Weekendavisen den 29. oktober 2021
Gennembrud. For 150 år siden, den 3. november 1871, holdt Georg Brandes den første af en række litterære forelæsninger, der for altid forandrede den danske debat. Hans ukendte ungdomsdigte kaster lys over projektet.
Natten mellem den 9. og 10. januar 1871. På et prøjsisk hospital i Rom ligger den 28-årige danske litterat Georg Brandes. På en europæisk dannelsesrejse har han pådraget sig en voldsom tyfus, som i sygdommens første dage truede ham på livet. Nu er der gået et par måneder, og selvom hospitalet er usselt, er han ved at fatte mod, ikke mindst fordi et brev fra selveste Henrik Ibsen er nået frem til ham.
Den norske dramatiker skriver om de store politiske omvæltninger, der finder sted i Europa, hvor Frankrig og det Preussiske forbund ligger i krig (ugen efter at Henrik Ibsen brev når frem til Rom, proklameres det tyske kejserrige): ”Hej, hvor ideerne da vil ramle rundt omkring os! Og det kan sandelig også være på tide.”
Men det er ikke fra politikerne, de nødvendige forandringer skal komme. Henrik Ibsen har ikke fidus til de mennesker, ”der kun vil specialrevolutioner, revolutioner i det ydre, i det politiske”. Den slags, fnyser han, er kun pilleri. Og så lægger han ansvaret for den intellektuelle verdensrevolution i skødet på Georg Brandes: ”Hvad det gælder er menneskeåndens revoltering, og der skal De være en af dem, som går i spidsen.”
Det giver et gib i Georg Brandes. Vel har han høje tanker om sig selv, og vel kribler det i ham for at ægge og ærgre alle de reaktionære stivstikkere derhjemme. Men skal han virkelig spydspids i menneskeåndens revoltering? Han læser brevet igen. Budskabet er ikke til at tage fejl af. Men heldigvis er Henrik Ibsen omsorgsfuld: ”Men først skal De få feberen fra halsen. Deres hengivne ven.”
Georg Brandes rækker ud efter sin notesbog, og mens januarnatten langsomt bliver til morgengry, skriver han i et anfald af nyt livsmod, et digt: ‘Til Henrik Ibsen’:
Ja, jeg var ung, da jeg efter en lang
pinlig og trøstesløs Tvivlen og Vaklen
modtog af Aanderne endelig Faklen
der for bestandig vil lede min Gang.
Klart da jeg saa ved dens straalende Flamme:
Magter der baste
Forskning og Tanke,
Magter, der kaste
for Frihed Skranke,
dem vil al Løgnens Forbandelse ramme,
Sandhed og Frihed er Et og det Samme.
Siden han var helt ung, har Georg Brandes ment, at han var skabt til at udrette store ting, og det skræmmer ham ikke, at tidsånden er imod ham. Det er jo netop den, tidens ånd, der gør sig fortjent til hans fjendskab. Sådan har det altid været. Allerede i 1858 skrev han et digt, der svulmede af ungdommelig kæphøjhed, ‘Sexten Aar’:
Naar Tordnen ruller over Jorden hen
og Fuglen døer af Skræk på Træets Grene,
det er min Lyst at staa paa Marken ene
og med min Røst at overdøve den.
Og Zeus! Naar Lynet knitrer i din Haand,
da griber jeg det som min bedste Værge.
Mod denne Slægt, der blev en Slægt af Dværge
jeg slynger det som Straffens vrede Aand.
Mellem digtet, hvor den 16-årige Georg Brandes længes efter at stå alene på marken og kæmpe mod (åndelige) dværge, og digtet, hvor han modtager faklen som spydspids for menneskeåndens revoltering, er der gået 12-13 år. Den store dreng er blevet en ung mand, der udmærket ved, at man hjemme i Danmark forventer, at han vender hjem fra sin lange udlandsrejse fuld af kampgejst. Nogle venter i længselsfuld spænding, andre i frygt.
