Weekendavisen den 11. marts 2022
Forløst. Liv Nimand Duvå kombinerer konventionel realisme med dyb, eventyragtig og eksplorativ prosa om kvinders erfaringer med undfangelse, graviditet og fødsel.
Liv Nimand Duvå: Mødrenes hus. 250 sider, 199,95 kr. Roman. Gyldendal.
Begge mine sønner blev forløst ved akutte kejsersnit. Deres mor var sendt i drømmeland af et ordentligt skud narkose, men jeg stod ved siden af – dirrende og stirrende – med blikket rettet mod mavens blodige kraterhule, der åbnede sig under den skarpe skalpel. Det er mange år siden, men jeg husker hver en detalje. Drengenes mor, derimod, husker kun smagen af sin egen knockout, sit eget fuldkomne fravær fra fødslerne.
Den kropslige erfaring var ikke min, men jeg var nærmeste vidne, og ved læsningen af Liv Nimand Duvås nye, intense roman, Mødrenes hus, genfremkalder jeg mig den udspilede mavekuppel, de tiltagende veer, den udeblivende forløsning, og til sidst: kapitulationen og kejsersnittet. Det er voldsomt og godt.
Rosa og kæresten Gilbert har planlagt en fødsel på en privat klinik. Det skal ske i et vandbad, ingen medicin, ingen hospitalsstress, gennemført naturligt. Men alle de idealistiske forestillinger står for fald, ildevarslet på denne måde:
”Maven er en gigantisk muskel, der af sig selv spænder til, vokser og rejser sig inde i hende. Hun kommer ikke til at klare det. Hvad er det, de ikke har fortalt hende? Vil hun overleve? En anden vilje end hendes er flyttet ind i hende, hun ved ikke, hvad den vil, om den vil leve eller dø, men den har overtaget alt nu.”
Efter flere døgn med veer, må både parret og jordemoderen kapitulere og tage på hospitalet, hvor Rosa til sidst får en epiduralblokade mellem ryghvirvlerne, og barnet bliver forløst ved kejstersnit. Det, der skulle have været naturligt og afslappet, bliver på kirurgens, narkoselægens og jordemoderens betingelser, og Rosa reduceres til en knude af smerte, sorg og stress, ulykkelig over ikke at kunne gennemføre.
Mødrenes hus er skrevet i to stilarter. Først læser vi en på én gang nøgtern og følelsesforvirret afrapportering af et langstrakt og til sidst havareret fødselsforløb, skrevet med en usentimental (og noget triviel) realisme, som især er bevægende i sin skildring af den fødendes skuffelse over ikke at kunne fuldføre graviditeten.
Til denne limbofrustration føjer sig efterhånden Rosas vandring gennem tid og sted under påvirkning af hospitalsmorfinen. Hun møder sin bedstemor, som vender tilbage fra døden for at ledsage hende på en vandring mod Mødrenes hus, en slags samlingssted for al moderskabserfaring, på én gang et sted og en tilstand, hvis jeg forstår det ret.
I Liv Nimand Duvås symbolmættede og suggestive prosa bliver den forgæves fødende selv født:
”Så flyder noget sort ud i kroppen og får fingrene til at snurre. Små fluer fordeler sig under huden og løfter hende op og ind i et rør af vand. Det bruser om hende. Et gult lys skinner ind gennem vandet, nogle bier summer i et stort lavendelkrat. Hun har været her før, huset er gammelt, en sødlig lugt af overmoden frugt, og så nogle fugle, der går amok. Passagen fører hende nedad, og hun glider det sidste stykke, som ned gennem et rør i en vandrutsjebane og landet i et bassin med grønligt vand.”
Engang blev moderskabets opofrelse hyldet af mandlige forfattere som H.C. Andersen (Historien om en moder) og H.V. Kaalund (digtet om den dræbte vildand, der slutter med de mindeværdige ord Oh, har du en moder, da skøn derpå!), men først i 1912 fik dansk litteratur en realistisk fødselsskildring, da Marie Bregendahls lille, sjælsrystende roman En dødsnat udkom (i biograferne for tiden under titlen Du som er i himlen).
Næste ikoniske roman om graviditet, fødsel og moderskab var Dea Trier Mørchs klassiker Vinterbørn (1976), derefter Charlotte Strandgaards Når vi alle bliver mødre (1981). De blev litterært dannende for en yngre generation af forfattere, der de seneste år har skrevet en lang række vigtige og vedkommende værker, for eksempel Maja Lucas, Olga Ravn, Cecilie Lind, Julie Sten-Knudsen, Dy Plambeck, Kamilla Hega Holst, Ida Marie Hede, Hanne Højgaard Viemose m.fl. (og jo, der findes også en ny dansk faderskabslitteratur, for eksempel skrevet af Rolf Sparre Johanson og Rasmus Nikolajsen).
Liv Nimand Duvå seneste roman, Rosenreglen (2019) var en fremragende krop- og kunstnerroman, og langdigtet Jeg vil have en statsminister (2022) er befriende offensiv politisk samtidslitteratur. Med Mødrenes hus tilføjer hun så en erfaringsfortælling om det, der fremstår smerteligt endeløst og uforløst, men trods alt er begyndelsen på et et barneliv og et moderskab (og faderskab, forældreskab).
Mødrenes hus er et flydende drømmesyn og et mentalt samlingsrum, for de fødendes erfaringer gennem tid og rum. At komme dertil er at ankomme til moderskabet, og at komme overens med altings forandring, med smerten og angsten, ja selv med lykken, udspændt mellem kærlighed og skræk:
”Børnenes rytmer voksede ud af os, vi voksede ind i dem. Vi flettede vores vejrtrækninger ind i deres små lunger. Vi turde ikke trække vejret, vi turde ikke lade være.”
Med Mødrenes hus kombinerer Liv Nimand Duvå en konventionel realisme med en dyb, eventyragtig og eksplorativ prosa, der kulminerer i en prægnant bevidsthedsuklar tekst om kvinders nedarvede kropslige, følelsesmæssige og sociale erfaringer med undfangelse, graviditet og fødsel. Slutningen skildrer både en kollektividentifikation og en splittelse, en samhørighed og en individualitet, og selvom – eller fordi – hjernen er omtåget, udtrykker den dybde i både tid og tanke.
Begge mine kejsersnitssønner er i dag sammen med storartede kvinder. Den ene har ulykkeligvis aborteret et par gange, den anden er heldigvis gravid. Alt er kompliceret, alt er godt. Mine svigerdøtre tilhører den generation, hvis kvindelige forfattere gør graviditets-, fødsels- og moderskabserfaringer til påtrængende litteratur, der åbner døre ind til det mest private – kropsligt og mentalt, herunder også det tabuiserede – og for den litterære generøsitet er jeg, en midaldrende mand og et dobbelt kejsersnitsvidne, faktisk ganske taknemmelig.