Weekendavisen den 15. oktober 2021
ZZZ. Suzanne Brøggers dagbøger 2010-20 skal læses som forfatterens frihedsbrev til sig selv.
Suzanne Brøgger: En forfatters dagbog 2010-2020. 426 sider, 299,95 kr. Gyldendal.
Man kan jo vælge at fokusere på de personlige fjendskaber i den litterære lilleverden, når man læser Suzanne Brøggers dagbogsoptegnelser gennem tyve år (sådan som Information gjorde på forsiden i sidste uge) – men hvis man forlæser sig på den tabloide vinkel i En forfatters dagbog 2010-2020, går man glip af bogens egentlige kvaliteter.
At forfatteren kalder (nu forhenværende) kolleger og meningsmodstandere fra Det Danske Akademi for Gøg og Gokke (Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen) og Handskedukken (Marianne Stidsen), er i bedste fald forbigående morsomt, men blottet for litterær fornærmelseselegance. Så er det sjovere at hun bruger jiddische udtryk for tosser og tåber, meshugge og schlemiel, om Stjernfelt og Thomsen. Men at lave Stidsen om til Stridsen er bare uopfindsomt. Til gengæld er dette skånselsløst iskoldt: ”Stridsen missekatter mig. Falsk.”
Vi skal altså lede andre steder efter kvaliteterne i En forfatters dagbog 2010-2020 (en titel som forfatteren uden blusel låner, på årstallene nær, fra Dostojevskij og Virginia Woolf), og der er ingen tvivl om, hvor bogens bankende hjerte befinder sig, nemlig i skildringen af Z, Suzanne Brøggers mand, litteraturforskeren Keld Zeruneith.
Z er den hellige fortætning af en fortælling, der skaber forandring, som hun skriver. Hun vidste, at han udgjorde et uigenkaldeligt sammenbrud, da de mødtes, at hendes liv ikke længere kunne forblive det samme: ”Z er ikke ‘manden i mit liv’, men englen, fortællingen, hinsides godt og ondt.”
Men den er gal med Z’s helbred, og selvom det er nænsomt fortalt, fornemmer man en sitrende uro i ægteskabet: ”Z tror, det er ham, jeg er ude efter, når jeg er samfundskritisk. Er det dét? (…)”
En nat kommer Z hjem, han har glemt sin taske i toget med pas, pung og manuskript, og er fyldt af uro. Hun skriver: ”Svært at beskytte mig mod den uro, for kærligheden er en åbnende kraft, ikke én, der lukker.”
Kort efter, den 9. september 2013, demonstrerer Suzanne Brøgger, hvor stor tillid hun har til sin mand: ”Spurgte Z, der hele tiden er fyldt med helbred og humør, hvordan jeg egentlig har det, for jeg ved det ikke. Hans svar: ”Du har en grundlæggende joie de vivre, ingen humørsvingninger eller synderlige helbredsproblemer udover lidt astma og uro i benene. Du taler ikke om dig selv, fordi du har vænnet dig til at tage ansvar. Dig selv må du selv klare. Men under denne ro har du din tsunami, der kan bryde ud ved den mindste ting – politiske tilstande – og så går det udover mig. Men jeg har forståelse for, at du hele dit liv har været enormt belastet, og nu skal der ingenting til, før tsunamien bryder løs.”
Suzanne Brøgger medgiver, at det er en meget præcis beskrivelse, og så afgiver hun sin karakteristik af ham. Han har mange indre rum og hellige haller, den græske mytologi, den nordiske mytologi, Dante, den europæiske litteratur: ”Men han kan ikke synke og får kvælningsanfald om natten.” Få dage efter: ”Gav Z kamilledampbad”.
Mens flere og flere af skovens store træer styrter til jorden – Benny Andersen, Klaus Rifbjerg, Per Kirkeby, Peter Bastian, Frederik Dessau, Bruno Svindborg, Lone Dybkjær, Pia Juul – tager Z’s fysiske og mentale lidelser til, herunder psykotiske angstanfald og dødsangst. Senere støder en ”indre revisor” til, altså en stemme, en angstvækkende tyran, som hundser og jager med Z. Ham kalder de Holger. Og Suzanne Brøgger noterer knastørt: ”Ida Jessen lærer Z at få Holger til at holde kæft.”
Det er som om, at lakoniske kommentarer til Z’s sygdom virker angstafvisende for forfatteren. Hun skriver: ”Jeg vidste jo godt fra begyndelsen, at han var både klog – og ikke rigtig klog.” Og så den bedste: ”I går ebbede livet ud af ham. I dag vil han have nye briller.”
En forfatters dagbog 2010-2020 er en slags tidebog, der viser Suzanne Brøgger i fuld figur og intellektuel positur. Ganske vist skriver hun et sted, at hun aldrig har ønsket at positionere sig, hverken som frisindet, progressiv eller reaktionær. Men det er krukkeri. Hun bestiller ikke andet, end netop at indtage en position, og hvis ikke netop hun har slået slag i bolledejen for det frisindede og det progressive gennem fem årtier, hvem har så?