Som han ligger der i sygesengen og krammer brevet fra Henrik Ibsen i sin febersvedige hånd, mærker Georg Brandes en ny tid tage form. Han skriver senere, at brevet var et svar på et hemmeligt håb, han havde næret i lang tid:
”Det forekom mig at jeg, der så længe havde følt mig isoleret, endelig havde fundet den ånd, som forstod mig og følte som jeg, en virkelig kampfælle.”
Georg Brandes mærker måske nok, at tiden modnes til kulturkamp. Men han ved jo ikke, at idealistens skæbnesvangre udfordring af borgerskabet er et spørgsmål, som den Henrik Ibsen vender tilbage til ti år senere. I problemdramaet En Folkefiende (1882) udfordrer Doktor Stockmann ”den kompakte majoritet” ved at afsløre en fabrik, der forurener vandforsyningen til byens kurbad. Opgøret med magthavernes falskhed har sin pris. Doktoren bliver isoleret, men ved med sig selv, at ”den stærkeste mand i verden, det er han, som står mest alene.”
Måske har den tyfussyge Georg Brandes allerede følt sig som en folkefjende – og dermed som den stærkeste mand i verden – denne nat i Rom. Hans digt til Henrik Ibsen viser i hvert fald, at han allerede har gjort sig erfaringer med at være venneløs i kulturkampen:
Det blev bestandig den Bistand, jeg fandt
Huggene skarpere faldt, da jeg ægged
stedse paany, og da Ingen mig dækked;
Frænder gav Lempe-Raad, venner forsvandt.
Frostboderskab! Ak din Tid er forgangen.
Saa blev jeg hærdet,
saa blev en Mand jeg.
Slaa uforfærdet,
skjønt ensom kan jeg.
Ofte jeg spejded dog ud over Vangen;
efter en Stridsvej levede Trangen.
Det er en voldsomt pompøs og selvhævdende røst, der taler. Læst på årenes afstand virker stemmen også temmelig latterlig, hvis ikke det lige var fordi den er så imponerende frygtløs. Den enorme kampvilje, som Georg Brandes mobiliserer trods sin sygdom, gør også hans hjemkomst til Danmark historisk, men den dækker også over en enorm skuffelse. Han forventer, at få tilbudt et professorat på Københavns Universitet. Netop dette efterår er professor i æstetik Carsten Hauch gammel og syg, og i foråret 1872 dør han på en rejse i selvsamme Rom, hvor Georg Brandes lå syg få året før. Intet ville passe bedre, end at gamle Hauch, der var en del af det romantiske gennembrud, nu veg pladsen for unge Brandes, der stod klar med faklen for at indvarsle det moderne gennembrud.
Men Georg Brandes gjorde regning uden vært. En kosmopolitisk og kirkekritisk rationalistisk rebel kan man ikke have som professor. Da han bliver forbigået til stillingen, skærer han tænder over de reaktionære. Men selvom et slag er tabt, er der stadig en krig at vinde.
Mens han endnu er i Italien, ved Georg Brandes endnu ikke for alvor, hvad der venter ham, når han vender hjem. Endnu er ideen om de skelsættende forelæsninger ikke klækket for alvor, men et af hans digte fra Rom i juli 1871 viser, at han fornemmer, at noget er i gære:
Saa skal jeg da surres til Pælen igen,
af en skinhellig Pøbel begloes og betragtes,
og mit Hjerte skal smides for Hundene hen,
og mit Navn skal flaas, og min Stolthed skal slagtes.
Det er endt. Jeg skal hjem. O mit Fristed, Farvel!
Digteren ærgrer sig over, at han skal forlade Italiens solbørn og vende tilbage til det mørke, triste land, hvor han blev født. Landet hvor forkrøblede menneskeliv siver i sandet i forknyttet fordummelse. Sidste vers lyder:
Et mig trøster, et Forsæt: Jeg giver mig ej.
Var en Gabestok sikker — i Trods har jeg levet,
og Intet af hvad jeg har villet, har skrevet.
har tænkt og har elsket, fornegtede jeg.
