Weekendavisen den 18. marts 2022
Hjælp. Der findes kun få skønlitterære værker om flygtningehjælp og humanitære indsamlinger. Og de rummer selvopgør, satire og ironi.
Krigen i Ukraine har fået danskerne til at tage de humanitære spenderbukser på. I sidste uge havde nødhjælpsorganisationerne indsamlet op mod svimlende én milliard kroner – og de tæller stadig.
Men ikke nok med det. Samtidig er hjælpeviljen eskaleret, og der er gået sport i at udruste en privat hjælpetransport og evakuere en fortabt flygtning eller to med hjem til gæsteværelset.
Ukrainernes katastrofe har udløst en aktivistisk flygtningehjælp, og man lytter pludselig forgæves efter parolerne om, at flygtninge skal hjælpes alle andre steder end her. Velkommen til det humanitære Slaraffenland, hvor lukkede grænser er forvandlet til åbne arme!
Da Middelhavets hajer i 2015 fik menneskemad fra Syrien og Somalia serveret på plimsollerenes synkende præsenterfade, udløste det en slags moraldilemma ved sommerferietid, som Peter Højrup skrev om i romanen Til stranden: Kan vi bade i det hav, som de andre drukner i?
Samme forvirrede skamfølelse står ikke på spil nu, hvor flygtningene heldigvis ikke omkommer i vores badevand. Men vi skal stadig leve med vores tryghed, mens de mister deres. Spørgsmålet er derfor, hvilke litterære spor krigen i Ukraine vil sætte sig. Og hvad betyder den nye humanitære bevidsthed og den aktivistiske privatisering af flygtningehjælpsarbejdet?
Hvis man ser lidt nærmere på den humanitære tradition i dansk skønlitteratur, springer én ting i øjnene: et selvopgør. Litteraturen interesserer sig nok for flygtningeskæbnerne, men ofte belyst via vores egne privilegier i et ironisk og satirisk tonefald.
Den første digter, der for alvor interesserer sig for de splittede følelser ved at være vidne til andres tragedie, er Grethe Heltberg (1911-96), der næppe læses længere, men nok godt kan fortjene at blive genopdaget.
I digtsamlingen Pigen og evigheden (1952) finder vi et digt, ‘Skyldfri’, hvor Korea-krigen bliver spejlet i hverdagens trivielle tryghed. Først fremmanes billeder af krigens ofre med forpinte ansigtstræk og ”håbets sidste gnist brændt ud/ af sult og nød og skræk.”
Kvindens hjerte bløder, og billederne skrider mørkladent gennem hendes sind som dyster poesi. Så forskyder digtets vinkel sig, og vi forstår, at der er tale om fotografier fra Korea, som kvinden ser i et blad hos damefrisøren. Det er forfærdeligt, siger hun til frisøren, at børn uskyldigt dør. Og så forlader hun salonen:
Så glatter hun på kjolen –
hun ved sig skyldfri, ren og sand,
og vandrer ud i solen,
hjem til sin egen børneflok
og til sin tredje mand.
Hvorfor Grethe Heltberg lige lader kvinden være gift for tredje gang, skal jeg ikke kunne sige, men måske handler det om at understrege hendes erfaringer med familie, børn og – måske – svigt? I hvert fald skal kvinden videre i hverdagen, og ”børnene i Østen/ er atter kastet bort og glemt.” Og så alligevel ikke:
En hær af børn, hvis sjæle
blev ætset bort af angst og had,
hvis hjælpeløse mæle
kun mumler tøvende endnu
som genfærd i et blad.
Lidt billedstof fra fronten,
skudt ind blandt modenyt som fyld –
Men lavt i horisonten
står skyggen, lydløst voksende,
stum af vor fælles skyld.
Grethe Heltberg har valgt digtets titel i ironisk lune, for skyldfri ønsker vi at være, men vi er det ikke. I hvert fald ikke ifølge digtets sidste strofe, der gør skylden til et kollektivt fænomen. Måske er krigsreportagerne blot fyld mellem bladenes modereportager, men en husmor hos frisøren har ingen skyld. Til gengæld har hun en samvittighed, og digtet er udtryk for en ægte humanistisk sorg over de andres tragedie, skrevet i nær erindringsafstand af 2. Verdenskrigs fatale civilisationssammenbrud.
