Weekendavisen den 7. april 2022
Kommentar. Selv i et åbent samfund med fri ret til at skrive og tale, kan der herske social kontrol og selvbegrænsning.
I sidste uge bragte Politiken et fødselsdagsportræt af forfatteren Line-Maria Lång, der fyldte 40 år. Jeg læste det, fordi den småpinlige overskrift fangede mit øje: ”Hun lykkedes med at gøre Jan Sonnergaard nuttet”.
Ugen inden var Politikens skribent Erik Jensen gerådet i gevaldig shitstorm, fordi Twitter og omegn mente at hans portræt af en kvindelig sanger var sexistisk. Som jeg forstod det havde artiklen haft en lidt hoven tone og belyst kvindens karriere via samarbejder med diverse mandlige kærester. Jeg skal ikke gøre mig klog på det, jeg følger ikke med i den slags musik og ved intet om fødselaren. Men irettesættelsen var voldsom og Politikens chefredaktør var på strategisk tilbagetog. Men tilsyneladende havde navneredaktionen intet lært.
I hvert fald kunne avisen ugen efter fortælle, at Line-Maria Lång har fået mest opmærksomhed med en roman om vennen og kollegaen, nu afdøde Jan Sonnergaard. Dernæst får vi at vide, at hun har skrevet en børnebog, som Cato Thau-Jensen har illustreret, og at hendes næste bogprojekt er et fællesessay med endnu en afdød kollega, Thomas E. Kennedy. Og så: Line-Maria Lång er på skriveophold i Rom og derfor ikke hjemme hos kæresten, forfatteren Jonas T. Bengtsson.
Der er tale om en helt problemfrit fødselsdagssportræt af den slags, aviser fremstiller med forudsigelig og konventionel soberhed hver eneste dag. Men efter den foregående uges belæring af Erik Jensen, virkede teksten pludselig risikabel.
Det korte portræt handler jo udelukkende om mændene i Line-Maria Långs liv og karriere. Det kan man da sagtens finde noget nedladende i, hvis man er i krigshumør. Men al larm udeblev. Ingen har tweetet det mindste om, at fødselsdagsomtalen skulle være sexistisk. Man kunne da ellers godt mene, at overskriften reducerer den kvindelige forfatter til et ”hun”, der har gjort den berømte mandlige forfatterkollega – som overskriften nævner ved fuldt navn – nuttet. Men portrættet var ikke skrevet af en midaldrende, misogyn mand, men af en kvinde.
Misforstå mig ret: Jeg synes at det er ok, at vi har øget opmærksomhed om, hvordan vi skriver om hinanden. Men det bekymrer mig, at flere og flere dyrker sårbarhed som argument og prøver at etablere sikre zoner for sig selv ved at reducere det sproglige råderum for andre. Det skaber en stærk selvbegrænsing for alle der skriver.
Hvis man uforvarende har fornærmet nogen, må man jo undskylde, som det pæne menneske man forhåbentlig er, og i øvrigt bare gå gennem stormen. Den lægger sig. Men muligheden for at tolke sin egen tekst har man mistet. Undervejs bliver man klogere, får en ny forståelse for andres grænser, og en indsigt i, hvordan offentlige irettesættelser foregår. Folk, der var voksne og venstreorienterede i 70’erne, siger at det kan minde om de politiske belæringer af kollektivister, der var blevet ofre for deres egen forvrængede forståelse af den ydre virkelighed, også kaldet falsk bevidsthed.
En forvrænget forståelse af andre mennesker kan alle gøre sig skyld i, både dem, der måtte fare vild i en fordom eller snakker højt om en skamfuld fantasi, og dem, der reagerer på det med en voldsomhed, som ikke er proportional. Præcis det gennemlyste Philip Roth for tyve år siden – amerikanerne er jo altid foran, også hvad identitetspolitik og det der ligner angår – i den mesterlige roman En menneskelig plet, hvor en professors uoverlagt bemærkning om to sorte studerende blev begyndelsen til en anklagestorm og et akademisk endeligt, som selv sandheden ikke kunne danne bolværk imod.
Hvem skriver den første danske roman om identitetspolitikkens farer og faldgruber? Om gammelttænkende hjerner, der farer vild i et værdipolitisk systemskifte og om radikale nytænkere, hvis hjertevarme tolerancekrav ender som koldhjertet intolerance? Om diskrepansen mellem ord og ords tolkning i en identitetspolitisk stormtid?
Stormen er interessant, når den raser. Man opdager sider af mennesker og meninger, man ikke var opmærksom på. Og en dag bukker sig ned efter sit rustne værktøj og bygger det ødelagte op, som Rudyard Kipling skrev i et meget, meget maskulint digt.