Jeg er svag, lad saa være, jeg véd, hvad jeg vil.
Jeg er tomhændet, sandt! men jeg har mine Hænder.
Og bebrejder mig ej, at jeg er lutter Ild!
Højst nødigt det gøres, at saadan jeg brænder:
Hin Is skal jeg smelte, saa Ild maa der til.
Det er altså en kampberedt Georg Brandes, der forbereder sig på at vende hjem som lutter ild. Han føler sig som en høvding, der skal give feltråbet til de unge, skriver han. Heldigvis giver hans doktorgrad ham ret til at tale fra universitets talerstol som privatdocent – jus docendi, kaldtes ordningen – og han annoncerer nu, at han vil holde en række forelæsninger under overskriften Hovedstrømninger i det 19nd Aarhundredes Litteratur.
I de kommende uger har han travlt. Han spadserer talende op og ned ad gulvet i lejligheden i Krystalgade, mens tankerne springer. Ved bordet sidder hans mor med papir og pen og blæk og tager imod diktat.
Fredag eftermiddag den 3. november 1871 møder en nysgerrig menneskemængde op ved indgangen til auditorium 7 på Vor Frue Plads. De følgende uger vokser nysgerrigheden, og forelæsningerne bliver et tilløbsstykke. Noget nyt er på vej. Det moderne gennembrud er kommet til byen.
Georg Brandes har et program: Han tror på den frie forsknings og den frie tankes endelige sejr, og blandt hans helte er en kvinde, der har løsrevet sig fra borgerskabets snærende lænker, Madame de Staël. Som datter af en fransk finansminister, gift med en svensk ambassadør, og rundet af oplysningstidens progressive ideer, var hun efter en konflikt med Napoleon, nødt til at gå i luksuseksil på familiens slot ved Genévesøen. Men denne sommer i 1871 er hun død som kun 51-årig, og Georg Brandes har tiltænkt hendes kritiske romaner om kirken og ægteskabet en prominent plads i sine forelæsninger.
Klædt i kjole og hvidt står han nu på talerstolen og ser ud over forsamlingen. Først slår han en ydmyg tone an, han medbringer alle uerfarenhedens mangler, siger han.
Men snart er han i gang med at genfortælle en fabel om ræven, der bød storken til middag, men serverede alt på en flad tallerken, som storken ikke kunne spise af med sit lange næb. Da storken så bød ræven på middag, serverede den maden i en høj og smalhalset vase, hvor rævens snude ikke kunne nå ned. Nu vil Georg Brandes anrette storkens køkken på rævens service og omvendt. Gennem en sammenlignende litteraturbetragtning, kan vi nærme os det fremmede, så vi kan tilegne os det, og fjerne os fra vort eget, så vi kan overskue det, siger han. Det, der ligger øjet alt for nær eller alt for fjernt, kan man ikke se.
Georg Brandes formulerer et nyt krav til litteraturen. Han vil gøre op med Guldalderens nationalromantiske, gudfrygtige og kongetro pladder. En litteratur lever kun, hvis den sætter problemer under debat, som han formulerer det. Han fremhæver udenlandske forfattere: Den franske forfatter George Sand problematiserer ægteskabet, filosofferne Ludwig Feuerbach, Voltaire og den engelske digter Byron kritiserer religionen, Alexander Dumas den yngre skriver om forholdet mellem de to køn (dengang var der kun to køn), og den franske dramatiker Emile Augier skriver om samfundsforholdene.
Fra talerstolen gør Georg Brandes både udfald mod barnlige bondenoveller, strømmen af entusiasme for positiv religion og asketisk moral. Intetsted i hele Europa findes så eksalterede idealer og et plattere åndsliv. De problemer, der eksisterer i samfundet, eksisterer ikke i vores litteratur, og det skyldes moralsk snerperi og bovlamme forfattere.