I 1956 slog Sovjetunionen hårdt ned på en reformkommunistisk og antistalinistisk opstand i Ungarn, og 200.000 mennesker flygtede ud af landet, heraf cirka 1.000 til Danmark. Den danske regering bad en række humanitære organisationer om at stå for flygtningemodtagelsen, og til anledningen blev Dansk Flygtningehjælp etableret. Hjælpeviljen var enorm, og der går stadig frasagn om de store landsindsamlinger, der dannede skole for de shows, vi kender den dag i dag.
Men to år efter Ungarn-hjælpen udkom en roman, der gav sprækker i selvforståelsen. Det var den folkekære satiriker Finn Søeborg (1916-92), der tydeligvis havde iagttaget nogle træk hos de hjælpevillige danskere, som han ikke kunne nære sig for at give en tur i vridemaskinen.
Med åbne arme (1958) handler om en enkelt flygtning, en afhopper fra et totalitært, navnløst, der meget vel kunne være Ungarn. Joseph Krejn er kommet i opposition til hjemlandets myndigheder, og må gå i eksil i et venligsindet landet. Ved en fredskonference – vi er jo under den kolde krig – har han engang mødt den rare lektor Andersen, som har givet ham en stående invitation til hans hjem i den danske provinsby Storhavn, og dertil ankommer nu den ensomme flygtning (der meget praktisk taler dansk).
Flygtningens ankomst til det lille samfund udløser alt det bedste i danskerne – og alt det værste. Lektoren er et forsigtigt forstandsmenneske, der bare gerne vil hjælpe en god bekendt i nød. Men da den magtfulde konsul Mørk bliver involveret i sagen, bliver flygtningehjælp pludselig et spørgsmål om prestige. Og da den rutinerende idealist professorinde Blach – ”næstformand i ligaen for menneskelighed, der tog sig af negrene i USA, men ikke kunne døje arabere” – engagerer sig, bryder uenigheden ud, og snart har Storhavn to konkurrerende foreninger, der begge gør krav på Joseph Krejn og begge kalder sig ”Foreningen til støtte for politiske flygtninge.”
Mens samfundsstøtterne meler deres egne kager og reducerer flygtningen til en genstand for deres egen godhed (rundhåndet, men selvoptaget og selvtilfreds), finder Joseph Krejn et ægte sandhedsord hos fulderikken Fisker på det lokale værtshus og et oprigtigt lyttende øre hos Nattens Dronning, byens prostituerede (Finn Søeborgs arsenal af kvindeklicheer er ganske veludrustet).
På værshuset giver Fisker ikke meget for flygtningens bedsteborgerlige velyndere: ”De lader, som om de vil hjælpe dig, men det eneste, de er ude på, er at blande sig i andre menneskers sager. Det eneste, der interesserer dem, er at kunne bestemme over dig og holde dig som deres slave. I virkeligheden er de hamrende ligeglade med dig.”
Og hos Nattens Dronning (Joseph Krejn nøjes med at drikke te og spise kage) får flygtningen endelig fortalt et medmenneske sin historie. De to udstødte møder hinanden i værdighed og taknemmelighed.
Med åbne arme er en satirisk roman om en hjælpeindsats, der går amok. Joseph Krejn selv forsøger at være venlig mod alle, men bliver beskyldt for at så splid i byen, og de to foreningers strid om at hjælpe flygtningen kulminerer i en duel mellem en støttekoncert og en byfest, som de to foreninger gennemfører samme dag.
Den stakkels afhopper er der ingen der tænker på, så han går hen for at tale et trøstende ord med Nattens Dronning. Men hun har herrebesøg og ikke tid til flygtningen. Han forærer hende en enorm tøjbamse, som han har vundet i en bod ved byfesten, som et minde om deres venskab, hvorefter han forlader den by, der er ved at gå til grunde af lutter hjælpeiver.
Tre år efter udgivelsen af Finn Søeborgs roman samlede danskerne ind igen. I 1961 gjaldt det om at komme ulandene til undsætning, og ved det store fjernsynstransmitterede show fra Tivoli, bidrog Poul Henningsen med den syleskarpe og brutalt satiriske ‘Ulandsvise’, der er lagt i munden på en taknemmelig modtager af danskernes donationer:
Jeg er kommet hertil fra en verdensfjern egn
og står her i aften som tolk
for at takke for pengenes klingende regn
til os underudviklede folk.
