Weekendavisen den 11. juni 2021.
Ikke-sted. Alen Causevic debuterer med sympatisk roman om asylsøgeres småborgerdrømme.
Alen Causevic: Det egentlige liv i livet. Roman. 104 sider, 199 kr. Forlaget Silkefyret.
I 1995 introducerede den franske antropolog Marc Augé begrebet non-lieux (på dansk: ikke-steder) som karakteristik af lokaliteter, der alene fungerer som transitsystemer: lufthavne, stationer, metroer, motorveje, hoteller, den slags – altså steder, vi opholder os midlertidigt. Underligt nok var globaliseringens ikke-sted over alle ikke-steder mig bekendt ikke med på Marc Augés eksempelliste. Men intet andet ikke-sted er transitten så enerverende, som på et asylcenter.
I sin romandebut, Det egentlige liv i livet, skildrer Alen Causevic hverdagen for en lille familie, der flytter fra asylcenter til asylcenter, hvor den ultimative uvished, tvivl og midlertidighed hersker. Og forfatteren ved, hvad han taler om. Han kom selv hertil som barn i begyndelsen af 90’erne, da borgerkrigen på Balkan sendte over en million bosniere på flugt, ca. 17.000 til Danmark.
Ibrahim, Aida og deres søn Sahil er på flugt. De er kommet over havet på en mørkelagt færge, og fra det sydlige Europa er de rejst nordpå. I Danmark finder de vej til Sandholmlejren, hvor de søger asyl og ventelivet begynder. Mens akademikeren Ibrahim prøver at opretholde værdigheden og selvrespekten, forsøger Aida at holde modet oppe sammen med andre kvinder, mens Sahils børneliv er præget af forældrenes bekymringer.
Centralt i den lille roman – den er kun på 100 sider – har Alen Causevic placeret et flot og ubehageligt triptykon. Kapitlerne 6, 10 og 13 begynder nemlig på samme måde: ”I en af de fælles opholdsstuer følger de nyhederne”. Derefter beskrives de grufulde flugt- og krigsscener, som asylsøgerne ser i fjernsynet, og hver scene afsluttes med: ”Efter udsendelsen er alle tavse, og man går hver til sit.”
De tre korte scener er uhyre stærke og nådesløse kontrastbilleder til skildringerne af hverdagens langstrakte intethed på asylcentrene, her fra kapitel 13:
”Mennesker ligger blæst omkuld i ruiner med frådende munde og næser; navnløse kroppe ligger svøbt i hvide lagner stablet på ladet af en åben varevogn; de sårede som er ved bevidsthed spræller spastisk på jorden, de gisper efter ilt; en dreng hænger med hovedet ud af et sprængt vindue; en ung mor i en blomstret kjole ligger i gruset med sine barfodede børn omkring sig: Et stivnet ved morens bryst, et alene nogle meter borte med ansigtet i støvet.”
De tre voldsomme fjernsynsscener udgør romanens tragiske akse. Men derudover er Det egentlige liv i livet fortrinsvis præget af en resigneret realisme. Med en godt styret dramaturgi arbejder romanen sig hen imod Sahils uundgåelige syndefald. Han spiller fodbold med en flok danske drenge, der råber racistiske skældsord efter asylsøgerne. I et desperat forsøg på at blive anerkendt i flokken, deltager han i et brutalt overgreb på en pige.
Det egentlige liv i livet har hverken den onde intensitet, som dominerede den belgiske Dimitri Verhulsts nærbeslægtede asylcenterroman Hotel Problemski (2004), eller den vrede og indignation, som prægede Kristian Husteds dokumentarroman om asylsøgerlivet i Europas malstrøm, Vahid (2018). Til gengæld karakteriserer Alen Causevic vildreden over at være havnet i et eksistentielt limbo på en måde, som virker nedtonet autentisk.
Romanens lidt pompøse titel refererer til Aidas iagttagelse bag villahavernes ligusterhække. Som ”en reprise af det egentlige liv i livet” ser hun børn hoppe på trampolin, pensionister der spiser blødkogte æg, en hund med tungen ud af halsen. ”Om Gud vil, en skønne dag,” siger hun til sine veninder. ”Om Gud vil,” svarer de.
Asylsøgerne ønsker at udskifte deres ikke-liv på deres ikke-sted med en tryg, småborgerlig normalitet. Det er så menneskeligt, som noget kan være.
Det egentlige liv i livet er en sympatisk petitroman, der trods sit politiske stridsemne hverken er bedrevidende, belærende, anklagende eller moraliserende. Alen Causevic har skrevet et indsigtsfuldt, roligt og realistisk vidnesbyrd om mennesker på randen af deres egen eksistens.