Nygotisk. Lina Wolff er en helt eminent historiefortæller, der accelererer sit plot, så man ranker sig og hvæsser sine sanser.
Lina Wolff: Kødets tid. På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild. 256 sider, 249,95 kr. Grif.
En lillebitte, oldgammel nonne med en lemlæstet hånd, kræfter som kvæg, ond som Hitler, fuld af feministisk mandehad og koncentreret kvindelig bitterhed.
Sådan hører vi første gang om Lucia, den mystiske hovedkarakter i svenske Lina Wolffs besynderligt gode roman, Kødets tid. Med en vis håndskælven, men dog ganske meningsfast, skriver jeg her, at netop sådan en fortælling ville selveste Karen Blixen – hvis hun havde levet og skrevet i dag – kunne have udtænkt i et særlig djævelsk humør.
En svensk provinsjournalist uden høje tanker om sig selv er på legatophold i Madrid. På en bar møder hun en mand, Mercuro, der bliver forfulgt. Hvis hun vil skjule ham et par dage, vil han til gengæld fortælle hende hele sin historie (alene det lyder jo som en blixensk djævlepagt).
Mercuro Cano bedrog sin kone, som han ellers elsker højt. Sammen søgte de rådgivning i et obskurt internetshow, »Kødets tid«, en slags digital skriftestol, hvor folk kan få absolution for deres gerninger – vel at mærke ved at fornedre sig på en måde, som programmets følgere nyder at svælge i. Mercuro håbede på tilgivelse og forsoning. Men programmets orakel, den lille nonne, mente, at den bedrageriske mand kun kunne gøre sin skade god igen, ved at ofre sit hjerte for konen, der på grund af sygdom har brug for en hjertetransplantation.
Mercuro er derfor på flugt fra en lyssky kineser, der skal arrangere organdonationen. Sammen med svenskeren stikker han af til en ø. Skruen strammes, og efter en højdramatisk voldsscene til søs, bliver hun anholdt. I fængslet modtager hun et brev fra Lucia.
I en række breve gør nonnen rede for liv og gerning. Lucias forældre var slagtere, men moren formanede: ”Lad aldrig kødet diktere vilkårene for dig, Lucia. Find noget højere. Hos mange mennesker er kødets kraft stærkere end sjælens, og for mange mennesker er livet en kødets tid, ikke en sjælens tid. Vogt dig, Lucia, for kødets tid.”
Men pigens dannelse er knyttet til kød, og kød bliver hendes skæbne. Hun får en stedfar, et rigtigt svin, der er både sadist, fascist og håndlanger for Franco-regimet. Da stedfaren selv dør – en både ynkelig og grusom og ekstremt kødelig død – drager både pigen og verdensaltet et lettelsens suk. Men en dag hugger en fremmed mand en finger af Lucias hånd. Øje for øje, siger han. Hendes stedfar havde gjort det samme ved hans søster.
Lucia ser på sin skamferede hånd, bliver fyldt af hellighed og går i kloster. Hun bliver en yderst atypisk nonne, der hjælper folk med at begå selvmord. Da hun i en høj alder får en ung protegé, opfinder de »Kødets tid« – og så hænger romanens hovedspor sammen.
Lina Wolff er en helt eminent nygotisk historiefortæller, der accelererer sit plot, så man ranker sig og hvæsser sine sanser. Kødets tid er basalt spændende – åh, en litterær thriller! – og herligt oprørsk med satiriske udfald mod det digitale, feminismen og hvidhedsdebatten. Men er det nu også en roman om menneskets behov for ånd i en selfie-tid, som bagsiden anfører? I hvert fald er »det åndelige« ganske dubiøst, og det er næppe noget tilfælde, at Lucia kommer til kort, da hun til sidst vil skrive noget storladent, men kun kan finde på, at der ikke er noget mere sørgeligt, end en udekat, der tror den er indekat.
Så meget for sjælens tid i Lina Wolffs særegne roman. Hendes plotstærke prosa er – trods indbrydes forskelligheder – i kategori med Ian McEwans og Michel Houellebecqs, for nu at nævne et par kolleger fra samtidslitteraturen, der forener sugende spænding og udfordrende klogskab. Men Kødets tid slår mig først og fremmest som beslægtet med Karen Blixens fantastiske fortællinger, satanisk, mystisk, voldsom, morsom, selvbevidst, selvironisk, legende, lærd.
Kødets tid er nem at nyde som vaskeægte storytelling, hvor en begavet forfatter driver sit hemmelighedsfulde overraskelsesspil, og så er den tillige en sprogæstetisk nydelse, vellykket oversat af Louise Ardenfelt Ravnild.