Vi i burnus og toga, sarong, anorak.
Vi fra hytten og krålen, seraillet
føler trang til at sige Dem tak.
Det er næsten for meget.
Visen ironiserer både over alle kolonialismens magttræk – ”vi blev kristnet og døbt til vi nejed/ for den hvide kærlige gud/ det var næsten for meget” – og over den indsamling, som den selv er en del af, og så slutter den i dyb tvivlrådighed. Kan man virkelig stole på den hvide mand? Og nu kan vi selv vælge, hvilken hersker vi vil have, lader PH ulandsrepræsentanten synge – midt under den kolde krig:
Tænk at slaver kan vælge hvem herrerne er
og af hvem vi blir blidest sjanghajet.
Er de røde værre end jer?
Så’ det næsten for meget.
Ulandsvisen var satire og parodi i én bevægelse – og i dag er den kanoniseret kulturarv i Højskolesangbogen.
Mens der findes hylde efter hylde af litteratur om flygtningekriser og flygtningeskæbner, står det straks mere skralt til med skønlitterære værker om hjælpeviljen og de store indsamlinger, som ellers blev en afgørende del af vores humanitære selvforståelse op gennem 80’erne og 90’erne, og de værker, der trods alt findes, slår en selvbebrejdende, ironisk eller satirisk tone an.
I romanen En dråbe i havet fra 2008 (titlen er sandsynligvis inspireret af indsamlingenssangen ‘Selv en dråbe’ til Kosovo i 1999) lader Kirsten Hammann forfatteren Mette, der lever et stabilt og kedeligt hverdagsliv, fable om at skrive en roman om ulandene. Og samle en halv million kroner ind til de fattige i Afrika. Hun vil oprette en fond, der skal hedde En dråbe i havet, og med porcelænsmaling skriver hun digte på kopper, som skal sælges til fordel for fonden. Men så daler entusiasmen:
”Normalt anser hun det for en dårlig vane, at hun hurtigt mister interessen og glemmer sine ideer, men det har også sine fordele. Den med digtkopperne føles i hvert fald grinagtig nu. Og hun får sgu da heller aldrig oprettet nogen fond. Og en halv million kroner! Der er masser af organisationer, der er eksperter i at samle penge ind, så hvorfor skulle en amatør som Mette prøve at gøre det samme?”
De store følelser, vi bygger os selv op med, egner sig gevaldigt til at blive punkteret. Som en yderst selvoptaget kvinde udbryder i dramatikeren Kirstine K. Høgsbros pletskud af et teaterstykke Barselsstuen 2.0 (2016), hvor det bogstavelig talt regner med afrikanske migranter, som klimakrisens storme blæser herop: ”Tænk en skæbne, at flyve tynd og sulten til Europa! Min empati overvælder mig som en moralsk orgasme!”
I 1990, to år før sin død, gav Finn Søeborg et interview om sit forfatterskab. Med åbne arme er, sagde han, skrevet under indtryk af den entusiasme og begejstring, som de ungarske flygtninge blev mødt med i 1956. Men:
”Så meldte hverdagen sig stille og roligt igen – folk kom ned på jorden. Nu skulle flygtningene jo også have et arbejde, og de skulle have en bolig, og så begyndte det at knibe med velviljen. Det er såmænd ikke blevet så meget anderledes i de nogle og tredive år, der er gået. Jeg tænker på vinterens store Rumæniens-indsamling (…), hvordan repræsentanter fra forskellige firmaer fór frem med reklamer for deres produkter og var ved at snuble over hinanden for med flakkende blikke til kameraerne at sikre sig en plads på skærmen. Imens trådte de arme flygtninge i baggrunden med deres rædselsberetninger fra landet. Ind på scenen og ud igen – til spredte klapsalver.”
Og så sluttede Finn Søeborg af med en kritik af de kommercialiserede shows, som har båret de store indsamlinger siden statsradiofonien i 1956 tillod at donerende virksomheders navne blev nævnt i fjernsynet: ”Nu som dengang drejer meget af den slags sig jo om at føre sig selv og sine underlige budskaber og produkter frem – derfor kan Med åbne arme såmænd også læses som et billede på en flygtnings situation i dag.”
Og imens, i Ukraine-krigens tredje uge, nærmer danskernes bidrag sig så småt en milliard kroner.