Weekendavisen den 10. december 2021
Julefortælling. Norske Ingvild H. Rishøi har skrevet en dybt rørende historie om omsorgssvigt op til jul.
Ingvild H. Rishøi: Stargate – em julefortælling. Oversat fra norsk af Jannie Jensen. 142 sider, 200 kr. Batzer & Co.
De, der kender mig, ved, at jeg i december er som taget ud af julesalmisten H.A. Brorsons ‘Den yndigste rose er funden’ – nemlig verset om de forhærdede tidselgemytter. At sætte mig til at anmelde en julefortælling rummer derfor en vis risiko, men jeg lovede min redaktør, at jeg ville gå fuldkommen fordomsfrit til Ingvild H. Rishøis Stargate – en julefortælling, som sidste år skabte læselykkelig julejubel over hele Norge.
Og, ho ho ho, den lille, letlæste roman er da også gennemført elskelig som en slags socialrealistisk gennemspilning af de allermest gennemhøvlede klicheer fra klejnekassen. Intet føles så godt som andres fattigdom. Det vidste både H.C. Andersen og Charles Dickens.
Ingvild H. Rishøi har udtænkt et drivende rørstrømsk plot: To piger, Ronja på ti og Melissa på seksten, bor sammen med deres far i Oslo-bydelen Tøyen. Moren er væk, om hun er død eller bare sunket i jorden, ved vi ikke. Farens kærlighed tvivler pigerne aldrig på, men desværre bruger han al sin tid og alle sine penge på værtshuset Stargate, mens døtrene lever af Havrefras og spaghetti.
Da Ronja får faren til at søge job som juletræssælger, er der endelig håb forude. Men selv et nok så sjovt og charmerende faderhjerte har ikke modstandsstyrke nok, når ølhunden glammer. Da de ikke kan finde ham, spørger Ronja, der er historiens fortæller, om Melissa tror, at faren er på arbejde. ”Jeg tror ingenting. Tro er noget man gør i moskeen”, lyder den usentimentale svar. Og så træder den standhaftige storesøster i farens sted, så mens han sidder henne på kroen og bæller bajere, står hun henne på hjørnet og sælger juletræer. Og lillesøsteren, som misunder dem, der tror på guder (ikke Gud, men guder), er med. Far har lært hende, at ”Jesus bare var en stor medicinmand, det var det hele”, så hun ved ikke hvor hun skal gå hen: ”Jeg kan kun komme i tanke om et sted, og det er efter Melissa.”
Som alle gode fortællinger om menneskelivets fejl og mangler op til jul, har Stargate også sin egen Ebenezer Scrooge, nemlig den følelseskolde ejer af juletræsudsalget. Men ellers består persongalleriet af mennesker, der tydeligvis er præget af hjertets godhed, fra farens drukveninde til den hjælpsomme nabo, den livskloge skolepedel, der har oplevet lidt af hvert i krigen på Balkan, klassekammeraten Mustafas far, der insisterer på at droppe bønnen i moskeen for at hjælpe den febersyge Ronja, og den søde juletræssælger Tommy, hvis dame venter barn (tjek den diskrete illustration bagest i romanen, den giver sådan en dejlig juleklump i halsen).
Ingvild H. Rishøis fortælling lever på gode gamle dyder som solidaritet, varme og humor, og dertil er der knugende fine gennemspilninger af Ronjas erindring om farens smilende ansigt under vandet på en badetur og hendes drøm om en hytte ude i naturen.
Men ender det mon godt? Ingvild H. Rishøi har jo valgt en titel, der er dobbelttydig, for Stargate lyder måske som en stjerneport, men det er en forfaldshule, og mod slutningen opløser det hele sig i drømmeagtige sekvenser, hvor det nu er Ronjas tur til at vise sin søster omsorg:
”Sådan sluttede det. Det begyndte og ås fortsatte det og til sidst sluttede det. Ja. Frø gror og bliver til grantræer som får kogler og vokser og vælter og dør. Folk opdigter guder og glemmer dem igen, alligevel fortsætter det. Årstiderne kommer og går, og bag tankstationen er der nok ikke noget juletræsudsalg nu, der ligger bare nogle grankviste på jorden, det er the circle of life. Og indimellem kommer de dage hvor solen varmer klippen og du ligger der på maven. Du dykker ned i havet og nogen smiler til dig under vand, men så må du op og have luft, sådan fortsætter det. Men ikke med os.”
Den sidste sætning – ”Men ikke med os” – gør jo ondt helt ind i den socialrealistiske sjæl. Det her et ikke nogen hallelujahistorie, heldigvis, og Ingvild H. Rishøi skriver fint og poetisk, men med en lurende usentimental brutalitet lige neden under. For eksempel lader hun hverdagsrealisten Melissa sige, at ”julebranchen er fuld af lortemennesker”.
Alligevel: Farens kærlighed tvivler man aldrig på. Til gengæld tror man heller ikke på hans evne til blive ædru. Men tro er jo også noget, man gør i moskeen, som Melissa ville have sagt. Et sted siger den filosofisk anlagte skolepedel, at mirakler sker, når der ikke er nogen anden udvej. Det er jo en smuk og fatalistisk tanke fra en krigserfaren mand. Men romanen synes ikke at bekræfte det. Dertil er pigernes angst for tvangsfjernelse alt for nær. Faktisk handler slutningen mest om miraklets umulighed.
Ingvild H. Rishøis miniroman kan nemt fejllæses som en feelgood-roman. Det er det ikke. Men solidariteten i søskendeskabet er helt vidunderlig, så dette er tidselgemyttets tilståelsessag: Stargate er en lykkeligt ulykkelig julefortælling, og slutningen får følelserne til at flamme. Men forvent ikke en happy end.