Hun er, mener hun selv, aristokratisk radikal i Georg Brandes’ ånd (hun ville gerne skrive en samtalebog med ham – og jeg ville gerne læse den), og flere gange stiller hun sig selv i de kulturradikales rækker, hvor Klaus Rifbjerg var den store ledvogter.
Men hos Suzanne Brøgger er der også en kristen åndelighed, som man ikke plejer at finde i de kulturradikales sekulære cirkler. Sporadisk dukker prædiken, nadver, gudstjeneste og bøn for en døende op. I den religiøse afdeling har hun også for vane at skrive G-d i stedet for Gud. At bruge bindestreg for ikke at profanere Gud praktiseres kun hos de mest rettroende jøder, og uanset hvor meget hun modsætter sig mobning af minoriteter, kan det næppe være Suzanne Brøggers hensigt at være ortodoks med de ortodokse. Den religiøse underdanighed misklæder en fri forfatters sprog.
Ingen har som Suzanne Brøgger nedbrudt grænserne mellem liv og værk, og det er derfor logisk, at hun nu udgiver (uddrag af) de dagbøger, som hun i 2014 ligefrem kaldte for sit livsværk. Dele af bogen kaster lys over tidens strid, forfatterlivet og forfatterskabet, andre handler om private glæder og bekymringer – og to dramaer:
Datteren, antropolog Luzia Zeruneith, er en intelligent lys- og lykkebringer i sine forældres liv, og også en frelsende engel. På The Frick Collection stiller hun Z et spørgsmål om argonauterne, og han træder et skridt frem for at se nærmere på et billede. Dermed undgår han mirakuløst at blive ramt af en betonklods, der i samme sekund river sig løs fra loftet.
Ved Hanne-Vibeke Holsts fødselsdagsfest får Suzanne Brøgger maden galt i halsen og er ved at blive kvalt. Heldigvis opdager en anden gæst det, en gallerist, der er uddannet sygeplejerske og derfor kan førstehjælp. Han trækker hendes arme ud i krucifiks-positur, brystkassen udvides, maden glider ned. Miraklernes tid er ikke forbi. Hun skriver hjem til sin sjæl: ”Jeg har været i skærsilden”. Z svarer: ”Kom hjem til dit eget himmerige.”
En forfatters dagbog 2010-2020 handler om transitioner og afgørende øjeblikke, hvor vi opnår en ny frihed. Suzanne Brøgger skriver begavet om vendepunkter som Søren Kierkegaard, Karen Blixen og Klaus Mann så dem, og hele tiden vender hun blikket mod sig selv, mest rørende og mindst rasende, når det handler om Z. Datteren siger, at forældrene er kommet ind i ”games people play” (et begreb om det psykologiske spil i ægteskaber), hvor Z’s sygdom fylder det hele, og forfatteren spørger: ”Er det fordi jeg giver ham licens – eller måske ovenikøbet opmuntrer det? Men i så fald tager jeg jo værdigheden fra ham á la: ‘Har vi fået en lille hjerneblødning, hr. professor?’”
Under coronanedlukningen indså Suzanne Brøgger, at hun ikke skyldte nogen noget. Corona blev et vendepunkt i rækken af andre vendepunkter i hendes liv: Da hun flyttede fra byen til landet, da hun valgte samlivet over den fri kærlighed, da hun blev mor som 40-årige, da hun blev opereret for brystkræft som 56-årig. Nu er tiden inde til at udvikle en ny opmærksomhed, en ny ømhed, en forbindelse til dybet, det vitale, at granske alderdommens potentiale, stilheden og langsomheden.
Udgivelsen af En forfatters dagbog 2010-2020 er det ny vendepunktets første litterære konsekvens, og det er en generøs bog. Som læser må man dog leve med, at man ofte må gætte sig frem. Hvis ikke man lige ved hvem Johannes og Vita, Jens og Vibeke, Louise Z eller Judith er, er man ladt noget i stikken. Hvis man ved det, er man til gengæld godt underholdt og oplyst. Man må også bære over med, at dagbogen ikke består af lutter skønskrift (”lykkes med”, ”spørge ind til”), og at Lille Sorte Sambo i skyndingen bliver forvekslet med Den Store Bastian. Men den slags småfejl gør bare dagbogen autentisk og menneskelig. Og jeg tåler meget for at nå frem til en sætning som denne: ”Klokken to – til te hos Philip Roth”.
Når hun er bedst, reflekterer Suzanne Brøgger med overskud og tyngde i tanken. Men når hun føler sig for højt hævet til at argumentere, og bare afviser andres positioner som vås, forråder hun diskussionen som intellektuel disciplin. Derfor bør dagbogen heller ikke læses for sit idiosynkratiske bataljemaleri af Det Danske Akademis slagmarker. Den skal derimod læses som forfatterens frihedsbrev til sig selv, for den interessant livserfaring om tilværelsens vendepunkter, og for det bekymrede, udmattede, fortvivlede, porøse og dog overskudsagtige portræt af den symbiotiske, syge sjæleven, Z.
Suzanne Brøgger noterer, at hun i mange år gav sit liv væk – i bøgerne. Nu har hun indset, at hun kun er ansvarlig for sig selv, og hun vil erobre sit liv tilbage. Lad os give hende det uden sværdslag, vi har lånt det længe nok.