Når litteraturen ikke sætter vigtige emner til debat, mister den sin betydning, og det folk, der lever med sådan en litteratur, styrer ikke udviklingen og fremskridtet mere, end fluen gjorde, da den mente at den drev en vogn frem, fordi den nu og da gav de fire heste et lille stik. Nu må de unge pløje hele den herskende samfundsbetragtning, op siger Georg Brandes, så en ny litteratur kan skyde frem.
Selv bidrog han ikke til skønlitteraturen med noget, der drev udviklingen og fremskridtet frem. Hans forsøg som digter fandt aldrig sin form eller sit format, og han vidste det godt. I 1898 udgav han en lille bog, Ungdomsvers, hvor han i et forord noterede, at han ikke overvurderede sin egen digterevne, men at han forsøgte at komme de litteraturhistorikere i forkøbet, som efter hans død ville nyde at rode i hans gamle papirer.
Skønt middelmådige, i bedste fald ferme, er Georg Brandes ungdomsdigte ikke helt uinteressante, i hvert fald ikke, hvis man leder efter spor af hans angreb på institutionerne og litteraturen, som i digtet ‘Proteus’ fra 1873, et års tid efter forelæsningerne, der havde gjort ham berømt og berygtet. Selvom han skriver i forordet, at det lyriske jeg ikke er identisk med det private jeg, kan vi godt tillade os at tro, at digteren tænkte på sig selv, da han karakteriserer den mytologiske havgud Proteus:
Agitator kaldes han, Combattant.
Hvilket tarveligt Ord, selv om det er sandt!
Ej Digter, ej Lærd, I Kritiken ‘Poet’,
har man nogentid saadant et Monstrum set?
En Fjende af Kirke, Samfund og Stat,
‘vild Radikaler’ og – Aristokrat,
paa sin Post bestandig mod Mængde og Masse –
hvor er den Rubrik, hvori han kan passe?
Agitatoren, kombattanten, monstrumet og den vilde radikaler Georg Brandes var det moderne kulturoprørs hovedfigur for 150 år siden. Forhadt og foragtet af sine modstandere i den nationalromantiske og kulturkonservative del af Danmark, men en ledestjerne for sine tilhængere. I hans kølvand udviklede kulturradikalismen sig, og i mange årtier satte hans åndelige arvtagere kursen for den danske kulturdebat. Som J.P. Jacobsen skrev i 1884 i sit flammedigt på blot otte ord: ”Lys over Landet, – Det er det, vi vil”.
Georg Brandes fik sparket døren ind til en litteratur, der hverken er nationalromantiske eller bovlamme. Og samtidig blev det at sætte problemer under debat, en fastlåst formulering, der altid har klæbet til ham. Men selv blev han træt af det udtryk, der rendte ham i pennen i 1871. Jørgen Knudsen, der skrev en biografi i hele otte bind om Georg Brandes, har citeret en vred replik fra 1916, hvor den norske litteraturforser Francis Bull havde skrevet at idealet om at sætte problemer under debat var udtryk for Georg Brandes’ ensidighed. Svaret var mildest talt vrissent:
”Hvor gider De – for 1.000 gange – ride på den halve sætning at sætte problemer under debat, som jeg kort og knapt sagde i 1871 i en bestemt sammenhæng, aldrig har gentaget, aldrig gjort til doktrin, og så lade dette være kvintessensen af mit væsen som kritiker? Meningen med ordene var den simple, at litteraturen må handle om noget og at dansk litteratur i 1870 handlede om ingenting. Og så kaldes en halv sætning, sagt én eneste gang, aldrig gentaget, aldrig varieret, for min ensidighed.”
Den halve sætning, der blev sagt en enkelt gang, kom ikke desto mindre til at udpege en kurs, som stadig holder. Forfatterne skriver i dag kritisk og realistisk, som om den vilde radikaler, samfundsfjenden, der mente at ild måtte der til, svirpede en ildpisk over deres hoveder. Krigene, kriserne, klimaet, kapitalismen, kirken, kroppen, kønnet, sindet, seksualiteten og ægteskabet. De problemer, der findes i samfundet, findes også i litteraturen.