Midernes moder

Weekendavisen den 16. april 2021

Romanportræt. Eva Tind har skrevet en rørende roman om den stålsatte zoolog Marie Hammer, der revolutionerede vores kendskab til kontinenterne.

Eva Tind: Kvinden der samlede verden. 438 sider, 299,95 kr. Gyldendal.

Alt for mange af historiens kvindelige komponister, kunstnere, forskere, forfattere, politikere m.m. er uretfærdigt oversete. For tiden råder både P2 og Politiken bod på fejl og mangler med særlige serier, og som ramt af tidsånden kommer netop nu et par romaner, der puster glemselsstøvet af to kvinder, hvis meritter aldrig er blevet almenviden og anerkendelse aldrig er blevet folkelig.

Lotte Kaa Andersens Den inderste kerne om jordskælvsforskeren Inge Lehmann udkommer i næste uge, og med den stærkt læseværdige Kvinden der samlede verden slår Eva Tind i dag porten op til den respektindgydende og rørende historie om den stålsatte mideforsker Marie Hammer, der revolutionerede vores kendskab til kontinenterne. Intet mindre.

At Signe Marie Jørgensen (1907-2002) skulle få en akademisk karriere, lå ikke i kortene, da hun blev student i 1926. Sammen med sine mange søskende voksede hun op på sin fraskilte mors fattige gård i Nivå, men om ikke andet fik hun sans for både dyreliv og hårdt arbejde med hjemmefra, og da hun begyndte at studere zoologi, trådte hun ind i en verden, hvor kun meget få kvinder færdedes.

I 1931 får Marie et rejselegat, og sammen med tvillingesøsteren Aase, der studerer botanik, rejser hun til Island, hvor hun begynder at studere mider i jordbunden. To år senere skriver hun til Knud Rasmussen og beder om lov til at deltage i hans syvende (og sidste) Thule-ekspedition, og til hendes svimlende lykke, accepterer han. Da hun i 1936 møder fagfællen Ole Hammer og siger ja til at gifte sig med ham, stiller hun én betingelse for ægteskabet: Hun vil have børn. Men hun vil også ud i verden, og Ole må aldrig stille sig mellem hende og forskningen. Det accepterer han.

Marie Hammer viser sig at være en forsker i særklasse. Uden fast universitetsansættelse lykkes det hende at opnå fondsstøtte til månedlange forskningsrejser, og med en ufattelig flid og akkuratesse indsamler, beskriver og analyserer hun i de følgende år mider i jordbunden så forskellige steder som Rold Skov, Island, Grønland, Canada, USA, Alaska, Argentina, Peru, Chile, Fiji, New Zealand, Ny Guinea, Pakistan, Indonesien, Bali og mange andre eksotiske steder. Hun sætter sig for at bevise, at de samme arter af springhaler og mosmider hverken er migreret med drivtømmer, fugle eller skibe, men findes over hele kloden som følge af kontinentaldrift. Marie Hammer mener, at verdens kontinenter for 200 millioner år siden har hængt sammen i et kolossalt landmassiv.

Maries drift er lige så ustoppelig som kontinenternes. Hun mente, hvad hun sagde, da hun satte forskning før familie. Ikke desto mindre får hun og Ole fire børn sammen, og når hun ikke er på lange forskningsrejser forsøger hun at leve op til rollen som hustru og husmor. Men én ting er at samle adskilte kontinenterne til ét, noget andet er at holde sammen på en familie. Hun bryder med sin tvillingesøster, forholdet til Ole skranter, og Marie bliver fremmed for sine egne børn, hun forstår ikke, at hun kan føde og opfostre dem, hvorefter de ender med uforståelige sind og tankermåder som rent volapyk.

For Marie Hammer er forskning og familie ikke et enten-eller. Hun vil begge dele. I 1967 noterer hun i sin lommebog, at kolleger fra New Zealand kalder hende midernes moder: ”Det er en blød fjer mod min kind”.

Der er et påfaldende slægtskab mellem Kvinden der samlede verden og Eva Tinds seneste roman, Ophav (2019), der også skildrede en genial kvindes kompromisløse selvrealisering i kamp mod de småborgerlige familieforpligtelser, som altid har holdt kvinderne bundet til hjemmet. Ophav var dog ikke baseret på en genkendeligt autentisk person, men portrættet af kunstneren Miriam pegede – kan man nu se – med umiskendelig tydelighed frem mod forskeren Marie. De to forenes oven i købet af en fællesinteresse for faunaens migration og det prækambriske superkontinent Rodinia.

Kvinden der samlede verden ægger til biografisk og forskningshistorisk sekundærlæsning, for eksempel om Knud Rasmussens film Palos brudefærd (1934), naturreservatet Strødam ved Hillerød og om Michael Clark Rockefeller, der forsvandt på Ny Guinea i 1961. På den måde knopskyder historien om Marie Hammer på den smukkeste og mest inspirerende måde (og så kan man undre sig over, at en rytterstatue af Christian d. 5 står på Sankt Annæ Plads i 1942, for dens rette placering er Kongens Nytorv. Rytterkongen på Sankt Annæ Plads er i øvrigt Christian d. 10, men han kom først op i 1954).

Marie Hammer opnåede faglig anerkendelse, men fik aldrig akademiske ansættelser, og hun gennemførte sin banebrydende forskning på trods af manglende finansiering – og på trods af familien. Resten blev tavshed. Men med Kvinden der samlede verden får hun et velfortjent og velfortalt romanmonument, som vi kan læse i anerkendelse af hendes forskningsintelligens og betingelsesløse vilje til at skabe banebrydende videnskab.

Eva Tind skildrer Maries kamp for at være sit eget livs protagonist med stor indsigt og stor sympati. Hendes litterære stil er fjerlet med hurtige og intense sceneskift, hvor begivenheder og dialoger krydsklippes med lommebogsnotater, breve m.m. Alle afsnit er korte, der er mange tomme papirflader, man læser med stærkt engagement og højt tempo.

Hvor er det godt, at Marie Hammer er blevet genopdaget af en forfatter med sans for geniets storhed. I romanen Astas skygge (2016) gav hun liv til stumfilmstjernen Asta Nielsen, og på samme måde skaber hun nu et fuldt og suverænt portræt af en kvinde, der så det uendeligt store urhavs superkontinent i de uendeligt små mikroskopiske mider. Jeg er fan af Eva Tind.

PS: Marie Hammer kunne også skrive. I 1981 modtog hun Weekendavisens Litteraturpris (oprettet 1980) for erindringerne Forsker i fem verdensdele.