Weekendavisen den 13. august 2021.
Roman. Karen Strandbygaard ofrer sin problemromans vigtige pointe på det platte choks alter.
Karen Strandbygaard: Noget du ikke ved om længsel. Roman. 300 sider, 249,95 kr. People’s.
At ufrivillig barnløshed – og alt hvad det medfører af inseminering og håb, fosterdød og sorg – kan slide voldsomt på et ungt pars fysiske og mentale helse, er der ingen tvivl om, og for alle med disse barske erfaringer, vil Karen Strandbygaards roman Noget du ikke ved om længsel måske give en følelse af trøst og skæbnefællesskab.
Dermed er meget jo vundet. I hvert fald helt frem til romanens fatale slutning, hvor forfatteren desværre sætter sin psykologiske problemromans mange kvaliteter på spil – og over styr. Det vender jeg tilbage til.
Maria er kemiker med gode karriereudsigter. Da hun og kæresten David planlægger at få et barn, forventer hun, at alt vil forløbe problemfrit. Men på et tidspunkt må parret indse, at lykken er lunefuld, graviditeten udebliver, uanset hvor cyklusplanlagt deres sexliv er. De er hverken gennemsnitlige eller indenfor normalen.
Da parret kommer i fertilitetsbehandling, og Maria rent faktisk bliver gravid, bliver hun grebet af lettelse og lykke, men kun kortvarigt, for fosteret går til. Hun er nu 33 år og mærker det biologiske urs ubønhørlige gang.
Maria graviditetsbesættelse slider både på karrieren og parforholdet. Hun tør ikke fortælle chefen sandheden, og vikler sig ind i en række løgne, mens hun researcher fertilitetsbehandling og uafbrudt følger hvad andre par skriver på Instagram om erfaringer med fertilitetsbehandlinger. Hvad skulle hun gøre uden Katy fra New York, Delphine fra Lyon, Kerry fra Florida, Sherri fra New Jersey, Nelly i Brisbane, Tara fra Wales?
David kan ikke leve op til Marias forventninger, og da han begynder at vakle, bliver hun vred:
”Maria har engang læst, at angst og vrede er almindelige bivirkninger ved fertilitetsbehandling. De burde tilføje hævnlyst. De burde skrive det på sprøjterne, på pakkerne med gammel urin, på døren ind til klinikken, så man er forberedt. Hævnlyst er en helt almindelig bivirkning. ‘Vi indgik en pagt, siger hun. ‘Vi blev forelskede. Det er noget andet,’ siger han.”
Det, der var kærlighed, bliver til konflikt. Det, der var håbefuldhed, bliver til hævntørst. Og den længsel, som den ufrivilligt ikke-gravide ikke-mor føler, kan ingen dele med hende. Det er parforholdets ultimative test.
Karen Strandbygaard tilføjer gennem hele romanen fint afstemte detaljer til billedet af en kvinde i frit fald, begyndende med Marias insisterende indretning af barneværelset. Disse empatifremkaldende scener bygger op til et crescendo, hvor Maria bruger naboens lille søn som surrogat for hendes eget ikke-eksisterende barn. Det er skildret med en skræmmende diskret desperation.
Men når det er sagt, er jeg nødt til at sige fra overfor romanens overflødigt voldsomme ramme, der devaluerer fortællingens ellers så omsorgsfulde portræt af en kompetent kvinde, der mister grebet om sig selv.
Før første kapitel står en lille tekst på ti linjer, som antyder at noget dramatisk er sket. Begyndelsen lyder: ”Da Maria endelig ser op, er det blevet mørkt. Hun folder fingrene ud en efter en og lader bronzefiguren falde til gulvet, hvor den rammer betonen med et kort smæld efterfulgt af den syngende lyd af jern.”
Trehundrede sider senere, på romanens allersidste side, får vi at vide, hvad Maria har brugt bronzefiguren til (jeg har overvejet om jeg skulle plotspoile, men jeg vælger at lade være). Hvad gør en desperat kvinde, der har mistet muligheden for at føde et barn, og som må kanalisere sin skuffelse og vrede et sted hen? Hvor radikal en hævnhandling vil hun møde den mand, som inkarnerer hendes livs skuffelse, med?
Her, hvor det allermest gælder, mister Karen Strandbygaard grebet om sin historie, og romanens psykologiske pointe bliver ofret på det platte choks alter. Det føles som et forræderi, både mod romanens læsere og – endnu værre – mod Maria, der havde så høje håb, men både mistede det hun havde og det hun aldrig fik.