Weekendavisen den 27. august 2021.
Dommedag. Morten Brask har skrevet en dystopisk, kristen vækkelsesroman, der synker i knæ under sin egen alvorstyngde.
Morten Brask: Måske et spinkelt jordskælv. 186 sider, 249,95 kr. Roman. Lindhardt og Ringhof.
Morten Brasks nye roman er en stor nadveropdækning af apokalyptisk kristensymbolik, og vist også en trosbekendelse. God litteratur er det dog ikke.
Måske et spinkelt jordskælv fortælles af Daniel, der altså har navn til fælles med Daniel fra Daniels Bog fra Det Gamle Testamente i Bibelen. Denne Daniel var jo ekspert i profetiske drømmesyn og apokalyptiske forudsigelser, og på samme måde vågner romanens Daniel op på første side med sære fornemmelser af forandringer.
Hans franske kone, den meget religiøse arkitekt Gabrielle – der deler navn med ærkeenglen Gabriel, som i Bibelen hjælper med at tolke Daniels syner – er forsvundet. Politiet har efterlyst hende, men forgæves.
Da et lig dukker et op i et udbrændt sommerhus, tyder alt på at det er Gabrielle, men Daniel nægter at tro på det. I stedet følger han et digitalt spor fra hendes mobiltelefon til Gabrielles families hus i Sydfrankrig.
På sin gamle motorcykel kører Daniel fra kvarteret omkring Godthåbsvej i København mod La Ciotat. Københavns rådhus er styrtet sammen, og resten af turen går gennem et Armageddon-agtigt og nærmest menneskeøde og skummelt Europa, hvor byer og veje ligger i ruiner. Vejret opfører sig mystisk, og over alt hersker en stemning af undergang og dommedag.
På en tysk rasteplads ser Daniel i tv, at folk samles for at tænde lys og lægge blomster ved den danske ambassade i Berlin. Noget kunne altså tyde på, at København er sammenbruddets centrum, ikke at Daniel bliver særlig påvirket af det, han virker sært upåvirket af dommedag, hans mission er kun at finde Gabrielle.
En mand ved navn Heinrich Henoch (navnelighed, uvist hvorfor, med en tysk læge, der har lagt navn til en blodkarsygdom) inviterer Daniel til at overnatte i en ombygget lastbil, hvor han bor sammen med sin kone og to døtre, der alle viser sig at være sexdukker.
Heinrich siger mange gådefulde ting om musik og filosofi, og så insisterer han på, at håb er større end tro og kærlighed. Da Daniel indvender, at Bibelen siger, at kærlighed er størst, slår Heinrich op i en tysk bibel med gotisk skrift og peger på Matthæus’ (ikke Paulus’) Korintherbrev: ”Så bliver da Tro, Håb og Kærlighed, disse tre. Men størst af dem er Håbet.”
Daniel begiver sig videre på sin mareridtsagtige odyssé gennem et katastrofe- og syndflodsramt Frankrig, hvor lineær tid synes at eksistere side om side med sære fortidslommer, og hvor undslupne dyr fra Zoo driver omkring, som om de venter på Noah og hans ark.
Da Daniel til sidst når frem til en gammel kirke på en klippe udenfor La Ciotat, spidser det hele til. Først ser Daniel en statue af en høj mand i en kutte i en af kirkens nicher. Han holder et kors frem i strakt arm, og på soklen står ECCE NOVA FACIO OMNIA. ”Se, jeg gør alt nyt,” stammer fra Johannes Åbenbaringen, det apokalyptiske varselsskrift fra Det Nye Testamente.
Dernæst finder Daniel en stentrappe bag alteret, og kommer ned i de dybe, klaustrofobiske katakomber, hvor han kryber forslået frem i sin søgen efter Gabrielle, mens jorden omkring ham skælver og han er ved at drukne i et klippebassin, et helligt sted, hvor munke i en fjern fortid har indridset ordet APOCALYPSIS.
Da Daniel kommer ud af groterne ser han, at jorden er omspændt af flammer, der sætter ild til himlens fugle. Den store verdensbrand er brudt ud, og manden med korset, der gør alt nyt, viser sig i kirkeruinen med hævet kors.
Over hele romanen hviler en sær stemning af dommedag, sorg og potentiel lykke for den forladte og kriseramte mand, der søger vej gennem livets labyrint. Han har slet ikke sin kones religiøsitet i sig, og kun en vag fornemmelse for, at de kristne siger, at kærligheden er størst af alt. Men da den mystiske Heinrich fortæller ham, at håbet er størst, vækker det genklang, for Daniel har aldrig opgivet sit håb om at genfinde Gabrielle.
Morten Brask har skrevet noget for samtidslitteraturen så sjældent som en kristen dystopi, hvis motivverden tydeligvis er inspireret af Bibelen og groteske billedfortællere som Hieronymus Bosch og Lars von Trier. Som romanen slutter, må vi forstå den som Daniels overgivelse til religionen, og måske også forfatterens egen konfession, den slags er jo på mode for tiden.
Hvis man læser Måske et spinkelt jordskælv som en mental rapport fra Daniels indre, stiger dens psykologiske kompleksitet, men med al den dystopiske dyresymbolik og ramasjang, ender den med at synke i knæ under sin egen alvorstyngde, og den eskatologiske vækkelsehistorie kulminerer som en storladen, symboltung prædiken, der tager sig selv for seriøst som trosbekendelse, til at jeg orker at tage den alvorligt som roman.