Weekendavisen den 15. januar 2021
Maskefald. Steffen Jacobsen lader lyset vinde i mørk roman, hvor en irrationel desperado afdækker familiens tabuer.
Steffen Jacobsen: Detox. 232 sider, 199,95 kr. Roman. Lindhardt og Ringhof.
Genreforfatteren Steffen Jacobsen forlader (for en stund) spændingslitteraturen, men med sin nye roman fastholder han underligt nok den hårdtpumpede, amerikaniserede titelstil, som netop signalerer thriller. Hans seneste to romaner hed Ghostwriter og Proxy, og den nye roman hedder Detox. Man skulle jo tro, at de var nærtbeslægtede. Men tingene er jo ikke altid, hvad de giver sig ud for at være. Det gælder både for titler og familier, og dermed er vi dybt nede i romanens materie.
Detox handler om afdækningen af en livsløgn og afsløringen af en bedragerisk facade. I centrum for det hele står Anne, klassisk musiker med orkesterjob. Hendes far, der var en velanskreven læge på Rigshospitalet, har netop hængt sig selv i familiens sommerhus i Nordjylland. Moren er en kølig og distanceret kvinde, der altid har været tættere knyttet til Annes søskende, Snorre, en succesfuld advokat og Thea, der for nylig er død af brystkræft, en sygdom som moren er blevet helbredt for.
Annes liv mangler struktur. Hun har et forhold til en gift kollega, men ingen udsigt til at etablere sin egen familie. Samtidig har hun indset, at hun ikke kan drive sin musik videre end det middelmådige. Hun finder farens store depot af psykofarmaka, og snart selvmedicinerer Anne sig gennem dagene i en strøm af sprut og piller. Med mellemrum dukker en destruktiv og nedgørende stemme op for hendes indre øre, og en suicidal og selvskadende drift ligger hele tiden på lur.
Da Anne finder et fotografi, som faren havde skjult, indser hun langsomt, at familien har spillet et fordækt spil. Fotografiet viser en kvinde, som Anne genkender som en lokal særlig fra lokalområdet. Men hvem er hun? De første brikker til svaret finder Anne, da hun modtager genetisk rådgivning om risikoen for, at også hun udvikler den brystkræft, som moren overlevede, men søsteren døde af.
Anne lever sit liv på kanten, både psykologisk og fysisk. Fjordens dragende vand kalder på hende om natten. Det er også i havnens dyb, hun rituelt skiller sig af med sit instrument, og dermed opgiver kunsten. Hele tiden hamrer stemmen på hendes selvværd, og hun bekæmper den med medicin og alkohol. Eller med et hug af en stegegaffel. Eller med at knalde en soldat råt på toilettet i toget.
Detox rejser store spørgsmål om den psykisk syges eksistens og identitet. I Anne tilfælde er farens selvmord en udløsende faktor. Som en psykiater forklarer hende: ”Tabet er centralt for alle mulige fænomener, blandt andet mikropsykoser som din, at høre nedvurderende og intimiderende stemmer og så videre. Andre vrangforestillinger. Den sårbarhed. Det kan være tab af
selvbestemmelse, omsorg, identitet, muligheder. Pårørende. Det er gift for et sind.”
Som symbol på familiens tabuer og fortrængte hemmeligheder giver Steffen Jacobsen plantagen bag sommerhuset – stille, mørk og med en hypnotiserende symmetri – en elegant rolle. Her går ingen ind, men til sidst kan Anne skelne de individuelle træer fra den tætte, sammenvoksede masse. På den måde giver Steffen Jacobsen i mild lune forsoning og nye begyndelser en chance. Derfor kan en roman om et indre mørke bogstavelig talt slutte med et ydre lys og et optimistisk varsel om indre ro og livsvækst: Hvem er man, når man opdager, at man ikke er den, man tror, man er? Er det ødelæggende, eller frisættende, at se bagom sit eget spejlbillede? Her spiller både genetik og psykiatri interessante roller for Annes selvindsigt.
Detox er stilistisk splittet mellem det flabede og det følsomme, men ender som en inderligt sympatisk roman om sindets gift. Portrættet af Anne som en irrationel desperado har absolut sine kvaliteter, selvom hendes fandenivoldskhed virker lige lovlig postuleret. Progressionen fra familiens maskefald over Annes selvskade og suicidalitet til hendes stejle genoprejsning er en udmærket handlingsskabelon, og selvom Steffen Jacobsen tydeligvis har følt sin roman stærkere, end han har kunnet skrive den, fornemmer man klart dens håbefulde hjerte.