer ikke hamle op med. ”
Huset bliver altså et sindbillede på de ændringer, der har præget os alle, og romanens bagsidetekst konstaterer det selv: ”Alting er under opbrud, samfundet, dannelsesbegrebet og kernefamilien.”
Hvis Huset fortæller noget interessant om forfald og forandring, handler det imidlertid ikke om DR som sådan, men om hvordan vi kan opfatte en dominerende medieinstitution – eller et hvilket som helst gammelt gammelt traditionsbundet hus, fra Buddenbrooks i Thomas Manns roman af samme navn til Kejserboderne i H.C. Branners Legetøj – som et produkt af en tidsånd, der evigt ændrer karakter. Hvis forandring altid er det samme som forfald, er alt jo forfald for det nostalgiske blik. Som Kierkegaard vistnok har sagt: ”Alle vil have udvikling, men ingen vil have forandringer.”
Når Huset beskriver de stille dramaer med magtkampene på arbejdspladsen og i privatlivet, fungerer den helt udmærket. Men når der skrues op for spændingen – blandt andet med et par voldsomme dødsfald (én hund, én mand) og en kidnapning (Jeppe Nybroes sag) – virker det inkongruent i forhold til den lavmælte stil og tone.
Anna Elisabeth Jessen har mange års medarbejderskab i DR bag sig (jeg selv har været der som freelancer de seneste 13 år, men aldrig som ansat), og hendes sarkastiske blik er, tror jeg, rundet af en slags sorg over udvandingen af den pionerkultur, hun selv oplevede som ung medarbejder i de gode gamle monopoldage, længe før moderne management og åndløse strategier. Af det opstår så en pærevællingroman, der både rummer det ægte autentiske og det frit fiktive. Det er lige efter bogen.
Nu fulgte Anne Elisabeth Jessen ikke Valdemar Koppels råd til Tom Kristensen. Hun skrev en roman i stedet for at kigge ind til chefen (eller til en af de mellemledere, romanen satiriserer imod), og godt for det. Nok er Huset ikke Hærværk. Og nok er Jessen ikke Kristensen. Men som kollektivhistoriefortæller med sans for karakterernes lange udviklingslinjer, er hun nu ret gedigen. Når hun er bedst, minder hendes stil lidt om stilisten Dea Trier Mørchs prunkløse prosa.