Weekendavisen den 7. april 2022
Satire. Anna Juuls debutroman lærer os, at kedsomhed er et grundvilkår på linje med ensomhed og sorg.
Anna Juul: Penge & Bacon. 270 sider, 199,95 kr. Roman. Lindhardt & Ringhof.
Jeg har en indre holmgang med mig selv om Anna Juuls debutroman, Penge & Bacon. På den ene side har jeg lyst til at stryge romanen med hårene, fordi den rummer så mange fine ideer og er kvalitetsmærkelig. På den anden side må jeg konstatere, at det, jeg håbede ville flamme vildt og voldsomt, desværre bare viser sig at gløde lidt.
Vi er i København netop nu. Regeringen har gjort det forbudt at tale om vejret, og pludselig dekreterer statsministeren, der bare hedder Lillian, en to måneder lang klimalockdown. Alt lukkes ned. Inklusive offentlig transport, sundhedsvæsen og det Co2-storforbrugende internet. Alle mennesker skal blive hjemme. Samtlige husstande får leveret et gasblus og grøntsager fra Aarstiderne, noget hørtøj (man forventes at tabe sig, når man kun spiser grønt) og en solgenopladelig lampe, designet af Bjarke Ingels. I krisesituationer kan man morse til Beredskabsstyrelsen. Skulle nogen dø, kan deres pårørende sætte et klistermærke på døren, der hentes lig tirsdage og torsdage. Statsministerens forbillede er stenalderen, hvor forbruget var meget lavt.
Ha! Det kan jeg lide. Her er lagt op til en roman om den psykologiske krisekontrakt regering og befolkning imellem, måske det første skridt ned ad en ny vej for lockdownlitteraturen? Samtidig kan romanens skildring af samfundets nye social arkitektur vel give et råt for usødet portræt af os danskere i en post-coronatid, skrevet med ætsende lud, vid og satirisk skarpsindighed?
Men nej. Anna Juuls intention er anderledes. Hun er faktisk ikke spor interesseret i samfundet og den politiske klimalockdown. Alt det er kun staffage for den konflikt, der vitterlig optager hende, nemlig parforholdet som en relation, der måske nok ser bæredygtig ud, men hele tiden er truet af en indre bristefærdighed. Hvordan undgår man at kede hinanden? Kan man i det hele taget undgå det? Som det hedder i en nøglesætning: ”Kedsomhed er et grundvilkår på linje med ensomhed og sorg.”
Romanens fortæller er syersken Anja, der er gift med IT-manden Anders. De elsker hinanden og dyrker analsex tirsdag og torsdag (samme dage som de døde hentes, men det er et tilfælde). Parret er barnløse og bor i en lejlighed med adgang til terrasse, hvorfra der er indkik til nogle af naboernes liv. På deres bogreol står fem bøger: Tre kogebøger, en bog om IT og Naja Marie Aidts novellesamling Bavian. Og så har Anja to vandrende pinde, Penge og Bacon, som hun taler med om tilværelsens dilemmaer, ligesom når andre skriver til Mads Steffensen.
Med dette lykkelige ægtepar i lockdown er der naturligvis lagt op til tæppefald for deres afstemte idyl. Der går sprækker i forholdet mellem Anja og Anders. Han indrømmer at han har haft en hemmelig elskerinde, som han stadig er forelsket i, og selvom Anja både er forstående og tilgivende, styrer de ind i en blindgyde af mistillid. Isolationens kedsomhed bliver en fremkaldervæske for Anjas indre uro. Hun udvikler en stærk forestilling om, at Anders stræber hende efter livet, fordi han hellere vil være sammen med sin elskerinde, og Anjas logik og fantasi siger hende: Dræb eller bliv dræbt.
Anna Juuls skrivestil er prunkløs og afslappet, hun har næppe nogen ambitioner om at være litterær. Tværtimod vil hun undersøge tilværelsens trivielle almindelighed og kedsommelighed, og det skal sproget vel også afspejle. Tonen er derfor nærmest demonstrativt antielitær og antiintellektuel. Anja virker både enfoldig og troskyldig, men bag det umiddelbart naive, findes et småskørt klarsyn, pointeret af en ret banal livsvisdom, som Anja finder på en håndskrevet seddel, nok fra Anders’ elskerinde: This too shall pass. Alt er kun en overgang, ja. Men hvad nu hvis det ikke er? Hvad hvis krisen bider sig fast? Hvad hvis lockdown ikke varer to måneder, men 50 år?
Penge & Bacon er både en krisebevidsthedsroman og et stykke absurd parforholdslitteratur. Når den er skarpest har den elementer af Erlend Loes idérigdom og satiriske maksimalisme. Når den er sjovest (men også lidt epigonisk) er den smittet af Stine Pilgaards naive skøn- og skørhed. Når den er mest inspirerende (og faktisk igen lidt epigonisk) imiterer den Kaspar Colling Nielsens gode scenarieteknik, og når den er mest irriterende lægger den sig (for) tæt op ad samme forfatters antropomorfisering.
Anna Juul er i visse kredse kendt som en af de smågeniale tekstforfattere bag Den Korte Radioavis på Radio 24Syv. Hun har også lavet diverse tv og uddannet sig til manuskriptforfatter på Den Danske Filmskole. Som romanforfatter mangler hun dog et stykke vej, selvom Penge & Bacon er elementært godt udtænkt. Sprogligt er romanen stabil uden at være interessant, og de mange engelske begreber i Anjas ordforråd står efterhånden som et overforbrugt virkemiddel. Som fortæller er Anja ellers en god karakter, fordi hendes mentale skelet er så porøst og mærkeligt. Men desværre forbliver hun også ret endimensionel, og til sidst føles det lige lovlig opløst og kedeligt at læse om opløsning og kedsomhed. Men ok, romanens udmærkede og tankevækkende eksistentielle og rationelle analyse er jo netop også, at kedsomhed er et grundvilkår. Og at alt kun er en overgang.